I betragtning af hvor optaget mennesket er af vejret, taler vi påfaldende lidt om, hvordan vejret har været. Et par medarbejdere her på Føljeton har engang arbejdet sammen med en ældre kollega, der fra hoften kunne redegøre for, hvordan vejret havde været i Danmark på en hvilken som helst dato fra ca. 1970 og frem. Man skulle bare slynge en dato og et årstal ud, og så sagde han ting som ”lavtryk fra vest”, ”nogen sol”, ”minus fire grader” eller ”let skydække”. Han studerede dagligt vejrkortet og havde en ekstraordinær hukommelse. Det var mageløst. Et par år i begyndelsen af 1980’erne var dog helt blanke, men det tilskrev han vist selv et alkoholforbrug, der var kommet ud af kontrol.
Lørdag i den forgangne weekend var det ikke særlig koldt, men til gengæld lovede meteorologerne blæst i den forvorpne ende. Ikke stiv kuling og lukkede broer eller sådan noget, men nok til, at mange nok tænkte, at det var bedst at holde sig inden døre. Det kunne man så ærgre sig over op ad dagen, da der begyndte at tikke nyhedsbilleder ind fra Christiansborg Slotsplads, Kongens Nytorv og Aarhus – særligt hvis man havde en svaghed for folkelige manifestationer og store landbrugsmaskiner. Det så vildt ud på tv, da flere hundrede traktorer kørte gennem Københavns gader for at give udtryk for landbrugets utilfredshed med den socialdemokratiske regerings håndtering af landets minkudfordringer og dens tilsidesættelse af demokratiske spilleregler.
Følelsen FOMO – eller af at ”gå glip”, som Svend Brinkmann ville kalde det – fortog sig dog hurtigt. Aktionen ‘Oprør fra landet’ kunne have været sympatisk, ja, måske endda skæg, hvis ikke den langt hen ad vejen var orkestreret af en reaktionær lobbyorganisation. Om aftenen var ‘Oprør fra Landets’ talsmand, en landmand ved navn Peter Kiær, i Deadline på DR 2. Han forsøgte at tegne et billede af, at demonstrationen repræsenterede hele landbruget, og at den var uafhængig af politiske interesser. Men pointen var svær at trække hjemme, for Peter Kiær er også næstformand i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, der i årevis har tordnet imod enhver form for regulering af landbruget.
Skørt med skørt på
Endnu mere skørt blev det, da Venstres næstformand, tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, tog ordet og sendte en længere bandbulle mod statsminister Mette Frederiksen: ”Regeringskontorerne er blevet en sump af magt, der langsomt men sikkert æder det danske demokrati, og det skal være slut nu. Vi skal have gjort op med magtsygen, vi skal have gjort op med magtarrogancen,” sagde Støjberg, der ville have ”drænet sumpen”.
I betragtning af hvem hun er, og, hvad hun selv er beskyldt for (læs: Instrukskommissionen), virkede det gakgak og helt trumpsk. Som professor i retorik ved Københavns Universitet Lisa Storm Villadsen bagefter udtalte til DR, så lød talen ”som rendyrket populisme”.
Ligesom USA’s præsident Donald Trump konstant taler til sin vælgerbase, taler Støjberg i stigende grad til sine mange proselytter i det vestjyske, som synes, hun er Guds gave til Venstre. Det synes Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen helt klart ikke. Men han formåede at virke næsten munter, da han skulle tage afstand fra Trumps/Støjbergs sump-metafor på TV 2 Nyhederne. ”Det kan jeg forsikre, ikke er Venstres politik. Regeringen skal udskiftes. Statsadministrationen har vi det fint med,” sagde han.
For at vende tilbage til vejret, så handler en stor del af det her morads om klimaet. Regeringen har i dag fremlagt sin grønne skattereform, og den er straks blevet stemplet som ”hamrende uambitiøs” af partierne til venstre for regeringen. Men også Klimarådet og de økonomiske vismænd langer ud efter planen, fordi den ikke allerede nu slår fast, at der kommer høje CO2-afgifter i 2030. ”Hvis der er tvivl om, hvor høj afgiften vil være om ti år, så risikerer man, at erhvervslivet laver investeringer, der er for sorte de næste år, hvor regeringen lægger op til særligt gunstige afskrivningsregler,” siger miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen.
Regeringen er nok bange for at støde sin vælgerbase fra sig (hvem den efterhånden end er). Det er i øvrigt ikke Venstre, man skal se til, hvis man vil have klimaet længere op på plakaten. På stationer rundt omkring i landet hænger der nu reklamer med Jakob Ellemann-Jensen og det åndede og dårligt formulerede budskab: ”I Danmark skal den grønne omstilling også få flere i arbejde.” Der skulle i øvrigt blive overvejende solskin i dag. /Oliver Stilling