Naturen har åbnet himlen og helvedes sluser på én og samme tid. Èn ulykke kommer sjældent alene: I Tustrup ved Randers er masseaflivningen af 25.000 høns netop gået i gang, og imens dratter de vilde fugle livløse ned fra oven. Endnu en luftbåren pestsygdom hvirvler ind over vores allerede udmagrede kongerige – svævende på våde vinger fra Kasakhstan.
Først faldt fire gæs og én måge ned ved Højer i Sønderjylland. Landets mange fjerkræavlere er blevet arnestedet for den næste bølge: I disse minutter og timer spreder fugleinfluenzaen H5N8 sig rundt i luften over Danmark, og den barske sandhed kan ikke længere fortrænges: Det agro-industrielle dyreopdræt i Danmark har nået bristepunktet. Og nu er den yderste dag også nået til de anslået tre mio. æglæggende høner.
Inspektørerne hos Fødevarestyrelsen har umenneskeligt travlt for tiden, for ud over de anslået 15 mio. muterede mink – som akut er ved at blive begravet med kæmpe kravkøer i den jyske sandjord – har en ny og uoverskuelig front altså nu åbnet sig: ”Et udbrud af fugleinfluenza i tambesætninger er særdeles alvorlig for besætningen og en trussel for alle ejere af fjerkræbesætninger, for sygdommen har en høj dødelighed,” lyder det fra veterinærchef i Fødevarestyrelsen, John Larsen.
Fjer blev til døde høns
Foreløbigt tyder intet på, at fugleinfluenzaen H5N8 smitter mennesker direkte, men situationen er ved at spinne ud af kontrol. Intet er længere sikkert. Naturens orden er lunefuld. Et snævert flertal på Christiansborg nåede således kun lige akkurat at blive enige om et lovgrundlag for at masseaflive alle de pelsdyr, som allerede er blevet gasset, før en lille halefjer blev til fem døde høns.
Magten smuldrer. Den hidtil enevældige S-regering, som ydermere er under anklage for at have brudt grundloven, kunne ikke få bred opbakning til den nye mink-lov i går og måtte derfor i stedet finde flertallet sammen med støttepartierne. Med tilbagevirkende kraft er det nu blevet lovligt at dræbe mink uden for smittezone. Men kampen mod uret synes umulig.
Selv om minkavlerne har fået lovning på en såkaldt ”tempobonus” for at slå deres dyr hurtigere ihjel, end veterinærmyndighederne tillader, er der stadig ikke noget lovgrundlag for at udbetale erstatninger til landmændene. I syndfloden fra de millioner af døde dyr flyder derfor en svimlende regning, som kan vise sig at ville løbe op i et tocifret milliardbeløb.
For meget skal minkavlerne egentlig have i erstatning? Og hvor meget skal fjerkræavlerne have? Ikke engang Biblen er længere nogen trøst. I Johannes’ Åbenbaring hedder det: ”Jeg så et dyr stige op af havet; det havde ti horn og syv hoveder og på sine horn ti kroner og på sine hoveder gudsbespottelige navne”.
10 kroner? Lige nu famler de jordiske herskere på Christiansborg med at blive enige om et erstatningsbeløb for de nok største fuck-up i nyere dansk forvaltningshistorie: ”Der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder”.
Dommedag rammer os imidlertid ikke uden dystre forvarsler. For to måneder siden kunne dagbladet Information advare om, at ”der er konstateret coronavirus på 13 nordjyske minkfarme”, og her hørte offentligheden også for første gang om det beslutningsgrundlag, som Fødevarestyrelsen sendte videre op til regeringstoppen helt tilbage i sommerferien.
Dødsvarslerne blev givet
Besynderligt nok blev aflivningen af muterede mink stoppet brat, før myndighederne overhovedet var kommet rigtigt i gang med at indkapsle smittereservoiret.
Den dybeste og dobbelte tragedie er, at mink-mutationen måske kunne være stoppet i opløbet, hvis blot regeringstoppen havde reageret på de blinkende alarmlamper. I hvad der ligner en vaskeægte politisk skandale blev fire centrale myndigheder i stedet beordret til at fabrikere et beslutningsgrundlag, som gjorde det muligt at stoppe aflivningen af mink.
Ja, Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og Fødevarestyrelsen blev i begyndelsen af juli pålagt at fremlægge et grundlag, som gjorde det muligt at stoppe aflivningen af syge mink, som ellers var gennemført på tre farme i Nordjylland. I går udtalte den altid bramfrie faglige direktør i Statens Serum Institut Kåre Målbak: ”Jamen, det var jo præmis for at løse opgaven, at man ikke skulle slå besætningerne ned”.
Inden verden gik af lave, havde S-regeringen rent faktisk god tid til at planlægge sygdomsbekæmpelsen i det industrielle landbrug. Men man valgte i stedet at holde minkopdrættet i gang. Man lod hensynet til penge veje tungere end sundhed. Og nu hævner de døde dyr sig som en zombiehær: Fødevareminister Mogens Jensen (S) vil i morgen fremlægge en redegørelse, som meget vel kan blive hans sidste replik.
Her får Johannes dog lov til at få de afsluttende apokalyptiske ord: ”Dyrets billede får alle, store og små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte et mærke på deres højre hånd eller deres pande, så ingen kan købe eller sælge undtagen den, der bærer dette mærke, dyrets navn. Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666”. /Lars Trier Mogensen