I Danmark er katastrofen kedelig, i al-Hol er den modbydelig

Vi kan huske en tid, hvor alting var normalt. Det var dengang, sygdom var noget, man gik på arbejde med. Dengang økonomien boomede, børnene gik i skole og man kunne købe boxvin i storcentrene efter kl. 22.

Vi længes tilbage til denne tid, hvor det småborgerlige liv var lykken. Men dengang vi levede det, længtes vi væk. Dengang tog vi os selv i at håbe, at der ville ske noget vildt og uforudsigeligt. Vi havde dagdrømmerier om scenarier, der satte verden på den anden ende. Noget der kunne tvinge os ud af den kedelige trummerum, hvor den sure chardonnay fra en Bag-In-Box var ugens højdepunkt.

Hvis denne forbandede pandemi har gjort godt for noget som helst, så er det, at vi aldrig igen kommer til at stirre ud af vinduet med et uskyldigt håb om, at meteoren rammer. For det viser sig, at katastrofen er kedelig. Dødssyg simpelthen. COVID-19 har vist os, at der intet interessant er at hente i undtagelsestilstanden.

Med sit pressemøde i går kurerede statsminister Mette Frederiksen os endegyldigt for vores latterlige middelklassenihilisme. Vi kan nu se glæden i det, som vi før følte os bundet af. Hvem der bare kunne få lov til at stå tidligt op om morgenen, tage bukser på og gå på arbejde. Hvem der bare kunne få lov til at købe julegaver i et propfyldt storcenter d. 23. december. Hvem der bare kunne få lov til at have sit livs tømmermænd d. 1. januar efter årets fuser af en fest.

På den måde har COVID-19 været god for os. Vi har lært at være glade for det, vi har. Vi har også fået et lille ”privilegietjek”. For når vi skriver, at ”katastrofen er kedelig”, så er vi godt klar over, at vi slet ikke har levet ”katastrofen”. Her på redaktionen har coronakrisen ikke sådan rigtig ramt hårdt. Vi har stadig vores gode helbred, vores job, og vores venner og familie. Det værste er, at vi keder os, er blevet lidt for fede og kan shoppe lidt mindre end normalt. Det er åbenbart der, vores grænse går. Dét er vores katastrofe. Så meget for dagdrømmene om at være en Rambo under apokalypsen.

Vi tænker derfor, at nu er et godt tidspunkt at hjælpe nogle af dem, der faktisk har det helt forfærdeligt. For én gangs skyld har vi som samfund muligheden for at tage julens budskab alvorligt. Vi kan koncentrere os om at hjælpe vores næste i stedet for at købe enorme mængder af gaver.

Hvad med om vi startede med at hjælpe de danske børn, der lige nu befinder sig i al-Roj- og al-Hol-lejren i Syrien. Mette Frederiksen, der kalder sig selv “børnenes statsminister”, har nægtet at hente dem hjem. D. 26. november 2019 sagde hun følgende i Folketingssalen: ”Deres forældre har vendt Danmark ryggen og har kæmpet for Islamisk Stat, og dermed har de truffet et valg på deres børns vegne.”

Ligeledes er det blevet brugt som argument, at børnene vil udgøre en potentiel terrortrussel, hvis de ikke bliver hentet hjem til Danmark. Men i går kunne Ekstra Bladet afsløre, at det ikke passer. I den årlige trusselsvurdering fra 2019 skrev efterretningstjenesten PET, at de danske børn i de syriske lejre ikke udgør en trussel. Til gengæld skrev de, at børnene kan tage skade og blive radikaliserede af at blive i lejrene.

Det er skræmmende, at den danske stat ikke vil hjælpe danske børn, der befinder sig et af de mest forfærdelige steder, man overhovedet kan forestille sig. I Danmark bliver børn normalt ikke straffet for deres forældres dårlige beslutninger. Faktisk tvangsfjernes børn, hvis deres forældre gør skade på dem. Hvorfor gælder det princip ikke også for børnene i de syriske lejre?

Hør, vi prøver ikke at relativisere. Det er helt ok at have det skidt under nedlukningen i Danmark, selvom der er andre, der har det værre. Vi har da i hvert fald tænkt os at blive ved med at have ondt af os selv, indtil der kommer en vaccine.

Alligevel er nu et godt tidspunkt at overveje, at for nogle er katastrofen ikke en undtagelse. Den er permanent. Men den behøver ikke at være det, hvis vi hjælper. /Andreas T. Kønig