Deniz Kiy
Man kan dårligt forestille sig en værre start på et nyt årti end den vi fik, og derfor sukker vi pludselig efter en tilbagevenden til status quo. Med coronavaccinens komme og etablissementets genindtog i Det Hvide Hus, får vi den muligvis. Men findes der andre veje fremad end tilbage til det velkendte?
Vi har bedt tre yngre forfattere om at invitere os med ind i deres dystopier og forestillinger om fremtiden under titlen ”Revolution, Danmark 2030”. Vi er nu nået til anden tekst i serien.
Den er skrevet af Deniz Kiy.
ét danmark uden huller
jeg vil sgu da også bare ku skrive om naturen
om hvordan sæsonerne på sin vis
blomstrer i mig
ting der rimer på alveoler
men det kan jeg ikke
jeg har prøvet men jeg må ikke bare være til
den hvide læser vil ikke la mig være
så nu skriver jeg til jer
at tusindfryden i mig
ikke findes
*
min størrelse er altid til forhandling
mit ansigt et håndklæde
at tørre sine hænder af i
*
yani
kom
ta min jakke
det er gratis trusler
*
hvis jeg
var en hvid mandlig forfatter
ville jeg jo også
på et tidspunkt
skrive om farkomplekser
eller
om afdøde mandlige forfatteres grave
og jeg vil må som en selvhjælp takke livet
for at jeg er ikke er historieløs
for at jeg ikke er hvid
*
men det står lissom skrevet sort på hvidt
vi er andenrangsborgere og huller i jorden
det okay på den der måde
hvor jeg trækker lidt på skuldrene og lyner jakken op
det er ikke big news
vi har jo levet i det længe
jeg spørger bare mig selv hvornår I vil skamme jer
tale højt om det
og aktivt bekæmpe det
*
der er noget jeg længe har tænkt på
så la mig lige ødelægge hyggen lidt mere:
hvor fanden blev forfatterskolen af
da atlas skrev en racistisk anmeldelse af mig?
er det for vanvittigt at ønske omsorg eller beskyttelse?
hvorfor stod jeg alene med det?
har I ingen stemme?
hvad fanden skriver I så for?
pff, khalas
*
this life
har lært mig at læse jer
I er så gennemskuelige
I sir én gang I er allierede og tar hjem i forældrekøb
stryger titlen på jakken
en rangorden at posere i
en soloperformance
*
mama spørger over telefon hvordan det hele går
jeg drikker te, spiser persille og begyndt at samle på gulvtæpper
noget blødt at lægge sig på til vinteren
men det handler ikke kun om overlevelse mama
når vi for en stund lukker dørene og afviser hvide
er dét som bliver tilbage i rummet
omsorg og styrke
som et bomuldsbeklædt knæ
jeg tør hvile hovedet på
dét er også en modstand
*
men det nytter jo ikke at man graver render omkring sig selv
og holder festen lukket, det sir de jo,
men det sgu da ikke os som har gravet de render
vi har sgu da prøvet at gøre det på jeres måde
og nu har vi alle fucking brug for en psykolog og gruppeterapi
vi har sgu da også lov til at være til
vi har sgu da også lov til ikke at føle os fremmede
jeg er så træt jeg er så ked jeg er så vred
og jeg ved godt jeg sætter mig selv på spil
bliver et let offer i jeres læsning
når jeg som nu
skriver i affekt, flersprogligt og ene
men jeg er ligeglad
jeg vil bare gerne ha lov til at være her!
*
det er derude
alene iblandt dem
jeg bliver mindst
det er derude
alene iblandt dem
jeg har lært at tyde øjnene
blikkene de kaster af sig
*
deres plan sir ti år
at i 2030 er danmarkskortet uden huller
og så er ordet ghetto igen i brug af en stat
for første gang siden
hitler
wallah, første gang siden hitler
hitler
this is your country
og nu bruger alle hvide det
det er blevet en integreret del af sproget
normaliseret ligesom børnene i fængslerne
alle dem uden domme i udrejsecentre
det hele er blevet normaliseret
dobbeltstraf tvangsundervisning kun til brune
og der er så meget mere
*
synes du jeg ikke er til at nærme mig?
arbejd lidt selv for det
lav en liste og kryds af med de love
som kun rammer os
de ”ikkevestlige”
og til sidst:
hvis du føler dig ramt
vil jeg bare gerne sige:
thats your problem.
Deniz Kiy (f. 1994) er forfatter og uddannet fra Forfatterskolen i 2019. Han debuterer til foråret på et stort, dansk forlag.