Venezuelan President Nicolas Maduro gestures while delivering a press conference at a polling station in the Simon Rodriguez school in Fuerte Tiuna, Caracas, on December 6, 2020 during Venezuela's legislative elections. - Polls opened early December 6 in legislative elections set to tighten Venezuelan President Nicolas Maduro's grip on power and weaken his US-backed rival, who is leading a boycott of the polls he calls a fraud. Maduro and his allies are set to dominate the legislative elections, which victory will give them control of the National Assembly, the only institution not yet in its hands. (Photo by Yuri CORTEZ / AFP)
Det går stadig dårligt i Venezuela. Landet har verdens største oliereserver, men alligevel står dets indbyggere i alenlange køer til benzintanken som følge af brændstofmangel. Inflationen er stukket helt af, og op mod fem mio. mennesker er blevet sendt på flugt af de økonomiske trængsler. Imens fortsætter de politiske slagsmål mellem præsident Nicolas Maduro og præsident Juan Guaidó. Ja, det glemte vi vel egentlig at sige: Venezuela har også fortsat to konkurrerende præsidenter. Det er ikke just optimalt.
Tilbage i januar 2019 udnævnte oppositionsleder og leder af Venezuelas parlament (kaldet Nationalforsamlingen) Juan Guaidó sig selv som landets retmæssige præsident. Det gjorde han, da den siddende præsident Nicolas Maduro ifølge Nationalforsamlingen havde genvundet magten med ufine metoder. Blandt andet blev Maduro – der er Hugo Chávez’ tidligere protégé – beskyldt for at intimidere sine politiske modstandere. Desuden havde han forsøgt at sætte Nationalforsamlingen ud af spil ved at nedsætte en konkurrerende, ”konstitutiv” forsamling. Kort fortalt havde Maduro gjort sig selv til de facto diktator.
Støtten mangler
Selvom Guaidó snart blev anerkendt som Venezuelas legitime præsident af mere end 50 lande, herunder Danmark og USA, har det dog ikke rykke det store ved Maduros magtgreb. Diktatoren støttes af flere stærke nationer, herunder Kina og Rusland. Desuden har han den venezuelanske hær på sin side. Det kom derfor ikke som nogen større overraskelse, at Maduro mandag lykkedes med at nedbryde en af de få barrierer, der har afholdt ham fra den totale magt i det sydamerikanske land: Under utallige anklager om valgsvindel vandt Maduro og hans partifæller magten i Nationalforsamlingen; det eneste sted, hvor Guaidó og oppositionen endnu havde noget at skulle have sagt.
Valget blev dog ikke nogen ubetinget succes for Nicolas Maduro. Selvom sejren på papiret syntes overbevisende (Maduros koalition vandt med godt 68 pct. af stemmerne), var valgdeltagelsen slående lav. Kun omkring 30 pct. af venezuelanerne fandt vej til stemmerurnerne, efter oppositionen havde opfordret til boykot. Dette ventes Guaidó at bruge til at pege på sin egen folkelige opbakning – og på Maduros manglende ditto. Dødvandet er kun blevet delvist brudt. Og den store taber i konflikten er fortsat Venezuelas befolkning.
Uagtet om præsidenten hedder Guaidó eller Maduro har Venezuelas økonomi det virkelig dårligt, hvilket synes at være den primære bekymring for langt de fleste venezuelanere. Sammen med Chavez er Maduro manden, der har skudt den i sænk, men problemerne vil ikke partout forsvinde, hvis han væltes fra magten. Selvom Guaidó har lovet at styrke Venezuelas olieindustri, der agerer rygrad for hele økonomien, kan han heller ikke trylle, når det kommer til de faldende oliepriser. Den manglende valgtdeltagelse ved mandagens valg kan snildt være et udtryk for, at folket støtter Guaidó i kampen mod Maduro. Men den kan også signalere, at venezuelanerne finder skærmydslerne meningsløse i en tid, hvor de knap nok kan få brød på bordet. /David Dragsted