Tofik Babayev/AFP/Ritzau Scanpix
Årtiers indestængt vrede udviklede sig for seks uger siden til en regulær krig, da Armenien og Aserbajdsjan besluttede at lade våbnene afgøre, hvilken nation der har retten over regionen Nagorno-Karabakh.
Krigen har i denne omgang kostet ca. 1.300 soldater livet, men nu er der igen stille i det bjergrige område. Med Rusland som mægler har Armenien og Aserbajdsjan indgået en våbenhvile, der forhåbentlig sætter et punktum ved den konflikt, der har hærget regionen siden Sovjetunionens kollaps. Men freden har alligevel ikke helt sænket sig. For mens de fester i Aserbajdsjan, så betragter en stor del af armenierne den nye aftale som en reel kapitulation. Det har ført til voldsomme uroligheder i landet, og det kan potentielt true den nyfundne fred. Problemet for armenierne er bare, at blusser konflikten op igen, så står de til at tabe endnu mere.
Fred i vor tid
Under international lov er regionen Nagorno-Karabakh en del af Aserbajdsjan, men bosiddende etniske armeniere har i årevis regeret i regionen, som de mener, de har krav på. Nagorno-Karabakh har længe fungeret som en armensk enklave i Aserbajdsjan, og det har ført til uroligheder. Kort tid efter sovjetunionens krak udbrød der krig mellem de to tidligere sovjetstater, der begge gjorde krav på Nagorno-Karabakh. Konflikten varede fra 1992 til 1994, kostede ca. 30.000 mennesker livet og endte med en fredsaftale, der i høj grad var på Armeniens præmisser. Det var lykkedes de armenske styrker at presse den aserbajdsjanske hær ud af området, og hundrede af tusinder blev nødt til at flygte.
Men freden holdt som bekendt ikke. I weekenden bekendtgjorde Aserbajdsjans præsident, at landes militær havde overtaget magten i Nagorno-Karabakh næststørste by Shusha (eller Shushi som det hedder ifølge armenierne), og det stod efterhånden klart, at Aserbajdsjan så ud til at have den militære overhånd i konflikten – hjulet på vej af støtte fra Tyrkiet og teknologisk overlegenhed. Shusha lignede sidste stop før en aserbajdsjansk overtagelse af regionens hovedstad Stepanakert, men dertil nåede det aldrig. For mandag fortalte den armenske premierminister Nikol Pashinyan, at der er blevet indgået en våbenhvile. ”Det er ikke en sejr, men der er ikke noget nederlag,” sagde han.
Armensk nederlag
Det kan godt være, at premierministeren ikke selv vil kalde det et nederlag, men det ligner det unægteligt. Ifølge mediet VOX indebærer fredsaftalen, at Armenien skal trække sig tilbage fra en stor del af Nagorno-Karabakh senest 1. december. Armenierne beholder kontrol over hovedstaden Stepanakert og andre nordlige områder, der ikke har nogen større strategisk betydning. Armeniens kontrol over Nagorno-Karabakh er nærmest væk.
Til New York Times fortæller en armensk journalist, at landet bør prise sig lykkelig over, at krigen blev stoppet af de russiske mæglere, inden Armenien også havde tabt hovedstaden i Nagorno-Karabakh. Men det er ikke alle armeniere, der ser så positivt på det. Voldsomme demonstrationer er brudt ud i Armenien som følge af fredsaftalen, og i landets hovedstad Jerevan har demonstranter stormet parlamentet, hvor de ifølge Foreign Policy tæskede parlamentets formand Ararat Mirzoyan så voldsomt, at han efterfølgende havde brug for let kirurgi. Demonstranterne kræver nu, at premierminister Nikol Pashinyan går af, og at fredsaftalen bliver revet i stykker.
Men selvom en stor gruppe armeniere håber at kunne vende krigslykken, så skal de ikke gøre sig store forventninger. Det skal krigens to andre vindere nok sørge for.
Tyrkiet har under konflikten aktivt støttet Aserbajdsjan, hvilket sandsynligvis har hjulpet dem med at trække sig sejrigt ud. I Ankara glæder man sig utvivlsomt over at være på vindernes side, da de diplomatiske forbindelser til Aserbajdsjan giver tyrkerne større magt i området.
Også mægleren Rusland har noget at glæde sig over. For ifølge fredsaftalen skal russiske tropper indsættes i grænseområder for at sikre freden. Den pludselige større militære tilstedeværelse giver også russerne langt større magt i området, hvilket russerne kan være meget tilfredse med.
I sidste ende ser det ud til, at armenierne står alene i nederlagets stund. Men det betyder ikke, at de nu vil acceptere nederlaget. Konflikten om Nagorno-Karabakh er sat på pause, men den har holdt de seneste 25 år, og der er ikke noget i vejen for, at den kan vare i 25 mere. /Andreas T. Kønig