Downing Street 10
I weekenden dukkede der et nyt, officielt billede op af den britiske premierminister Boris Johnson. Det er der ikke noget underligt i. Det gør der trods alt nærmest hver weekend. Men alligevel er der noget særligt ved lige netop dette foto. For hvis man vil lave en analyse af, hvordan det skrider frem med de brexitforhandlinger, der nu er gået ind i deres absolutte slutfase, så kan man passende starte med at analysere dette billede. Det fortæller nemlig klart og præcist, hvilke scenarier forhandlingerne kan ende med, og hvor presset en mand Boris Johnson egentlig er.
På fotografiet ser vi premierministeren tale i telefon. Røret er taget af og placeret nedad på bordet, men telefonens moderne udtryk samt Johnsons åbne mund indikerer, at premierministeren benytter sig af telefonens højtalersystem, og telefonsamtalen derfor er i fuld gang.
Udenfor er det mørkt. Londons borgere er for længst gået i seng, og stemningen på billedet giver en fornemmelsen af, at det eneste lys, man på dette tidspunkt finder i Storbritanniens hovedstad, er det skær, som kommer fra bordlampen på premierministerens kontor i Downing Street 10.
Hvorfor taler Boris Johnson dog i telefon på dette tidspunkt? Billedet foranlediger en til at tro, at det må være alvorligt, når han sådan samtaler så sent. Han ser også alvorlig ud, premierministeren. Han gestikulerer voldsomt mod telefonen. Han er opildnet. Samtalen er opildnet. Men hvem er i den anden ende af røret?
Det er uklart på billedet, men nu er det sådan, at billeder ofte ikke kan tolkes for sig selv, men i stedet må tolkes ud fra den kontekst, som de eksisterer i. På et pressemøde i weekenden fortalte formanden for EU-kommissionen Ursula von der Leyen, at hun havde haft en timelang telefonsamtale med Boris Johnson. Her diskuterede de brexit, og de blev enige om igen at lade deres respektive forhandlere mødes i et sidste forsøg på at lande en aftale, inden tiden løber ud d. 31. december 2020.
Aha! Det er altså Ursula von der Leyen, som den oprevne premierminister taler med. Det handler om brexit. Og så begynder man pludselig at forstå symbolikken. For når han sidder der i bordlampens lys, midt om natten, vred og træt, så ligner Boris Johnson næsten en premierminister i krigstid. Billedet skal vise, at han forhandler på alle tider af døgnet. Han gør alt for at stoppe denne krig mod EU.
Men det natlige tidspunkt og de store armbevægelser viser også, at det ikke er nemme forhandlinger. Han bliver presset af fjenden. Men han giver ikke op. For han er en ægte britisk patriot, der vil det bedste for sit land. Det ser vi symboliseret i den tekop, der er placeret foran telefonen. Som den sande brite han er, drikker han te på alle tider af døgnet.
Premierministeren fremstår som en Winston Churchill-pastiche. Johnson har da også flere gange ytret, at Churchill er hans store forbillede. Men hvorfor har Johnson netop nu behov for, at landet ser ham som en reinkarnation af den bombastiske Churchill, der ledte briterne sejrrigt igennem Anden Verdenskrig?
Det har han, fordi brexitforhandlingerne nu kun han lande på to måder. I begge tilfælde er det helt nødvendigt for Johnson, at briterne forstår, at han har været igennem benhårde forhandlinger.
Det første mulighed er, at der ingen aftale kommer. Det vil sende briterne ud i usikkert territorium og potentielt ud i en økonomisk krise. I det tilfælde skal fotografiet vise, at Johnson prøvede alt, hvad han kunne. Når det ikke lykkedes, var det ikke på grund af manglende, hårde forhandlinger. Det skete, fordi Johnson som en sand patriot, ikke kunne acceptere EU’s urimelige krav.
Den anden mulighed er, at der kommer en aftale. Det er heller ikke nødvendigvis drømmen for Johnson.
Der er forlydender om, at parterne nærmer sig hinanden, selvom der stadig er en række knaster.
Perterne er især uenige om fælles standarder og fair konkurrence. Briterne ser det som en essentiel del af deres løsrivelse, at EU ikke længere får medbestemmelse over fx arbejdsmarkedspolitik og miljøpolitik, men EU frygter omvendt, at hvis briterne slækker på disse områder, vil de kunne underbyde de europæiske producenter, hvilket vil skabe unfair konkurrence.
En aftale vil kræve, at man finder et kompromis på disse områder. Det vil kræve, at EU stadig får en grad af medbestemmelse i Storbritannien. Det er ikke noget, der kommer til at falde i god jord hos den britiske brexitfløj, og her må man ikke glemme, at det var netop brexitfløjen, der skaffede Johnson jobbet som premierminister. Det var dem, der væltede Theresa May, fordi hun føjede EU for meget. Vil de også vælte Johnson?
Det er utvivlsomt noget, som premierministeren frygter. Og derfor dette fotografi. Det skal vise Johnsons allierede, at han forsøgte. At han kæmpede til langt ud på natten. Men at fredsforhandlinger i krigstider også kræver kompromiser. /Andreas T. Kønig