Nyhedsanalysen

Bruxelles: Autokraternes benspænd

Linjerne trækkes op, og skyttegravene graves. De interne stridigheder i EU bliver værre og værre, og uenighederne er ved at nå et så kritisk punkt, at de ikke kan løses inden for rammerne af Unionens nuværende udformning.

Det er nok engang Ungarn og Polen, der har lagt sig ud mod de resterende EU-lande. Mandag mødtes diplomater for at diskutere dele af EU’s budget for 2021 til 2027. En formsag skulle man tro, for EU-landene er allerede efter maratonforhandlinger blevet enige om det kontroversielt store budget, der også indeholder en enorm genopretningspakke, som skal få EU-landene på fode igen efter coronakrisen.

Men det blev langt fra en formsag. For Polen og Ungarn valgte at benytte sig af deres vetoret, og de to lande har nu blokeret igangsættelsen af genopretningsprogrammet, ligesom budgettet atter er strandet. Det er potentielt ganske alvorligt, for rundtomkring i Europa er der virksomheder, der har brug for den europæiske pengeindsprøjtning, så de kan komme på fode igen.

Årsagen til Polen og Ungarns voldsomme modvilje er, at der er blevet tilføjet en såkaldt retsstatsmekanisme til hjælpepakken. Ideen med mekanismen er, at EU kan smække kassen i over for medlemslande, der ikke overholder Unionens standarder for retsstatsprincipper. Det ser Polen og Ungarn som et direkte angreb, fordi netop de to lande de seneste år ofte har været oppe og toppes med resten af EU-systemet på grund af spørgsmålet om retsstatsprincipper. Fx er de to lande blevet kritiseret for ikke at sikre uafhængige domstole.

Polen og Ungarn har ellers brug for pengene. Begge lande er hårdt ramt af coronakrisen og begge lande står til at modtage store summer fra EU. Men de nægter at give sig, og situationen ser derfor ud til at være fastspændt. En højtstående embedsmand fortæller til mediet Politico, at hverken et møde med Merkel eller pres fra sydeuropa har fået de to lande til at rykke sig så meget som en tomme.

Hårdknude

Men det bliver sandsynligvis heller ikke den anden side, der kommer til at rykke sig. For i det resterende EU-system er man fast besluttet på, at Polen og Ungarn nu bliver nødt til at mærke konsekvenserne af ikke at rette ind efter EU’s demokratiske normer. I store dele af Europa-Parlamentet er der fx utilfredshed med at skulle udbetale store summer til lande, hvis ledere trækker deres nationer væk fra Europas værdier og i stedet i en autokratisk retning.

Fx skriver Donald Tusk, der tidligere var formand for Det Europæiske Råd og i dag er formand for centrum-højre-gruppen EPP i EU-parlamentet, følgende på Twitter: ”Hvis man er imod retsstatsprincipperne, så er man i mod Europa … Modstanderne af vores fundamentale værdier bør ikke længere beskyttes af nogen.”

I parlamentet er der sågar mange, der ikke mener, at den nuværende mekanisme ikke er hård nok, og det virker derfor helt usandsynligt, at parlamentet skulle acceptere noget, der føjer Ungarn og Polen.

Et større problem

Lige nu er det endog meget svært at se, hvordan dette tvist kan løses, så alle parter bliver tilfredse. Men selv hvis der kommer en løsning (og det gør der nok, for Ungarn og Polen har brug for pengene), så er dette blot et symptom på en dybereliggende og langt mere alvorlig problematik, som EU snart bliver nødt til at forholde sig til.

Polen og Ungarn er efterhånden rykket så langt væk fra EU’s værdier, at deres medlemskab truer Unionen. De kan ødelægge EU indefra – fx ved at bruge deres vetoret. På den anden side vil en ekskludering være det ultimative nederlag for Unionens målsætning om at skabe europæisk fred, enhed og forståelse – for slet ikke at tale om de alvorlige økonomiske konsekvenser for EU.

Smider man Polen eller Ungarn ud, kan det også hurtigt blive skruen uden ende. For hvad gør man så med det næste land, der får en EU-kritisk regering.

Det vil underminere EU, hvis man smider lande ud, der ikke fuldstændig deler Unionens normer. Men det underminerer i den grad også Unionen at give dem lov til at blive og sabotere projektet. Der er ingen god løsning på det polsk-ungarske problem.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12