I går kunne man i Altinget læse et portræt af den nu afgående minister Mogens Jensen. Her fortæller den tidligere særlige rådgiver Andreas Gylling Æbelø, at Jensen har en tendens til at være lige omhyggelig nok.
”Som særlig rådgiver syntes jeg indimellem, at han var en tand for grundig, når han blev ved med at læse dokumenter, som i forvejen havde været forbi talrige kontorchefer”, lyder det fra Æbelø, der i stedet ønskede sig af sin minister, at han ville gå lidt mere op i PR og lidt mindre i pedantisk papirnusseri.
Hvis Mogens Jensen da bare have været ”en tand for grundig” d. 22. september 2020. Så havde han sandsynligvis stadig været minister, og regeringen havde undgået en gigantisk skandale.
Kort tid efter Jensen i går trak sig efter pres fra støttepartierne, fik offentligheden lov at se redegørelsen for det kaotiske ”minkforløb”. I den fremgår det, at Jensen d. 22. september 2020 fik en skriftlig orientering fra embedsværket, hvor der gennemgås forskellige scenarier, der kan bremse smitte blank mink. Et af scenarierne er, at man kan aflive samtlige mink, men i et af bilagene gør embedsværket opmærksom på, ”at aflivning af alle danske besætninger (…) ikke vil kunne kræves aflivet mod erstatning på det foreliggende hjemmelsgrundlag, og at iværksættelse af scenariet derfor vil kræve en lovændring.”
Dette dokument får Mogens Jensen altså i hånden mere end en måned før, Mette Frederiksen stiller sig op på et pressemøde og siger, at samtlige danske mink skal aflives. En ordre der viste sig at være ulovlig – fuldstændig som papiret fra Mogens Jensens bord havde forudset længe før.
Lad os spole tilbage til d. 22. september. Her er, hvordan vi forestiller os den dag har udspillet sig:
Skulker
Mogens Jensen sætter sig godt til rette i kontorstolen. Han sipper til kaffen. For pokker den er god i dag! Hans blik vender sig mod døren. Den går op i det samme, hvilket får ham til at klukke let over, at han på sekundet kan regne ud, hvornår ministersekretæren kommer ind med dagens dokumenter. Sekretæren dumper papirbunken foran Jensen, der fuldstændig mister det gode humør, da han ser overskriften. ”Minksmitte”, står der.
”Så kan det da ikke blive kedeligere,” mumler Jensen. Han gentager ordene. Denne gang lidt højere og som en del af hans berømte Poul Nyrup Rasmussen-imitation. ”Looone! Så kan det da ikke, blive, kedeligere.” Ministersekretæren smiler træt. Hun har hørt den før.
Den lille improvisation har givet Jensen humøret tilbage. Han husker på, hvad Andreas Gylling Æbelø engang sagde til ham. Noget med mindre papirnusseri og mere PR. ”Det er fandme rigtigt,” tænker Jensen. ”Nu har jeg som minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde læst alle regeringens kedeligste dokumenter. Så kan jeg da godt tillade mig at skulke bare én eneste gang.”
Som sagt så gjort. Jensen bladrer hurtigt igennem papirerne. Der står ikke noget spændende. Bilaget gider han ikke engang kigge på. Han har altid været af den mening, at hvis noget er vigtigt, så skal man ikke skrive det i et bilag. Han forlader kontoret for at finde Dan Jørgensen. Nu skal de fandme lave en fed video om frikadeller.
Tilbage til virkeligheden
Her på Føljeton ved vi i sagens natur ikke, om det er sådan, det er foregået, men noget tyder i hvert fald på, at Mogens Jensen enten ikke har læst eller ikke kan huske detaljerne i det dokument, som han fik udleveret d. 22. september.
Det store problem for regeringen er, at han ikke er den eneste, der var advaret. På et møde i regeringens ”Udvalg for covid-19” fik sundhedsminister Magnus Heunicke, justitsminister Nick Hækkerup, finansminister Nicolai Wammen, udenrigsminister Jeppe Kofod, erhvervsminister Simon Kollerup og kulturminister Joy Mogensen ifølge redegørelsen udleveret skriftligt materiale, hvor muligheden for aflivningen af alle mink også diskuteres. I materialet står der om minkaflivning, at Miljø- og Fødevareministeriet vurderer, ”at et sådant tiltag forudsætter ændret lovgivning på området.”
Ved mødet diskuterer man dog kun aflivning af mink i allerede smittede besætninger, og her var lovgrundlaget allerede på plads. Derfor har ministrene måske ikke taget note af den lille advarsel fra Miljø- og Fødevareministeriet. Ligesom Mogens Jensen måske ikke tænkte videre over bilaget, fordi han på daværende tidspunkt ikke vidste, at det ville blive relevant. Man må trods alt gå ud fra, at politikerne læser uendeligt mange af den slags bilag, så det er nok ikke dem alle, der sætter sig fast på nethinden.
Det frikender selvfølgelig ikke Mogens Jensen eller de andre politikere. Det er dem, der i sidste ende har ansvaret. Men det er også en indikation af, at der er gået noget helt galt i embedsværket. For i redegørelsen står det klart, at dele af embedsværket godt var klar over, at der var tale om ulovligheder. Kort tid inden Mette Frederiksen beordrede alle mink aflivet på et pressemøde d. 4. november, henvendte Miljø- og Fødevareministeriet sig til Justitsministeriet for at oplyse om, at Fødevarestyrelsen vurderede, at der ikke var hjemmel til at føre beslutningen ud i livet. Alligevel stoppede Justitsministeriet ikke Frederiksen, og to dage senere sendte Fødevarestyrelsen et brev ud til landets minkavlere, hvori de skrev, at alle minkene skulle aflives – selvom både Justitsministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet altså vidste, at det var ulovligt.
Hvorfor blev politikerne ikke stoppet af embedsmændene? Politikens politiske kommentator Kristian Madsen funderer over, om skandalen måske er et udtryk for Mette Frederiksens ledelsesstil. Hun har gjort det klart, at politikerne skal styre embedsmændene og ikke omvendt. Har embedsmændene været bange for at stoppe regeringen? Eller har de bare, ligesom Mogens Jensen, haft den vildeste pjækkedag? /Andreas T. Kønig