Norge: Endnu mere ud af EU

Hvis man tror, at EU-systemet lige nu udelukkende græder salte tårer over Storbritanniens kaotiske udtræden af unionen, så tager man fejl.

I Bruxelles havde man utvivlsomt hellere set den store britiske økonomi blive i det gode europæiske fællesskab, og i disse dage arbejder kommissionen hårdt på at få en god aftale i stand med Boris Johnson. Alligevel er brexit noget af det bedste, der er sket for EU.

Hele Europa har været vidner til konsekvenserne af briternes kamikaze-mission af en udmeldelse: Befolkningen er splittet, parlamentet er i perioder lammet, økonomien er på vej mod afgrunden, og Skotland vil øjensynligt hellere være en del af EU end en del af Storbritannien.

Det er ikke pænt at glæde sig over andres ulykke, men det gør de nu en gang i Bruxelles. For med den britiske brexit-krise er EU-modstanden forsvundet i det resterende Europa. Under hele miseren er det løbende blevet tydeligt, hvad fordelene er ved at være med i EU, og det er i endnu højere grad blevet tydeligt, hvad ulemperne er ved at melde sig ud. Ingen misunder i disse dage Storbritannien. Ingen har lyst til at gøre som dem.

Og dog. For langt mod nord har de kigget på brexit og tænkt ”sådan én vil vi også have”. I Norge har EU-skepsissen massiv medvind op mod Stortingsvalget, der finder sted 13. september 2021, og for mange nordmænd er Boris Johnsons idealer for et brexit lige præcis, hvad de også ønsker for Norge.

Men stop en halv … Norge er jo ikke engang med i EU. Det har de aldrig været. Hvordan kan man ønske sig sit eget ”norgexit”, når man ikke engang er medlem. Sagen er, at Norge vil endnu længere ud af EU.

En dårlig aftale

Nordmændene begyndte julemåneden med en dramatisk meningsmåling. For første gang nogensinde viste en måling fra analyseinstituttet Kantor, at Senterpartiet står til at blive landets største parti. Et gennemsnit af meningsmålingerne tegner et lignende billede: Senterpartiet står til at blive et af de mest magtfulde partier ved næste valg.

Som navnet antyder, placerer partiet sig på midten i norsk politik, men når det kommer til EU-politikken, er partiet anderledes radikalt. Senterpartiet har længe set sig selv som garanten mod norsk medlemskab af EU, og nu ønsker de, at der skal være endnu længere fra Bruxelles til Norge. De vil nemlig fuldstændig genforhandle den aftale, der er mellem EU og regeringen i Oslo.

Selvom Norge ikke er medlem, så har EU-politik enorm indflydelse på og for nordmændene. Efter det skandinaviske land i 1994 stemte nej til medlemskab, indgik Norge og EU en aftale, der blandt andet giver nordboerne adgang til det attraktive indre marked.

Den slags er ikke gratis. Som modydelse betaler Norge milliarder af kroner i bevillinger til EU, ligesom landet er tvunget til at følge en enorm mængde EU-regler, som de oven i købet ikke har medbestemmelse over, fordi de ikke er medlemmer.

Det er også disse mange regler, der lige nu skaber uenighed mellem Storbritannien og EU. Boris Johnson vil ikke acceptere, at briterne skal bindes til EU-standarder og andre love og regler for at kunne få adgang til det indre marked. Han vil bare have en helt almindelige handelsaftale, som den fx Canada har med EU. Det fuldstændig samme vil Senterpartiet have for Norge.

En analyse fra 2017 af den norske statskundskabsprofessor Erik O. Eriksen giver en fornemmelse af, hvad det er for en følelse, mange nordmænd i dag sidder med. Han skriver: ”Nordmændene valgte i 1994 ikke at blive en del af EU. Det vindende argument var dengang, at de ikke ville styres af love, der blev vedtaget et andet sted. Men paradoksalt er nej-beslutningen endt med at underminere norsk suverænitet.”

Senterpartiet vil derfor genforhandle den nuværende aftale med EU på en måde, der gør dem langt mere frie for EU’s regler. Der er dog ikke umiddelbart noget, som tyder på, at det kommer til at ske. For selv hvis Senterpartiet skulle ende som det største parti ved valget i 2021, så kan de regne med at skulle finde regeringspartnere, og de andre partier er i overvejende grad modstandere af at blive uvenner med Bruxelles.

Fx citerer mediet Politico den nuværende norske statsminister Erna Solberg for at sige: ”Senterpartiet vil ødelægge fundamentet under vores adgang til det indre marked.” Til det svarede formanden for Senterpartiet Trygve Slagsvold Vedum helt køligt: ”Det her er klassisk skræmmekampagne. Vi kommer fortsat til at have en aftale med EU, en bedre aftale.”

Selvom der ikke er flertal i Norge for en total genforhandling af aftalen, så er der alligevel grund til nervøsitet i Bruxelles. For et stærkt Senterpartiet kan måske få de andre partier med på at skrue ned for de mange penge, som Norge lige nu afleverer til EU. Og så skal Bruxelles pludselig igen i gang med hårde forhandlinger.

Et kig ud i fremtiden

Situationen i Norge kan passende bruges som en spåkugle.

Hvis EU og Storbritannien ender med at blive enige om en aftale, der binder briterne til en lang række EU-regler, så er det endog meget sandsynligt, at Senterpartiets argumenter også vil dukke op i parlamentet i London – sandsynligvis blot meget voldsommere.

De britiske EU-modstandere kommer til at sige, at de ved at forlade EU har afgivet endnu mere suverænitet. De kommer til at sige, at selv udenfor EU er de ikke herrer i eget hus. Og de vil forsøge at tvinge den siddende premierminister til at genforhandle aftalen.

Spørgsmålet er så, om den siddende premierminister bliver Boris Johnson. Det er langt fra sikkert. For omdanner Johnson Storbritannien til et nyt Norge, vil han være en stor skuffelse for sin egen fløj i det konservative parti. Johnson tilhører (eller tilhørte) den hårde brexitfløj, og de vil ikke kunne acceptere, at deres land skal følge en lang række EU-regler, som de end ikke har nogen medbestemmelse over. Man kan derfor forvente en norsk diskussion af dimensioner, hvis Johnson og Ursula von der Leyen lander en handelsaftale inden årets udgang. /Andreas T. Kønig

Teksten her er en del af vores europæiske nyhedsbrev Feuilleton, der udkommer senere i dag. Hvis du ikke allerede modtager det, kan du skrive dig op her. Hvis du gør, kan du sende linket til en Europa-interesseret ven.