Et hold danske forskere har netop fået anerkendt intet mindre end to nye invasive svampearter. Normalt er vi ikke meget for at besjæle naturen, men helt ærligt, de her svampe lyder nærmest lidt onde. Mens de fleste svampe kun danner sporer i en allerede død vært (det kunne fx være et dødt dyr), ja, så går de to svampearter Strongwellsea tigrinae og Strongwellsea acerosa benhårdt efter levende fluer. De besætter fluernes små kroppe og æder langsomt deres kønsdele, reproduktive organer og deres fedtdepoter. Forskerne beskriver, hvordan fluerne til sidst flyver rundt som zombier uden at være klar over, at de stort set er døde indeni. Fordelen ved at holde dem i live er, at zombiefluerne på den måde viderefører svampen til deres artsfæller.
Indenfor forskningsverdenen har de to svampearter efterhånden været kendt i en del år, og derfor anses det af både danske og internationale forskere som en glædelig nyhed, at de nu officielt anerkendes. Ved at anerkende deres eksistens, kan forskerne nemlig blive klogere på det, de kalder ”active host transmission”, og som kan oversættes til spørgsmålet om, hvordan disse zombiefluer ganske uvidende kan bære den invasive svamp.
Liderbukse og bly violer
Et invasivt problem, man til gengæld ikke skal være forsker for at få øje på, er uligheden imellem fremstillingen af den mandlige og den kvindelige seksualitet. Igennem populærkulturen har vi lært, at mænd er seksuelt opstemte liderbukse, mens kvinder er bly violer. Fra film har vi lært, at det er sexet, hvis mænd tvinger sig til samleje med modvillige kvinder (vi kigger på dig, James Bond). Igennem skønlitteraturen har vi lært, at kvinder er skønnest i al deres jomfruelighed (vi kigger på dig, Gud) og at det i øvrigt er bedst, hvis de er meget, meget unge (vi kigger på dig, Vladimir Nabokov).
Den opfattelse har som en invasiv spore forplantet sig i de fleste af os. Kvinder er blevet flasket op med idéen om, at de faktisk ikke skal have lyst til sex. Mænd med en forestilling om, at kvinder som udgangspunkt siger nej til sex, men kan overvindes, såfremt man(d) har talegaverne og i værste fald muskelstyrken i orden.
Den voldtægtslovgivning, vi indtil nu har haft i Danmark, understøtter implicit den forestilling: et ja er svært at fremskaffe, så derfor har samleje uden samtykke kun kunnet dømmes som voldtægt, hvis der fx i form af vold aktivt er blevet sagt nej.
I torsdags blev en ny samtykkelov så stemt igennem af et enigt folketing. Fremover skal der gives seksuelt tilsagn, og det kan både ske verbalt, med kys, nydende lyde eller ”relevante bevægelser”. Hvor der før skulle siges ”nej”, skal der nu siges ”ja”. Et tilbagevendende argument imod en samtykkebaseret lov har dog været, at samtykke tager spændingen ud af sex.
Men helt ærligt, Don Juan (m/k). Hvis du er stor nok til at have passioneret sex, så er du nok også stor nok til at turde pibe et forsigtigt ”er det også godt for dig, skat?”. Når det tilsyneladende ikke altid er tilfældet, og voldtægter – overlagte såvel som uintenderede – sker, kunne man få det indtryk, at vi nok alligevel ikke er så seksuelt modige, som vi går og bilder os selv ind. Tværtimod kopulerer mange af os som zombiefluer; halvdøde indeni og ude af stand til at kommunikere omkring det.
Samtykkeloven ekspliciterer, at sex er noget, alle involverede parter skal og kan have lyst til, og den ligestiller ansvaret for at sikre sig gensidig frivillighed. Det sætter kvinden fri af rollen som den tilbageholdne, lystforladte part. Og det sætter manden fri af rollen som den, der altid skal tage initiativ. Der er mange ting, vi drømmer om at efterlade i helvedesåret 2020, og zombiefluesex er en af de ting. Derfor er vi her på stedet overbeviste om, at samtykkeloven er en sejr for vores allesammens seksualitet. /Asta Kongsted