Den store Putin

Den slovenske filosof Slavoj Žižek taler ofte – stærkt inspireret af psykoanalytikeren Jacques Lacan – om ”den store Anden”. Som al psykoanalyse er det et lidt langhåret begreb at bakse med, men helt groft kan man tænke på den store Anden som det svært ubestemmelige ”man”, der altid er til stede i vores tanker og snakke. Når du har en diskussion, bekymrer du dig ikke kun om, hvad din modpart tænker. Du grubler også over, hvad ”man” mon ikke tænker.

Problemet er bare, at dette ”man” jo ret beset ikke findes. For hvem er denne Anden dog, der hele tiden trænger sig på i vores gøremål? Hvad betyder det egentlig, at ”man” tænker sit? Rigtig meget, ifølge Žižek (og Lacan). Selvom den store Anden er en illusion, opfører vi os nemlig stadig, som om den findes. Vi bekymrer os rent faktisk om, hvad ”man” gør og bør. Dermed får illusionen lov til at strukturere vores virkelighed – også selvom den er en illusion.

Undskyld, psykoanalyse her op til en weekenden er måske lidt tung kost (hvad vil man dog ikke tænke om os), men vores pointe kommer nu: Rusland er verdensmestre i at lege den store Anden. Vi kan ikke lade være med at bekymre os om, hvad russerne mon nu har gjort.

Du kender smøren allerede: Rusland påvirker demokratiske valg rundtom i verden, spreder misinformation, hacker på livet løs. Pludselig synes alt op til debat. Kan vi rent faktisk stole på valgresultaterne? På nyhederne? På virkeligheden? Russernes metoder er så raffinerede, at de ikke engang behøver at gøre noget for at sprede kaos. Alene på det ry Rusland har fået, bliver vi nødt til at tænke på deres indblandning som en mulighed. Illusionen virker, selv hvis den er en illusion.

Ja, og nogle gange har russerne så faktisk også gjort noget.

Symbolsk straf

I USA er det kommet frem, at russiske hackere har infiltreret mindst 40 amerikanske tænketanke, virksomheder og offentlige instanser. Blandt andet er Udenrigsministeriet, Finansministeriet og dele af Pentagon blevet ramt. Selv agenturet, som varetager USA’s atomvåbenarsenal, har været under angreb. Ingen kan endnu sige, hvor dybt skandalen stikker. Men en skandale, det er det. ”Jeg vil ikke se stille til, mens vores nation er under cyberangreb”, har Joe Biden allerede været ude at sige.

Hvis vi kender Putin ret, vil han dog næppe lade sig ryste sønderligt af de arrige amerikanere. Alene hans håndtering af Navalnyj-skandalen fortjener en guldmedalje i orwelliansk newspeak. Alt peger på, at russiske sikkerhedsagenter forgiftede oppositionslederen Aleksej Navalnyj tilbage i august. Men det kender Putin ikke noget til. Hvis russiske agenter rent faktisk ønskede at dræbe Navalnyj, ”havde de nok færdiggjort arbejdet”, udtalte Putin torsdag på sin årlige nyhedskonference. Uvidenhed er lyksalighed.

Her vil vi dog gerne henlede Vladimir Putins opmærksomhed på landets dopingskandale, der har ført til en udelukkelse fra OL. Når nu den også blev opdaget, kunne det så ikke tyde på, at russerne måske bare har lidt svært ved at finde balancen med de kemiske substanser generelt? Hvis vi boede i Rusland, ville vi nok være lidt lorne ved Putins forslag om at corona-vaccinere befolkningen med én dosis Sputnik V (som den russiske vaccine hedder) i stedet for to.

Nå, det var vist et sidespring. Med hensyn til dopingskandalen er Ruslands bandlysning fra OL lige blevet reduceret til kun at gælde to symbolske år. Desuden må russiske atleter stadig gerne deltage i legene, bare ikke under russisk flag. Sikke en straf. Det svarer næsten til at få en næse i Folketinget. Det er måske lidt ydmygende, men også ret konsekvensløst.

Og sådan er det jo generelt med Ruslands mange fordækte foretagender. Selv hvis nogle af dem afsløres, er det vel egentlig ligemeget. Ja, nogle gange er afsløringerne tilmed en fordel. De viser jo, at den store Anden faktisk findes. Han hedder Vladimir Putin, og han er jævnt ligeglad. /David Dragsted