Beauvoirs glemte bog om kærlighed

Salgspitchet fejler ikke noget: Efter hele 66 år udkommer Simone de Beauvoirs lille roman (eller lange novelle) Les inséparables – på dansk De uadskillige – om forfatter-filosoffens kærlighed til veninden Zaza. I 1954 var fortællingen for intim til at blive udgivet. Men nu ser den endelig dagens lys takket være datteren Sylvie Le Bon-de Beauvoir; klar til at stjæle læsernes hjerter.

Hvor banebrydende en udgivelse, der reelt er tale om, er dog lidt mere tvivlsomt.

Sagen er, at Beauvoir faktisk allerede har beskrevet forelskelsen – af mangel på bedre ord – i ret intime vendinger i den autobiografiske En velopdragen ung piges erindringer fra 1958. Først mere refleksivt:

”Jeg gjorde mig ikke straks klart, hvilken plads dette venskab indtog i mit liv […] Man havde forledt mig til at sammenblande det, der burde være, og det, der virkelig var: jeg undersøgte ikke, hvad der skjulte sig under ordenes overflade […] Alle nuancerne, alle svingninger i mine følelser havde slet ikke ret til at eksistere. Zaza var min bedste veninde; mere var der ikke at sige om den ting.”

Og siden ret eksplicit:

”Jeg var på nippet til at tilstå over for mig selv, hvor afhængig jeg var af hende. Men jeg vovede ikke at se alle konsekvenserne heraf i øjnene […] Jeg kunne slet ikke forestille mig, at der kunne være noget bedre her i verden end at være mig og at elske Zaza”.

Tilsvarende er langt størstedelen af scenerne i De uadskillige allerede at finde i En velopdragen ung piges erindringer – lige fra Zazas oprørske skoleoptræden til sommeropholdet på hendes families landsted. Det eneste, der rigtig synes anderledes, er navnene. I De uadskillige er Simone blevet til Sylvie, Zaza til Andrée. I den forstand bidrager De uadskillige ikke med meget nyt. Ja, faktisk fjerner den snarere ret væsentlige perspektiver. Selve Simone de Beauvoirs personlige emancipationshistorie, som spiller så stor rolle i En velopdragen ung piges erindringer, er her helt fraværende.

Så hvad skal vi egentlig med den ”nye” roman?

Ufri forelskelse 

Én ting, som taler til De uadskillige‘s fordel, er, at den mere fokuseret behandler kærlighedens eksistentielle vilkår. Forelskelse er også selvforglemmelse, og det skinner ud af romanens glødende beskrivelser af Andrée, sammenlignet med de sparsomme informationer, vi får om Sylvie. Beauvoirs alter ego bliver noget nær en tom skal, som udelukkende formidler Andrées fortræffeligheder. Kærligheden sætter alt i et nyt lys, men den binder dig også; gør dig afhængig og – gisp! – ufri.

Sylvie kan ikke realisere sig selv som andet end Andrées hengivne veninde, men Andrée kan heller ikke realisere sig som andet end en slave af omstændighederne. Hun elsker sin strikse mor, og hun elsker katolicismens strenge Gud. Ergo må hun lide under højborgerskabets kvælende moral. Kontrasten mellem den sensitive, talentfulde Andrée og samfundets forventninger til hende som ung, dydig kvinde bliver næsten ubærlig – særligt set gennem Sylvies forelskede briller:

””Sikke et slaveliv!” tænkte jeg da jeg gik tilbage til mit værelse. Der var ikke en af hendes handlinger, som ikke blev overvåget af hendes mor, eller hendes bedstemor, og som ikke straks blev et eksempel for hendes små søstre. Ikke én tanke som hun ikke skulle stå til regnskab for hos Gud!”

Her ligger Beauvoirs feministiske eksistentialisme selvfølgelig på lur. Romanen er både en sønderlemmende kritik af kvindens fremmedgørelse som ”det andet køn” og en skildring af tilværelsens ulidelige meningsløshed. I takt med at Andrée forsvinder i de huslige gøremål, vokser hendes fysiske ubehag. Andrée bliver mere og mere syg og svagelig, indtil hun til sidst borer en økse ind i benet for at gå fri af forpligtelserne. Sjovt nok beskrives skaden herfra ikke som noget særligt smertefuldt.

Begyndervenlig Beauvoir

Det er fransk eksistentialisme, som man kender det bedst: Eksistensen er ikke givet på forhånd, du er fri til at tage livet i egne hænder. Men friheden kommer ikke partout af sig selv. Du må aktivt træffe valg, så du ikke falder i ligegyldighedens kvalmende suppedas. Friheden skal virkeliggøres. Øksen skal svinges.

Det er det grunddilemma, Beauvoir opstiller i De uadskillelige. Andrée har alle muligheder for at lykkes, men falder i dydens lumske fælde. I den forstand er det en ulykkelig kærlighedshistorie med selve eksistensen som modstander. Romanen dømmer på ingen måde Andrée – snarere tværtimod – men tjener alligevel til skræk og advarsel om, hvor altødelæggende den ufri tilværelse kan være. Både for den elskede og den elskende.

De franske eksistentialister yndede ofte at formidle deres tænkning gennem romankunsten. Deres idéer angik det levede liv, men nogle gange forstås livet bare bedst gennem fiktionen. Fordelene ved denne tilgang ses meget godt i De uadskillelige. Romanen er måske tænkt som et forstudie til En velopdragen ung piges erindringer, men den fungerer heldigvis også som en selvstændig filosofisk hors-d’œuvre – særligt hvis man er sulten efter en lidt lettere omgang Simone de Beauvoir. /David Dragsted