Men et papkasse i favnen og et lettere sammenbidt udtryk forlod Boris Johnsons notoriske chefstrateg Dominic Cummings fredag den britiske premierministers embedsbolig Downing Street nr. 10.
Scenen udspillede sig som begyndelsen på en dårlig britisk julefilm, hvor den uheldige helt på uretfærdig vis får smidt en fyreseddel lige i ansigtet og derefter trasker rundt i Londons gader med et grådkvalt ansigt, der bliver let oplyst af storbyens højtidsbelysning – hvordan skal det nu nogensinde blive jul?
Dette teatralske exit fra Cummings er sandsynligvis ingen tilfældighed. Cummings er en mester i drabelige iscenesættelser, og han valgte selv at tage fordøren forbi pressens nysgerrige kameraer. Men hvis det er en julefilm, som Cummings er begyndt at instruere, så er det langt fra sikkert, at den ender lykkeligt. I hvert fald ikke for hovedpersonen, som i denne sammenhæng er premierminister Boris Johnson.
I den britiske julefilm Love Actually møder man en stribe personer, der på hver deres måde har svært ved at få kærligheden til at fungere – heldigvis ender det selvfølgelig lykkeligt til sidst. I Cummings version er der snarere tale om en gruppe af personer, der hader hinanden, og filmens store klimaks kan meget vel blive, at Johnsons regering fuldstændig smuldrer på det mest kritiske tidspunkt i hele hans embedsperiode.
Sæt dig tilbage og grib popcornene. Her kommer Hate Actually.
Chefstrategen
Det er svært at undervurdere, hvor vigtig Dominic Cummings har været for Boris Johnsons succes. Cummings bliver sædvanligvis anset for værende chefarkitekten bag Leave-kampagnens dramatiske brexit-sejr ved folkeafstemningen tilbage i 2016, og da Boris Johnson indtog de britiske regeringskontorer i 2019, fulgte Cummings med.
Han er af mange blevet anset som regeringens egentlige hjerne, og onde tunger har endda påstået, at han som Johnsons chefrådgiver har været endnu mere magtfuld end Johnson selv. Om det faktisk er sandt er nok tvivlsomt, men det har været tydeligt, at Johnson ikke har kunnet undvære sin højre hånd. I sommers blev Cummings taget i at bryde regeringens egne coronarestriktioner. Det endte i en farce, hvor Cummings nægtede at undskylde, selvom han blev angrebet af medierne. Det nemmeste for Johnson havde været at hælde sin chefrådgiver ud – en rådgiver må trods alt aldrig overskygge politikerens projekt. Men Johnson beholdt ham. Han havde brug for Cummings.
Så hvad har fået Johnson til at vende sig mod sin vigtigste allierede. De præcise detaljer er svære at blive kloge på, eftersom der er lækket forskellige oplysninger til forskellige aviser. Men det står klart, at uenighederne involverer et større persongalleri end blot Cummings og Johnson. Især Johnsons forlovede Carrie Symonds og Johnsons tidligere kommunikationschef Lee Cain spiller en rolle.
Kvinden mod de skaldede mænd
Inden Cummings blev set sjoske ud af Downing Street, var det den daværende kommunikationschef Lee Cain, der blev bedt om at forlade sin post. Også han har været en vigtig del af den britiske Leave-fløj, og han har været en tæt samarbejdspartner og allieret af Cummings i årevis. Disse to skaldede mænd fra Storbritannien har en stor andel i, at briterne nu ikke længere er en del af EU.
Egentlig stod Lee Cain til at blive forfremmet til Johnsons nye stabschef. Det var i hvert fald blevet lækket til pressen for nylig. Men da den information nåede Johnsons forlovedes øre, satte hun foden ned. Carrie Symonds ville ikke have Cain så højt i hierarkiet. Ifølge flere britiske aviser har Symonds ikke haft det bedste forhold til Cain og Cummings. Symonds skal eftersigende blandt andet have været nervøs for den toksiske ”machokultur”, som makkerparret angiveligt har skabt i Downing Street 10, og hun har angiveligt anbefalet Boris Johnson at være mere pragmatisk og mindre bombastisk, som Cummings og Cain gerne vil have det.
