I dag er det Voltaires fødselsdag, hurra, hurra, hurra. Han sikkert sig en rundtur får i kisten, hvis han læser gårsdagens Kære Læser om, at pavens Instagram-konto havde liket et billede af en brasiliansk model i en skoleuniform af typen, man ikke ser på kostskoler.
Religionssatiren mangler ikke materiale, efter Voltaire dyrkede genren. Som en af oplysningstidens store filosoffer og forkæmper for ytringsfrihed og menneskerettigheder, må han have roteret en del omgange i sin grav i Panthéon, siden han døde for 242 år siden. Et af hans mest berømte citater: ”Jeg er uenig i hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det” har han aldrig sagt, det var derimod den engelske forfatter Evelyn Beatrice Hall, der synes, det lød godt i den biografi, hun skrev om ham. Godt lyder det da også, og meget enkelt at forstå, men udøvelsen kniber det med.
Menneskerettigheder og ytringsfrihed må siges stadig at være på dagsordenen, vi lever stadig ikke i den bedste af alle verdener, som titelkarakteren i Candide eller Optimismen tror. Voltaires satiriske roman fra 1759 om den naive og optimistiske Candide er en kommentar til Leibniz’ optimistiske teori om, at vi lever i den bedste af alle verdener, både metafysisk og moralsk, for hvis det skulle være bedre, ville det være perfekt, og det er kun Gud. Hvis man synes noget var dårligt, var det bare fordi, man ikke så hele billedet. Den optimisme var svær at holde fast efter 1755, hvor Lissabon blev ramt af et jordskælv og en efterfølgende tsunami, der kostede over 30.000 ofre og næsten ødelagde hele byen. Jordskælvet blev en skelsættende begivenhed, for det blev enten set som en straf over en syndig by eller bevis på, at Gud var fraværende eller direkte ond.
Voltaires svar var satiren om Candide, der trods den ene elendighed efter den anden, alt fra mord, pest, skibbrud til syfilis og religiøs fanatisme, holder fast i sin naivitet, men til sidst må han dog indse, at verden er menneskeskabt, og det er mennesket selv, der skal løse sine problemer.
Skal vi gå en tur i haven?
Hvis 2020 var en roman, kunne Voltaire ikke have skrevet den bedre selv. Lige som i romanen virker det nærmest uvirkeligt, så mange elendigheder året har budt på. I Candide anno 2020 ville der stadig være masser af offentlige overhoveder, man kunne lave satire med. Tag nu vores egen statsminister Mette Frederiksen, lederen af den udøvende magt. Hele minkskandalen har vist en ubønhørlig side, der ikke indser egne fejl – hun ville gøre det samme igen, selv hvis hun var klar over, at det var ulovligt. ”Hvis jeg var blevet bekendt med, at der ikke var lovhjemmel, havde vi afholdt samme pressemøde med samme triste, men nødvendige besked”, sagde en tydeligt vred statsminister i torsdags. Hun tilføjede, at det eneste, hun ville gøre om, var at sikre sig en lovændring inden pressemødet. Ja, det havde nok været en god idé.
Hele sagen har gjort flere optimistiske tilhængere af hendes coronahåndtering til pessimister. En undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at danskernes tillid til regeringens coronahåndtering ligger på det laveste niveau siden maj, hvor forskerne fik de første resultater. Coronarestriktionerne blev i går forlænget til 13. december, men uden det brede flertal som Magnus Heunicke havde håbet på.
Hvis folk bliver mere og mere pessimistiske over verdens tilstand, fx lovgivernes forvaltning af Grundloven og Vatikanets forvaltning af deres Instagram-konto (okay, lige der håber vi bare, at de pavelige SoMe-medarbejderes ytringsfrihed kommer til udtryk på en sundere måde), så kan de evt. lade sig inspirere af pessimisten Candide, der til sidst kun finder glæde og mening ved én ting – at dyrke sin have. I den bedste af alle verdener var det ikke nødvendigt. /Lise Benthin Præstgaard