”Mars, here we come!!”
Det var tilsyneladende en ganske begejstret rumfartsrigmand, der natten til torsdag hamrede sine tommelfingre mod smartphoneskærmen for at sende dette og andre triumferende tweets afsted.
Tweeteriet startede kort tid efter, Elon Musk havde overværet sit firma SpaceX sende den kæmpe rumraket Starship ud på en prøveflyvning. Starship-raketten skal med tiden sende mennesker til Mars, og den tid er vi kommet tættere på nu, for ifølge Musk og mange andre var prøveflyvningen en gigantisk succes.
Ja, en bragende succes var det. For mens Musk meddelte sine Twitter-følgere, at vi er på vej mod Mars, lå resterne af Starship badet i et hav af røg og flammer. Ved landingen gik noget nemlig galt, og den enorme raket eksploderede. Det var dog blot en parentes, hvis man spørger Musk. ”Vi fik de data, vi kom efter”, skrev han på Twitter.
Vi glæder os over alle fremskridt for videnskaben, og vi er barnligt begejstrede over, at Elon Musk måske får mennesker på Mars i vores levetid. Alligevel kan vi simpelthen ikke slippe følelsen af, at noget ved denne raketopsendelse godt kunne være gået lidt bedre. Hvad kan det dog være ved denne succesfulde prøveopsendelse, der efterlader os med sådan en fornemmelse. Hmm … Kan det … Ej, det er for fjollet. Ok, vi siger det alligevel: Kan det mon være, fordi den store raket EKSPLODEREDE?!
Målstregssyndromet
Det værste er nok, at denne tilstand af selektiv erkendelse, hvor man nægter at se nederlagene, men gerne har øjne for sejrene, hjemsøger os for tiden.
I Danmark er der blevet talt en del om, hvor god vores coronaindsats har været. Simpelthen en gigantisk succes! Mens andre landes sundhedssystemer er blevet presset i knæ, har danskernes lydhørhed overfor rettidig restriktionsomhu sørget for, at smitten aldrig for alvor har skubbet nationen derud, hvor alting begynder med at smuldre. For en tid så det faktisk ud til, at vi ville komme tørskoet igennem det hele.
Vi er endt med at tro så meget på den historie, at vi har fuldstændig ekstremt svært ved at acceptere og erkende, at smitterumskibet herhjemme lige nu eksploderer, og flammerne er begyndt at slikke op rundt om vores samfund. Vi har lyst til at lukke øjnene, kalde det en succes, tweete ”vaccine, here we come”, kigge på smittetallene med et ”vi fik den data vi kom efter” og så smutte på bar for at fejre. For vi er jo så tæt på den vaccine, ikke? Så kan det da ikke gå galt nu.
Er man løber, kender man til dette fænomen. Vi kan kalde det målstregssyndromet: Den hårdeste del af en løbetur er altid den sidste kilometer. For her kan du se ”målstregen”. På denne sidste del begynder du at overveje, at du snart ikke skal løbe mere, og hvor rart det egentlig er ikke at løbe. Pludselig får man bly i poterne. For nu huskerne du det: Du hader jo at løbe.
Sådan har vi det nu med corona. Udsigten til en snarlig vaccine har kun gjort os mere trætte. Og vi er tilsyneladende ikke de eneste. TV2 har fået fat i et notat fra Statens Serum Institut, der fortæller, at der ”registreres begyndende resignation blandt borgerne”. Danskerne har simpelthen blevet trætte af at overholde regler og anbefalinger.
I den voldsomme ende kan man læse om, hvordan coronasmittede forældre sender deres børn i skole uden at få dem testet. Det lyder vanvittigt, men vi tror på, at det ikke er ondt ment. Man er ikke sig selv, når man rammes af målstregssyndromet. Den vanvittige trang til at få lyst til at gå de sidste hundrede meter, selvom man netop har tilbagelagt en lang distance, man er stolt af, kan være en altædende kraft.
Men det går ikke at gå. Og det går ikke at lade som om, raketten ikke er eksploderet. For det ér den. Smittetallene er uhyggelige, og det kan meget hurtigt blive værre. Der er stadig langt til Mars, stadig måneder til nok er vaccineret, så der er ikke andet at gøre end at blive ved med at løbe. /Andreas T. Kønig