Nyhedsanalyse

Grammy Awards har glemt The Weeknd

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix. The Weeknd spiller på Roskilde Festival 2017 på Orange Scene, onsdag den 28. juni 2017.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix 2017)

Endnu et år, endnu en mystisk omgang Grammy-nomineringer. Den hæderkronede amerikanske musikpris skal igen forsøge at virke kulturelt relevant, inden hovedprisen som sædvanligt går til det kedelige, kommercielle valg. Om noget er nomineringerne et udtryk for, at Grammy er faret vild i sit eget rhizomatiske system af genreforviklinger og forstokket smagsdommeri. Lad os tage et hurtigt blik på sagerne:

Hele 83 forskellige kategorier er det blevet til i år med små justeringer hist og her. Den udskældte ”Urban Contemporary”-kategori er blevet til ”Progressive R&B”. ”Best Rap/Sung Performance” hedder nu ”Best Melodic Rap Performance” alt imens ”World Music” nu kaldes ”Global Music”. Generelt synes Grammys lige så forvirrede over kategorierne som altid. Fiona Apple og Phoebe Bridgers findes under ”Best Rock Performance”, selvom deres musik vel næppe kan klassificeres som klassisk rock. Beyoncé er at finde under R&B snarere end under pop, hvilket – måske – giver mening? For slet ikke at snakke om de mange genreoverlap. Selv med en pistol for panden ville vi ikke være sikre på, hvad forskellen er mellem American Roots og Americana.

Ingen nomineringsliste er komplet uden fravalg, og i år er der nogle decideret uforståelige af slagsen. Ikke nok med at Fiona Apples skelsættende Fetch the Bolt Cutters ikke er nomineret til ”Album of the Year”, så er eksempelvis også Bob Dylan og The Weeknd blevet vraget. Som i totalt vraget. His Bobness og Abel Tesfaye (The Weeknds borgerlige navn) er ikke at finde i nogen kategorier. Særligt sidstnævnte har svært ved at se hvorfor – og det har omverdenen også.

Rod i akademiet

Det virkede som et fait accompli, at The Weekend skulle gå sin sejrsgang med den succesfulde After Hours-plade og det dertilhørende kæmpehit ”Blinding Lights”. Abel Tesfaye er i øjeblikket den måske største popstjerne i verden og er netop blevet booket til at spille ved næste års Super Bowl. Han er som skabt til at hive Grammy-priser hjem i hobevis. At han end ikke er blevet anerkendt med en nominering er ekstremt opsigtsvækkende – og har allerede sat gang i vilde spekulationer om korruption og lyssky studehandler.

Sådanne anklager er da heller ikke fremmede for Grammy-uddelingerne. Sidste år truede The Recording Academy – akademiet, der står for at afvikle Grammy Awards – med at implodere, da den daværende adm. direktør Deborah Dugan blev suspenderet og efterfølgende fortalte om den problematisk mandeklubs-mentalitet, som herskede i akademiet. I den forbindelse kom Dugan både frem med anklager om seksuelle overgreb i The Recording Academy, foruden at hun såede tvivl om akademiets afstemningsprocedure. Ifølge Dugan bliver afstemningerne styret af hemmelige komitéer, som varetager egne interesser og forbindelser til bestemte musikere.

Det var ikke nogen god sag for The Recording Academy, som ellers havde iværksat et opgør med diskrimination ved netop at ansætte Deborah Dugan. Den tidligere direktør Neil Portnow var blevet afskediget, efter han i 2018 havde sagt, at kvinder bare skulle ”tage sig sammen”, når de var underrepræsenterede i de forskellige Grammy-kategorier. Udtalelsen kom på bagkant af, at Grammy Awards længe har haft et problem med repræsentation, både når det kommer til kvindelige og sorte musikere.

Sort snak

Ja, faktisk har sorte musikere i årevis protesteret mod akademiets latente racisme, der af flere omgange er kommet til udtryk ved nogle ret mystiske vindervalg. I 2017 vandt Adeles 25 prisen for årets album foran Beyoncés mesterværk Lemonade, hvilket selv Adele havde svært ved at forstå. I 2011 blev Kanye Wests monumentale My Beautiful Twisted Dark Fantasy end ikke nomineret til årets album. Og så har flere prominente sorte musikere som Tyler, The Creator, Drake og Frank Ocean tilmed tidligere demonstreret mod Grammys problematiske nøkker. Ved sidste uddeling påpegede Tyler, The Creator eksempelvis, at den mærkelige ”Urban”-kategori jo bare var en undskyldning for at sige n-ordet – og nu har Grammys så valgt at skifte kategoriens navn.

På den måde har det længe ligget lidt i kortene, at i år skal være året, hvor Grammy Awards sætter en mere progressiv linje. Sommerens Black Lives Matter-protester har nok ikke gjort den forventning mindre. Men selvom det sagtens kan være, at flere kvindelige og sorte musikere hiver en masse priser hjem – ud fra nomineringslisterne kunne det godt se sådan ud – har akademiet allerede skudt sig selv foden ved på forhånd at fravælge en af de største sorte musikere overhovedet. I det mindste kan The Weeknd glæde sig over, at han weekenden efter Grammy-uddelingerne kan indtage scenen ved Super Bowl. Så bliver det alligevel ikke større. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12