An attendee looks over art at Art Basel in Miami Beach December 4, 2014. An estimated 70, 000 art enthusiasts have converged on the city during its annual contemporary "Art Week, " centered around an event called the Art Basel Miami Beach fair. A handful of gallery owners have begun shying away, citing rising rents, few art buyers and condominium development. Still, the graffiti art is welcomed in a city trying to enhance its fun-in-the-sun image and become a more cultured metropolis. Picture taken December 4, 2014. To match Feature USA-MIAMI/GRAFFITI REUTERS/Andrew Innerarity (UNITED STATES - Tags: SOCIETY TPX IMAGES OF THE DAY)
En tidligere brevdue er blevet solgt i Belgien for rekordbeløbet 12 mio. kr. Vi skriver bevidst ‘tidligere’, for duen gik på pension for to år siden, og så er der vel ikke længere nogen grund til at snakke om breve og postgange og den slags, er der? Nu er det bare en due.
Men New Kim, der vandt en række mellemdistancekonkurrencer i 2018, er ikke nogen almindelig due, åbenbart. Ejeren havde sat den til salg på auktion for 200 euro, men to velhavende kinesiske købere begyndte at overbyde hinanden, og pludselig var New Kim blevet noget af en guldfugl for den belgiske sælger, der ifølge nyhedsbureauet Reuters var ”i chok” over de mange rare penge. Brevduer kaldes jo traditionelt for den lille mands travhest.
Det er ikke første gang, at en tidligere mesterskabsbrevdue bliver solgt til en rig kineser. Sidste år røg den pensionerede stjernebrevdue Armando (i folkemunde: ”brevduernes Lewis Hamilton”) for 9,3 mio. kr.
Nu er det virkelig ikke, fordi vi skal snakke om brevduer i dagens udgave af Føljeton. Vi skal tale om penge, kunst og kriser – og ville bare bruge New Kim og Armando som et instruktivt eksempel på, at værdiansættelse af levende væsner og genstande nogle gange er totalt tilfældig.
Museer under pres
Verden over er kunsthaller og museer hårdt presset på økonomien af coronapandemien, og et ubekvemt spørgsmål trænger sig mere og mere på: Skal man sælge lidt ud af arvesølvet – kunstgenstande, som længst afdøde honoratiores har givet til gavn og glæde for offentligheden – for at holde skindet på næsen? Kan man overhovedet tillade sig det?
I begyndelsen af oktober kom det frem, at det kriseramte Royal Opera House i London havde besluttet sig for at sælge maleriet A Portrait of Sir David Webster, som David Hockney (f.1937) malede i 1971. Portrættet blev siden solgt hos auktionshuset Christie’s for 106 mio. kr. Salget skete ikke med Hockneys gode vilje, men operahuset havde i den grad brug for likviditet.
Også hos den britiske kunstinstitution Royal Academy of Arts har man ifølge The Observer gået med overvejelser om at sælge Michelangelos 515 år gamle marmorskulptur Taddei Tondo, fordi det kan redde 150 jobs. Men det er jo næsten ikke til at bære. Skulpturen blev givet til Royal Academy efter ejerens død i 1829, og da den store britiske maler John Constable (1776-1837) i sin tid så den, skal han have sagt, at det er ”et af de smukkeste eksisterende kunstværker overhovedet”.
Tidligere på året tog den canadiske forfatter og journalist Malcolm Gladwell netop dette tema op i sin populære og anbefalelsesværdige podcast Revisionist History. Han havde bemærket, at Metropolitan Museum of Art i New York City var begyndt at tage entré for besøgende, som ikke bor i delstaten New York. Museet havde et underskud på 250 mio. kr. og måtte fyre 90 ansatte og aflyse programsatte udstillinger.
I podcasten tager Malcolm Gladwell fat på det paradoks, at museet samtidig råder over en af verdens største kunstsamlinger, som måske har en samlet værdi af 100 mia. dollars. ”The Met er måske den rigeste nonprofit-institution i menneskets historie,” funderer Gladwell. ”Alt, hvad de behøver at gøre, er at vælge et par ting fra hylderne, og så ville de aldrig have underskud igen. Det svarer til, at Jeff Bezos fyrer sin gartner, fordi han mangler kontanter. Bare gå hen til kontantautomaten, Jeff. Men de kunne ikke gøre det. De ville hellere fyre medarbejdere og tvinge familier på fire hoste op med 100 dollars ved indgangen end overhovedet at tænke på at skille sig af med en eneste af deres ejendele.
Gladwell undersøger så, hvad det er for indbyggede mekanismer, der gør, at det er så svært for museer at skille sig af med kunstgenstande. Han sammenligner dragerne i eventyrene, som ligger og passer på guldskatte til ingen verdens nytte.
Hvad er det rigtige at gøre? Det er svært at sige. Her på Føljeton har vi et bud på en løsning. Identificér de 30 nulevende kunstnere i verden, som sælger allerbedst og bed dem hver især om at lave noget kunst. Det må gerne gå hurtigt. Det behøver ikke at tage mere end en dag pr. værk. Sig til dem, at det ikke nødvendigvis skal være i deres personlige stil.
Det må meget gerne være den dødssyge, åndløse genre, som den amerikanske kunstner og kunstkritiker Walter Robinson (f.1950) i et essay i 2014 døbte ”zombie-formalisme”. Det vil sige, det skal smage af noget uden rigtig at være det. Alene navnene på disse stærkt sælgende kunstnere vil tiltrække en masse nyrige russere, ukrainere og kinesere, som kan hænge værkerne på deres hvide vægge. Pengene af salget samles i en stor pulje og deles ud til verdens kriseramte kunstinstitutioner. Det er bare en idé. /Oliver Stilling