Nyhedsanalysen

En voldsvideo har slået Macron ud af kurs

Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix

Emmanuel Macrons valgsejr var på alle måder spektakulær.

Til tonerne af Beethovens ”An die Freude” marcherede den relativt unge, intellektuelle franskmænd på valgnatten i 2017 igennem Louvres slotsgård for derefter at stige op på scenen og lade sig hylde i projektørernes lys og tilhængernes jubel. Til trods for sejren var hans ansigt seriøst – ja, faktisk en anelse sammenbidt. Macrons ansigt var lagt i statsmandsfolder, som ville han fortælle tilhørerne, at han var beredt på den store opgave, der lå foran ham. Men under den vandrette mund lurede et smil. Man kunne se det i de glimtende øjne.

Macron er en mand, der forstår sig på symbolik. ”An die Freude” blev i 1972 udpeget som EU’s ”Europahymne”, og således benyttede han det kamplystne kor fra Beethovens 9. symfoni til at fortælle hele Frankrig, at han er en mand, der tror på det europæiske projekt. På samme måde er Louvre ikke normalt et sted, hvor præsidenter fejrer deres valgsejr. Men Macron var heller ingen normal kandidat. På rekordtid havde han stablet en nyt parti på benene, og med det havde han udraderet de gamle magtpartier. Da den konservative Nicolas Sarkozy vandt i 2007, fejrede han sin sejr på Place de la Concorde. Da socialdemokratiske François Hollande vandt i 2012 lod han sig fejre på Place de la Bastille. Centristiske og progressive Macron valgte Louvre – placeret midt mellem de to.

I dag, tre år senere, er symbolerne omkring Macron stadig allestedsnærværende. Men for en gangs skyld har præsidenten mistet kontrollen med dem. Frankrig gennemlever i disse dage sit eget ”Black Lives Matter”-øjeblik, og som enhver anden stærk social bølge er den dukket op med sine egne stærke fortællinger og symbolske øjeblikke. Det er endt som et ”omvendt Louvre” for Macron. Hvor valgnatten iscenesatte Macron som den progressive midterpolitiker, så viser disse dages store demonstrationer i Frankrig, at vælgerne nu betragter ham som en mere konservativ kandidat.

Tæsk af politiet

Macrons problemer startede for alvor, da der i slutningen af november dukkede en urovækkende video op på nettet i Frankrig. I videoen ser man, hvordan tre franske politibetjente tæsker den sorte, franske musikproducer Michel Zecler under en voldsom anholdelse. Ifølge Financial Times skal politiet have besluttet sig for at anholde Zecler, fordi han ikke bar mundbind, hvilket for tiden er obligatorisk under fransk lov. Zecler selv påstår endvidere, at politiet under anholdelsen brugte stærkt racistiske ord.

Zecler blev tilbageholdt i 48 timer, men er efterfølgende blevet frigivet uden anklager. Fire betjente er derimod blevet suspenderet og undersøges nu for episoden.

Videoen har startet en bølge af demonstrationer, der til en vis grad kan sammenlignes med det ”Black Lives Matter”-oprør, der har udspillet sig i USA i det forgangne år. Fællesmængden mellem de amerikanske og franske demonstranter er, at de er vrede over politiets brutalitet og politiets (samt samfundets generelle) behandling af sorte mennesker.

Men vreden i Frankrig adskiller sig også fra den i USA. Det gør den ved i langt højere grad at være rettet mod noget konkret og aktuel politik. Og det er her, det bliver sprængfarligt for Macron.

Den 24. november godkendte det franske underhus, Assemblée Nationale, en ny sikkerhedslov fremsat af Macrons regering. Sikkerhedslovens formål er blandt andet at styrke politiets beføjelser, og lovens mest omdiskuterede element er ”artikel 24”, der vil gøre det ulovligt at offentliggøre billeder og videoer af politifolk, hvis målet er at forårsage fysisk eller psykisk skade.

Allerede inden offentliggørelsen af videoen med Zecler var kritikerne bange for, at artikel 24 kunne stække den frie presse og give frit spil for politibrutalitet. Den voldsomme video med Zecler fik denne debat til at eksplodere.

Efter hårdt pres er Macrons regering i begyndelsen af denne uge gået med til en ”fuldstændig omskrivning” af artikel 24. Macron har også været ude og sige, at det, der skete med musikproduceren, er en ”skamplet” på den franske republik.

Lige lidt hjælper det. For de liberale, de progressive og venstrefløjen er videoen og sikkerhedsloven den perfekte storm. For dem står det som et endegyldigt symbol på, at Macron har fjernet sig fra den politiske midte.

En kalkuleret højredrejning

Macron ville være den progressive præsident. Det viste han ved at holde sig sejrstale på Louvre slotsplads. Det er bare underligt, at hver gang der dukker en progressiv bevægelse op i Frankrig, så er de i opposition til præsidenten.

Macrons bevægelse væk fra midten synes at være kalkuleret. I Feuilleton har det tidligere været beskrevet, hvordan den franske præsident de seneste måneder har slået sig op på en langt strammere udlændingepolitik. Analysen bag det valg synes klar:

I Macron-lejren føler man sig overbeviste om, at præsidentvalget i 2022 kommer til at stå mellem Macron og den højrenationale Marine Le Pen. I et sådan kapløb føler præsidenten sig overbevist om, at han har centrum-venstre dækket af. For dem er Le Pen fuldstændig uspiselig, og dermed behøver de ikke elske Macron for at stemme på ham – de skal bare hade Le Pen.

Derfor er Macron begyndt at koncentrere sig om at vinde højrefløjens vælgere over. Det gør han altså ved at stramme sit udlændinge-image og nu med den nye sikkerhedslov ved at iscenesætte sig som en ”lov og orden”-præsident.

Umiddelbart er det ingen dårlig strategi, og den franske præsidents tilfredshedsmålinger er da langt fra lige så forfærdelige, som de har været. Men strategien har som forudsætning, at status quo bevares indtil 2022 – det er alligevel en modig antagelse at lave i 2020. For lige netop Macron synes det faktisk næsten dumdristigt, eftersom han jo netop blev præsident ved på rekordtid at skabe et nyt alternativ til det bestående.

Situationer som den nuværende kan gøre Macrons kernevælgere så apatiske overfor deres præsident, at de vil være klar til at finde en ny kandidat. Macrons strategi er bygget op omkring at møde Le Pen i anden valgrunde, men inden da skal han slå en lang række kandidater i første valgrunde af præsidentvalget. Og det er her, det kan gå galt. For pludselig er han uspiselig for venstrefløjen, han er ikke liberal nok til midten, og hvorfor skulle højrefløjen stemme på ham, når de kan få den ægte vare? /Andreas T. Kønig

 

Teksten her er en del af vores europæiske nyhedsbrev Feuilleton, der udkommer senere i dag. Hvis du ikke allerede modtager det, kan du skrive dig op her. Hvis du gør, kan du sende linket til en Europa-interesseret ven.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12