Valentyn Ogirenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Sovjetunionen krakelerede i 1991, men i dag snart 30 år senere finder man stadig sovjetspøgelset i store dele af østblokken. Løftet om frihed blev aldrig for alvor indfriet i Østeuropa, og en del af de gamle sovjetstater kæmper stadig med autoritære ledere, omfattende korruption og en skrantende økonomi. I 90’erne så det ud til, at det liberale demokrati skulle brede sig til hele verden, men i dag kan vi se, at det i sidste ende blev i Vesten.
Og dog … For et oprør synes at være i gang i Østeuropa, og det har et ganske særligt kendetegn: Denne gang er det kvinderne, der leder revolutionen.
I Sovjetunionen så man sjældent kvinder i toppen af politik eller samfundet generelt. Det blev lidt bedre med de pro-demokratiske revolutioner, der begyndte i 1989, men den egentlige ligestilling lod vente på sig. Den dag i dag er det stadig mænd, der styrer løjerne i det meste af Østeuropa.
Derfor vakte det opsigt, da der søndag var præsidentvalg i den lille forhenværende sovjetstat Moldova. Her vandt oppositionslederen Maia Sandu en overraskende stor sejr over den siddende præsident Igor Dodon. Dodon blev støttet af Vladimir Putin, og han står for et tæt samarbejde med Rusland.
Sandu vil derimod have forandring. Hun har rakt hånden ud med EU, og så har hun erklæret krig mod den omfattende korruption, der har fundet sted blandt andet på Dodons vagt. Sandu vil med andre ord trække de rødder op, der stadig holder Moldova fast i Sovjetunionens dyder.
Kvinder i hvidt
Maia Sandu er ikke alene.
Det var tre kvinder, der for alvor endte med at gøre livet surt for den hviderussiske diktator Aleksandr Lukasjenko, der har siddet på magten siden 1994. Tilbage i august vandt han svigagtigt genvalg som præsident, men de tre kvinder, Svetlana Tikhanovskaya, Maria Kolesnikova and Veronika Tsepkalo, havde samlet en så massiv opposition mod ham, at han siden har skullet kæmpe hver dag for at beholde magten. I dag kæmper demonstranterne for at afsætte Lukasjenko, så Svetlana Tikhanovskaya i stedet kan blive indsat som overgangsfigur, indtil en ny leder er blevet valgt ved et frit og fair valg.
Det er ikke kun på lederposterne, at den hviderussiske revolution har vist sig at være kvindelig. Også på gaden har kæder af kvinder (nogle gange klædt i hvidt) taget kampen op mod de ofte brutale politibetjente. Kvinderene er på alle måder revolutionens spydspids i Hviderusland.
Træt af PiS
Billedet af vrede kvinder på gaden går igen i Polen. Her har en abortdom fra landets forfatningsdomstol ført til store demonstrationer flere steder i Polen.
Regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS) har de seneste år indskrænket en række liberale frihedsrettigheder. Regeringspartiet beskyldes for i praksis at have nedlagt domstolenes uafhængighed, og derfor menes det at være PiS, der trak i trådene, da forfatningsdomstolen meddelte, at næsten alle slags abort er forfatningsstridige.
Det var planen, at den dom skulle stadfæstes og blive til lov, men det er ikke sket på grund af de massive protester, der er brudt ud som følge af dommen. Især kvindelige demonstranter har trodset regeringens coronarestriktioner og har marcheret med en enorm vrede, der har tvunget regeringen til at udsætte det egentlige forbud mod abort. De kvindelige demonstranter ser for alvor ud til at true PiS.
Fri af fordums forbrydelser
Hvorfor er det pludselig kvinderne, der er gaden? Hvorfor er det denne gang dem, der står forrest og leder revolutionen?
Der er nok flere svar på det spørgsmål, hvor det meste oplagte er, at de endelig har fået nok. De vil ikke længere finde sig i, at mænd skal bestemme over deres kroppe og deres liv. Nu vil de også have en del af den magt, som de er blevet udelukket fra i så mange år.
Men der kan også være en mere pragmatiske og lavpraktisk grund til, at kvinderne lige nu ser ud til at være populære lederskikkelser i Østeuropa. Som det blev beskrevet indledningsvist, har kvinder traditionelt ikke haft høje stillinger i Sovjetunionen eller i tiden efter. Det kan være en fordel for dem nu.
For mens Østeuropas magtmænd for det meste er formet og skandaliseret af det korrupte system, de har været en del af, så er kvinderne helt anderledes rene. Det lyder mindre hyklerisk, når en kvindelig politiker siger, at hun vil gøre op med korruptionen, netop fordi hun umuligt kan have været en del af det korrupte system – det korrupte system var nemlig også kvindefjendsk.
Kvinderne kan derfor personificere opgøret med sovjetspøgelset. De symboliserer den forandring, som dele af Østeuropa er desperate efter. /Andreas T. Kønig