Cain og Cummings skal eftersigende have været rasende over, at Downing Street har fået sig en førstedame, der kan trække i trådene. Men måske har de glemt, at Symonds ikke er hvem-som-helst. Hun har tidligere været pressechef for hele Det Konservative Parti, og hun er dermed i den grad en magtfaktor i Johnsons parti.
Johnson er øjensynligt løbende rykket længere mod Symonds fløj, og dette firkantsdrama skal eftersigende have nået sit klimaks på et møde mellem Cain, Cummings og Johnson i sidste uge. Der er lækket en del oplysninger fra dette møde, men de er alle sammen meget forskellige.
Nogle britiske aviser skriver, at det blev holdt i god ro og orden, mens andre skriver, at Johnson i stort raseri skal have overfuset de to rådgivere. Relativt sikkert er det i hvert fald, at det var her, rådgiverne blev fyret, og meget tyder på, at de blev fyret, fordi Johnson var sur over, at rådgiverne har modarbejdet og bagtalt hans forlovede og ham selv. Symonds skal blandt andet have fået det lidet flatterende tilnavn ”Princess Nut Nut”.
Johnson skal også have været rasende over, at oplysninger er blevet lækket fra Downing Street uden hans tilladelse. Fx er der blevet lækket oplysninger om regeringens corona-restriktioner før tid, og Cain beskyldes også for selv at have lækket oplysningen om, at han ville blive udpeget til stabschef. Det skulle eftersigende være et forsøg på at tvinge Johnson til at komme med udnævnelsen. Om disse læk siger et konservativt parlamentsmedlem til The Guardian. ”Det er sådan, de [Cummings og Cain] arbejder. De lækker ting for at få det offentliggjort. Og så beskylder de andre for at have gjort det.”
Det er da heller ikke kun Symonds, der er træt af Cain og Cummings. I parlamentsgruppen og i dele af embedsværket har der ifølge britiske medier længe været en modvilje mod de to, fordi de følte, at magten centrerede sig omkring dem for i stedet at udelukke parlamentet og embedsværket. Også her blev de anset som værende mørkets fyrster. Men nu er de væk.
Kritiske tider
Krisen i Downing Street kommer på det måske mest kritiske tidspunkt overhovedet. Cummings og Cain efterlader sig et gigantisk hul i Johnsons embedsværk, og mens Johnson forsøger at få styr på Downing Street, er brexitforhandlingerne med EU gået ind i sin absolutte slutfase. Hvis der ikke lander noget, der minder om en aftale i denne uge, kan EU-landene ikke nå at godkende det inden jul, og det vil med al sandsynlighed føre til et no deal-brexit.
Samtidig er Johnson presset af den britiske coronasitaution, der bare fortsætter med at blive værre og værre, og valget af Joe Biden i USA er også skidt nyt for Johnson, eftersom Biden er en hård modstander af brexit og har truet Johnson med ikke at ville indgå en frihandelsaftale.
Spørgsmålet er så, hvad især Cummings afgang vil betyde for alt dette. Cummings har sandsynligvis været manden bag den britiske brexit-strategi, hvor man hver gang først har spillet utroligt hårdt ud for derefter at lande et kompromis. Den strategi ser ikke ud til at virke denne gang, og derfor kan EU håbe, at den britiske regering bliver mere pragmatisk uden Cummings, så en aftale bliver nemmere at lande på falderebet.
Omvendt er det ildevarslende for alle, at Cummings på sin fyringsdag valgte at gå ud af fordøren. For hvad er det præcis for en film, han er ved at instruere? Har han planer om at vende sig mod Johnson, nu hvor han er blevet smidt på porten. Johnson har om nogen set, hvad Cummings’ beskidte politiske kneb kan udrette, og hvis disse tricks pludselig bliver vendt mod Johnson, kan det betyde bål og brand i Downing Street.
Hate Actually er først lige begyndt, og vi må spændt vente på afslutningen. /Andreas T. Kønig
Ovenstående tekst er én ud af tre analyser fra vores europæiske nyhedsbrev Feuilleton, der udkommer senere i dag. Hvis du også vil læse de to andre, kan du skrive dig gratis op her.