Det giver som udgangspunkt ikke mening at hænge sig i plotwists i det herrens år 2020, for efterhånden kan alt ske. Alligevel virkede det usandsynligt, at den tidligere Baywatch-skuespiller og Playboy playmate Pamela Anderson skulle kaste sig ind i den danske minkdebat. Usandsynlighed kan hun heldigvis være fløjtende ligeglad med, og i denne uge valgte hun gennem et åbent brev at gå i direkte clinch med den danske statsminister Mette Frederiksen. I brevet opfordrer hun den danske regering til at gøre minkavl ulovlig i Danmark.
Det affødte (ikke overraskende) en række hånlige reaktioner på Twitter fra folk, som ikke mener, Baywatch-stjernen har noget at gøre i politik. Men politisk aktivisme er ikke en ny ting for Pamela Anderson. Selvom hun fortsat mest er kendt for sin karriere i Hollywoods mere frisindede og lumre afkroge, er hun en mangeårig dedikeret dyrerettighedsaktivist. Faktisk er hun det, man kan kalde en offentlig intellektuel. Jo, den er god nok.
Da de omdiskuterede Gule Veste i 2018 mobiliserede sig i protest mod Frankrigs politiske elite og specifikt imod den franske præsident Emmanuel Macrons planer om at hæve afgifter på benzin og diesel, fik de sig en uventet allieret i Pamela Anderson. På sin blog og på Twitter begyndte Anderson med velovervejet og lødig kritik af den franske overklasse at ytre sin støtte til De Gule Veste. Senere allierede hun sig med den kroatiske filosof Srećko Horvat, og i et noget nær ikonisk interview med det amerikanske medie Jacobin, diskuterede hun spirende europæisk nationalisme, den politiske elites negligering af underklassen, og hvordan De Gule Vestes fysiske vold aldrig ville kunne stå mål med den franske overklasses strukturelle vold. Pointer man ville forvente at høre fra en krøllet, østeuropæisk filosof, men altså ikke fra en tidligere Baywatch-stjerne.
Det sker jo, at Hollywood-stjerner pludselig kaster sig ind i politik, som afhang deres liv af det. Leonardo DiCaprio medvirker i dokumentarfilm om klimaet og gnubber albuer med Greta Thunberg, Bono synger om Afrika, hver gang han får chancen, og generelt accepteres langt mere letbenet kendisaktivisme end den, Anderson er eksponent for, uden at det i sig selv trækker overskrifter eller øjenbrynsløft. Pamela Anderson får især på sociale medier en hård medfart. Hvorfor mon?
To blondiner går ind på en bar(rikade)
Hvad har Pamela Anderson og Dolly Parton til fælles?
De er kendte, har begge platinblond hår og så har de to enormt store, spændstige … hjerner, hvilket de begge har kæmpet med at blive anerkendt for. På nummeret ’Dumb Blonde’ synger Dolly Parton: ”Just because I’m blonde, don’t think I’m dumb, cause this dumb blonde ain’t nobody’s fool.”
Tropen om den dumme, barmfagre blondine lever i bedste velgående, men den udstiller nok snarere dem, der benytter sig af den, end dem, den skal ramme. I filmen Gentlemen prefer Blondes siger Marilyn Monroe i rollen som Lorelei, at hun kan være vis, når det er vigtigt, men at de fleste mænd ikke bryder sig om det. Lorelei udnytter, at hun bliver undervurderet til at få det, hun vil have.
Det samme gør Pamela Anderson. Hun har udtalt, at tendensen til at undervurdere hendes intellekt er hendes hemmelige våben: ”Når folk ikke tror, du er intelligent, og du så pludselig formulerer en helstøbt sætning, er du et geni.” Med det kort i baghånden har hun ofte lagt snusfornuftige internetkrigere i graven, når de i deres forsøg på at placere hende i blondine-båsen har udstillet deres egen uvidenhed.
Vi tror, vi griner af Pamela Anderson, men hun griner nok snarere af os. This dumb blonde ain’t nobody’s fool. /Asta Kongsted