The Avalanches - We Will Always Love You
Hele 16 år skulle der gå mellem The Avalanches’ skelsættende debutplade Since I Left You og opfølgeren Wildflower. Denne gang har ventetiden været anderledes menneskelig. Blot fire år har fans måttet hungre efter gruppens sampletunge tredje album, We Will Always Love You. Og lad os bare få det af vejen med det samme: Pladen er lige så god, som den er lang og småforvirrende. Musikken er så sprængfyldt med idéer og gæsteoptrædener, at man både taber pusten og stedsansen undervejs.
Ifølge The Avalanches er We Will Always Love You delvist inspireret af Voyager Golden Records, to såkaldt fonografiske plader, som blev skudt ud i rummet med Voyagerrumsonderne i 1977. Som en anden flaskepost skulle pladerne fortælle om livet på Jorden, så eventuelle aliens ville få en idé om, hvad vi mennesker var for nogle starutter. At kalde We Will Always Love You for et appendiks til det projekt er måske at stramme den, men åndeligt er den ikke langt fra. Hvor irriterende det end må lyde, har The Avalanches udgivet en kosmisk plade.
Ovenpå The Avalanches’ vanlige, varme lyd inspireret af alt fra disco til soul, funk, hiphop og pop er tilføjet et mere sfærisk udtryk, som understøtter tanken om den interplanetariske falskepost. Lytteren sendes i vægtløs tilstand ud i verdensrummet, svævende på en blød pude af bas, synths og støvede samples. Albummet er – sagt i knap så vidtløftige termer – simpelthen bare rart at lytte til. Stemningen er gennemført glad, for ikke at sige opløftende og kærlig. Sommetider endog spirituel. Her er ingen hårde kanter eller udfordrende auditive eksperimenter. Alting glider let og sømløst. Man bemærker knap nok hvor én sang slutter, og en anden begynder.
Tidløs tidskapsel
Dermed ikke sagt, at We Will Always Love You er en omgang uinteressant easy listening. Snarere tværtimod. I endnu højere grad end på forgængeren Wildflower har The Avalanches hentet hjælp fra et væld af interessante navne. Jamie XX, Blood Orange, MGMT, Johnny Marr, Leon Bridges, CLYPSO og Karen O optræder alle som stærke features – for bare at nævne nogle stykker. Kombineret med den megen ældre musik, som The Avalanches gavmildt strøer over det hele, får pladen et nærmest tidløst udtryk.
Alting lyder velkendt og dog utroligt friskt. Der bliver ved med at være nye lyde at gå på opdagelse i; man opdager evindeligt forbindelser eller greb, som man ikke lige fangede ved første gennemlytning. I den forstand lykkes The Avalanches faktisk med at lave en form for opdateret, rent musikalsk Voyager Golden Record. Hvis der findes intelligent liv ude i rummet, som ønsker at høre, hvad menneske-musik rummer, er We Will Always Love You ikke noget dårligt bud. Særligt med tanke på, at pladen er blottet for aggression. Den vil alle det så godt.
Til tider kammer overflødighedshornet dog også over. Nogle numre bliver en tand for banale, særligt i tekstuniverset. Dele af pladen flyder så hårdt, at man helt glemmer at lytte efter. Med en spilletid på en time og 11 minutter kunne We Will Always Love You godt have skåret lidt overflødigt fedt fra. Men sådan er det vel med flaskepost og tidskapsler: Man vil hellere give lidt for meget end lidt for lidt. /David Dragsted