Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Det siges, at en gang er et tilfælde, to er en trend. Så da DR2 pludselig diskede op med intet mindre end to krænkelsessatireprogrammer i form af Signe Moldes ”Signe Molde på udebane” og Rasmus Bruuns ”Bruuns stue”, begyndte dele af Føljetons redaktion at undre sig. Er krænkelseskulturen virkelig så stort et problem, at den skal mandsopdækkes med den gode del af DR2’s 2020 satirebudget?
Lad os for argumentets skyld sige, at det er den. For det hele er jo efterhånden helt ad helvede til. Kvinder, der ligner kvinder, vil kaldes mænd, de små må ikke spise svin i daginstitutionerne, og nu vil de krænkede klimatosser fandeme også tage vores biler.
Kort og godt må man sgu da snart heller ikke noget længere. Men humoren, den er der ingen der kan tage fra os, og nu skal denne samfundsplage bekæmpes. DR skal turde, hvor andre tier.
Abonnerer man på den logik, bliver det lettere at afskrive kritikken mod især Signe Molde som den krænkelsesparate venstrefløjs forfejlede forsøg på at tage til genmæle. Hun sparker da ikke nedad med jokes fra den nederste hylde. Hun mobber da ikke LGBT+-personer. Hun provokerer bare.
”Det er jo det, satire skal kunne!” kan man næsten høre den skaldede DR-redaktør sige til sin fortvivlede redaktion ”Vi afslører jo elefanten i rummet!”
Men man kan faktisk godt synes, at DR’s nye satiresatsninger er noget bras, selvom man ikke er synderligt krænkelsesparat.
Elefanten i rummet
Det er ikke kun i det imaginære redaktionslokale, at man taler om elefanter. Også Rasmus Bruun siger, at han i sin søgen efter grænsen for satire ”skal kunne lave sjov med det meste – og turde tale om elefanten i rummet.” Efter den udmelding kunne man komme til at tro, at den elefant, som Bruun havde tænkt sig at tale om, var den faktiske elefant i rummet.
DR måtte nemlig i sommer afbryde optagelserne til programmet, da komikeren Huxi Bach fik en somalisk kvinde til at græde ved at læse en racistisk joke op for hende. Det fik i hvert fald én af programmets gæster til at trække deres deltagelse tilbage, og her blev der måske netop fundet en eller anden form for grænse. Havde man adresseret det, kunne der måske være kommet en samtale ud af det, hvor der var noget på spil.
I dets sted kom et program, hvor gæsterne skulle diskutere, om de havde lyst til at synge ”Jeg har set en rigtig negermand”, som om det var et sprængfarligt tabu og ikke noget, vi alle bliver tvunget til at diskutere med snaldrede tante Oda til den årlige familiejulefrokost (det er hende med læbestiften på tænderne). Molde og Bruun synes aldrig for alvor at have været interesserede i at finde og diskutere grænsen. I stedet har de fra starten været fast besluttede på at grine af den krænkelsesparate plage, der mest af alt fremstår som et spøgelse i deres eget hoved.
Eremitkrebsen i skallen
Derfor skulle ”the big reveal” da også gerne være kommet i torsdags, da Molde mødte abortmodstanderne fra Retten til Liv. Hele venstrefløjen skulle have siddet foran deres flow-tv og slået sig på lårene af grin for så i samme åndedræt at have indset deres dobbeltmoral.
Og det er, indrømmet, lettere at grine af en flok mennesker, der selv har valgt at stille sig på den forkerte side af historien, end det er at grine af mennesker, der på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet er indlagt til en livstid med diskrimination. Men det var faktisk ikke synderligt underholdende, og det afslører måske det grundlæggende problem.
Antagelsen om, at den såkaldte krænkelsesparathed i sig selv er sjov nok til at bære hele to programmer hjem, er en sovepude. Eller, skulle vi måske snarere sige, en eremitskal. Fredag kunne man høre P1 morgens naturvejleder fortælle om eremitkrebs. Når de skal parre sig, behøver hannerne ikke kravle helt ud af deres hus, de stikker simpelthen bare sjoveren ud. Derfor er det en fordel at have en stor en af slagsen, for det letter processen. Hvis Signe Molde og Rasmus Bruun var eremitkrebs, fristes man til at tro, at de selv tænker, de har så lange snabler, at de ikke behøver kravle helt ud af skjoldet for at fuldbyrde humoren.
Derfor finder vi nok noget andet at se i tv i aften. Medmindre Rasmus Bruun beslutter sig for at rulle den helt ud – altså satiren! Undskyld, der gik grænsen. /Asta Kongsted