Bruxelles er i mere end én forstand blevet centrum for den verserende COVID-krise i Europa.
Fra EU-institutionerne i den belgiske hovedstad forsøger politikere og embedsmænd desperat at få styr på sundhedskatastrofen og de økonomiske følgevirkninger. Samtidig behøver EU-politikerne blot at kigge ud af kontorvinduerne i den storslåede Berlaymont-bygning, hvis de vil se, hvor galt det kan gå, når coronavirussen for alvor få lov til at få fat. Belgien er hårdt ramt som få andre.
Ifølge worldometer er Belgien det land i verden med den højeste corona-dødsrate i verden. Landet har 1.434 døde pr. 1 mio. indbyggere, og med 11,5 mio. beboere bringer det dem op på mere end 16.000 coronadødsfald i alt. I Danmark er der stadig blevet registreret under 1.000 dødsfald.
Det står ikke meget bedre til, når man ser på antallet af smittede. Også her er Belgien et af de lande, der klarer sig dårligt. Det europæiske land har registreret 49.725 tilfælde pr. 1 mio., hvilket placerer landet på en tvivlsom sjetteplads over lande med flest tilfælde målt i forhold til indbyggertal.
Spørgsmålet er, hvordan det kunne gå så galt i Belgien – landet, der fungerer som EU’s dunkende hjerte. Svaret er et sammensurium af politiske og kulturelle faktorer.
En lille bikube
Belgiens COVID-kollaps har stået på over en længere periode. Også i foråret toppede de listen over lande med den højeste dødsrate, men tilbage i maj forsvarede de sig med, at de talte dødsfaldene anderledes end andre lande og derfor havde så højt et tal.
Dengang sagde de belgiske myndigheder, at de talte dødsfald både på hospitaler og plejehjem, og at de modsat andre lande også medtog dødsfald fra plejehjem, hvor der var mistanke om et COVID-dødsfald, uden det dog behøvede at blive bekræftet.
Den anderledes optælling kan utvivlsomt have været en del af årsagen til, at Belgien ligger højt i statistikkerne, men de belgiske hospitaler er et vidnesbyrd om, at der ikke alene er tale om fejlrapportering. Sundhedssystemet er ved at være trængt i knæ, og sengepladserne er ved at slippe op på grund af de mange COVID-patienter.
I stedet skal man måske kigge lidt på den belgiske identitet. Belgien er et kosmopolitisk land. I hovedstaden Bruxelles finder man fx 180 forskellige nationaliteter og 100 talte sprog. To ud af tre af byens indbyggere er ikke født i Belgien. Virolog og interføderal COVID-19 talsmand Steven Van Gaucht opsummerer det således til The Brussels Times: ”Belgien er en lille bikube i hjertet af Europa, hvilket gør landet meget sårbart overfor både introduktionen af virus såvel som videre spredning af smitte. De folk der arbejder og lever i den såkaldte ”euroboble” rejser en hel del, og de tager ofte frem og tilbage mellem Belgien og deres hjemland.”
Gigantisk splittelse
Men problemerne i Belgien kan i høj grad også tilskrives det politiske kaos, som har præget landet i årevis.
Som journalist Felipe Araujo beskriver det i Foreign Policy, så er Belgien ét land, når man kigger på et kort, men når man står der selv, så er det nærmere to, måske endda tre, lande. Belgien er splittet op mellem det fransktalende Vallonien i syd og det nederlandsksprogede Flanderen i nord. Bruxelles anses som en helt tredje og tosproget region.
Splittelsen mellem de tre forskellige dele er enorm. I september blev der dannet en føderal regering med Alexander De Croo som premierminister, men før det havde landet været uden en egentlig regering siden december 2018. De to største partier i landet er det flamske separatististparti N-VA og de fransktalende socialister, og de to partier kan slet ikke finde ud af at tale sammen. I stedet er regeringen blevet dannet som en koalition mellem syv forskellige partier, der fordeler sig i fire forskellige politiske grupper.
Den nye føderale regering er dog langt fra lykkedes med at skabe sammenhængskraft, og coronakrisen har skabt fornyede uenigheder mellem de forskellige regioner, der hver især har stor autonomi og selv kan styre en række politikområder. Den franske og hollandske del af Belgien har således været svært uenige om, hvordan man holder virussen i hævd og samtidig undgår økonomisk nedtur. Samtidig har man fra føderalt niveau tøvet med at lave endnu en hård nedlukning – måske fordi man ikke bryder sig om at overtrumfe det regionale niveau. I november så det dog så slemt ud, at Alexander De Croo valgte at gøre det alligevel.