I naturen hersker kaos.
Sådan ser det i hvert fald ud. Når ørkenens vilde sandkorn farer rundt i vinden, er det ikke til at spore skyggen af stringens. Det ligner en vanvidsdans af ren tilfældighed, når de bittesmå sten lægger sig i større bunker.
Men selv ude i ørkenen finder man orden. For kigger man nærmere på sandbankerne ser man, hvordan de alle ligner hinanden. Halvmåneformede figurer med små ensformige bølger på overfladen. Orden og symmetri findes overalt i den tilsyneladende kaotiske natur: sandbanken, bølgen og gedens horn kan alle beskrives med smuk matematik.
Også i den politiske verden finde man nogle gange orden, hvor det hele ligner kaos.
Den seneste tid har minkskandalen været altdominerende i den danske presse. Kommentatorer har diskuteret, om statsministerens tilsyneladende ulovlige beslutning om, at alle mink skal aflives, kan måle sig med Tamilsagen – Danmarkshistoriens utvivlsomt største politiske skandale.
Den tolkning synes i hvert fald oppositionen at abonnere på. De nægter at stille sig tilfredse med, at den nu tidligere fødevareminister Mogens Jensen er blevet nødt til at trække sig. Nu vil de også have, at Mette Frederiksen går af.
Regeringen har da heller ikke set elegant ud i hele denne misere. De er skøjtet rundt i forklaringerne, mens de hastigt er sunket ned i skandalens altædende kviksand. Kaosset regerer på regeringsgangene, og mon ikke der er en hel stribe af socialdemokrater, der har frygtet at se meningsmålingerne efter hele dette minkpostyr. Mener vælgerne mon også, at vi har med en ny Tamilsag at gøre?
Tilsyneladende ikke. En ny måling, som Megafon har foretaget for TV2, viser, at Socialdemokratiet står til at få over 30 pct. af stemmerne. Selvfølgelig skal man tage højde for den statistiske usikkerhed på 3 pct., men det er nærmest ligegyldigt. Selv i worst case-scenariet er det en fantastisk måling for statsministeren. Socialdemokraternes valgresultat var på 25,9 pct., og den seneste Megafon-måling fra oktober målte dem til 27,9 pct. Står den nye måling til troende, er regeringen altså kun blevet mere populær, mens de er blevet beskyldt for grundlovsbrud.
Statsministeren kan glæde sig over, at nok ser bølgerne i vælgerhavet kaotiske ud, men i virkeligheden ordner de sig perfekt i overensstemmelse med en slags Frederiksens Fibonacci-tal.
Den kølige pragmatisme
Imens må nogle af os medietyper benytte weekenden til at grube lidt ekstra.
Her på Føljeton er vi ikke bange for at indrømme, at vi havde forventet meningsmålingerne ville se en anelse anderledes ud. Vi troede, at vælgerne ville straffe Frederiksen hårdt for det, der grangiveligt ligner et milliarddyrt grundlovsbrud.
Noget kunne tyde på, at vi igen har undervurderet den pragmatiske danske folkesjæl.
I Danmark har vi en lang, stærk tradition for, at resultatet betyder mere end principperne. Man så allerede antydningen af det, da Danmark i midten af 1800-tallet overgik fra enevælde til folkestyre. Mens de i Frankrig stormede Bastillen og begav sig ud i en blodig kamp for frihed, lighed og broderskab, så var magtændringen i Danmark langt mere rolig. Skønt det ikke var helt uden drama, endte det i høj grad mere som reform end revolution, og den kongelige institution blev fastholdt. Selv i dag har vi et kongehus, hvor medlemmerne fødes bedre og vigtigere end os jævne folk. Egentlig et antidemokratisk princip, jovist, men hvad betyder det, når vores demokrati derudover fungerer så godt? Det er dansk pragmatisme.
Mon ikke det er denne pragmatiske, der nu er på spil igen. I mange lande ville befolkningen stejle fuldstændig, hvis en leder så ud til at have overtrådt forfatningen – altså nationens grundlæggende principper. Men for en stor del af de danske vælgere er det først og fremmest vigtigt at vide, hvorfor principperne er blevet overtrådt. Denne gang er historien, at de blev overtrådt ved en fejl for at beskytte Danmark mod en gigantisk sundhedskatastrofe.
Den fortælling har mange købt. Danskerne bakker i overvejende grad op om, at alle mink skal aflives. Derfor kan mange godt acceptere, at demokratiets spilleregler tilsyneladende er blevet brudt. For hvad var det andet end en procesfejl? Det vigtigste er jo, at resultatet landede, som det skulle.
Mette Frederiksen har regnet danskernes pragmatisme ud. Det er hendes måske mest magtfulde evne. Nu kan kaosdronningen selv skabe kosmos. /Andreas T. Kønig