Jakon Dall/Gyldendal
Man kan dårligt forestille sig en værre start på et nyt årti, end den vi fik, og derfor sukker vi pludselig efter en tilbagevenden til status quo. Med coronavaccinens komme og etablissementets genindtog i Det Hvide Hus får vi den muligvis. Men findes der andre veje fremad end tilbage til det velkendte?
Vi har bedt tre yngre forfattere om at invitere os med ind i deres dystopier og forestillinger om fremtiden under titlen ”Revolution, Danmark 2030”. Vi er nået til seriens sidste afsnit.
Det er skrevet af Shadi Angelina Bazeghi.
Revolution is not a onetime event
De to mægtigste krigere er tid og tålmodighed, skrev Tolstoj vistnok. Andre kloge mænd har siden påstået, at tid er penge, en mangelvare, relativt, dyrebart, en illusion. I den lineære tidsforståelse opfattes tiden som intervallet, ergo afstanden, mellem to hændelser. Og den universelle tid siges at være et mål for den mængde information, der skal til for at beskrive universets samlede tilstand præcist. Tiden er dermed uløseligt forbundet med entropi; graden af orden – eller rettere uorden – i et system. Og man kan altså umuligt beskrive tiden uden at forholde sig til rum og bevægelse. Min samlede tilstand kan imidlertid og for en gangs skyld sammenfattes med relativt få ord: jeg har det som en strandet hval. Jeg ved ikke længere, hvad det hele går ud på, as if nogen nogensinde har vidst det. Algoritmerne har overtaget vores tanker. Ordene mistet deres betydning. Jeg går konstant i stå, midt i en sætning, men i det mindste er folk holdt op med at bruge ord som ”fremragende”. Hvorfor skriver jeg i den her tid, hvorfor bliver jeg siddende her og ved med at køre rundt i tingene, på den her endemiske plasticstrand, hvor solen samlet set har skinnet i 17 minutter i løbet af den seneste måned? Jeg er bange for at lyde bedrevidende, but i told you so, for 10 år siden: opmærksomhedsøkonomien er programmeret til at underminere/vores vilje/vores frie (demokratiske) valg/gradvist/umærkeligt. It’s the gradual, slight, imperceptible change in your own behavior and perception, that is the product. Og algoritmerne arbejder dag og nat på produktet, der bliver købt og solgt at the highest bid, altså den information der skal til for at regne ud, hvordan man kan ændre din opfattelse og adfærd, uden at du selv bemærker det. Jeg giver en fuck for dystopien, dah’ling, det er apatien der dræber os, langsomt, umærkeligt. Det åndelige krybehul, hvor enhver revolutionær tanke bliver kvalt. Enhver forsimplet dogmatisk opfattelse udråbt til revolutionær. Hvad er da et fællesskab uden fælles magi? Et liv, en skrift uden fælles magi? Jeg drømmer om en flowmatisk fest i solskin, piña colada i flæng, i flæng, guldglimmer på øjenlågene og saltvandsdråber på en svedig skulder, hvor ensomheden opløses. Det er et belastende billede, I know, et belastende ord, så pinligt eller pinagtigt, hvad forskellen så end er, så misforstået. Ensomheden er en naturperle, en østers på havets bund, og som måske bliver fisket op, købt og solgt og båret af en kvinde, der har elsket og mistet og eksileret fra et hjemland, hvor hun også var en fremmed. Det er endnu et belastende billede, I know, ikke mindst fordi det er klasseblindt. Jeg kender ikke længere min egen stemme, skriver du, jeg har ladet algoritmerne tale for mig og vælge på mine vegne. Og jeg lod det ske, for jeg var træt af at tænke og overtænke alting, træt af konstant at tage stilling. Jeg ville så gerne have det hele serveret, vide hvad jeg skulle mene, for at være med på noderne eller noget. Jeg lod det ske, for livet, fremtiden, det ukendte var angstprovokerende. Jeg lod det ske, for jeg ville så gerne spejle mig i hvert et vindue, hvert opslag og ord. Du har sendt mig 75 mails. Ja, jeg har sgu talt dem. Er det mon for meget eller for lidt? En fortsættelse eller afbrydelse af økonomiens gentagende mønster, at du går, for at finde din alder, så snart magien udfolder sig? Jeg ved som sagt ingenting, for alt hvad vi ser og oplever er bare fragmenter af et større billede, af historien. Hvordan kan vi så elske eller hade eller dømme? Hvordan kan vi ellers? Hvordan kan vi ellers ændre vandspejlets hældning? How can we play or not play, how can we put one foot before us, or revolutionize or write? Når vi har knust hjulet, hvordan sikrer vi os, at det forbliver knust? Vi gav vores ungdom væk, siger du, da vi endelig mødes over et glas. Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst sov en hel nat. Man har prøvet at tie mig ihjel, as if jeg var et æsel, til for at bære det tunge slæb for så at holde min kæft for resten. Jeg drømmer igen, i den tidlige morgens nådefulde mørke, om kapitalismens cirkler, og revolutionerne, dah’ling, der alle har slået fejl, udover de poetiske. Ja, derfor eksister vi. Bliver ved med at gentage dagen og natten og endnuet. Du ligner dig selv, siger jeg, selvom det er 100 år siden og så dumt at tale om tid, hvis kærlighed er kærlighed. Such stupid games we play against all those we love.
– then a car passes
you know?
– then I miss my lover
and the rhythm
and the rhythm
you know?
så fingerspidserne
. det gør ondt
fuck for en flowmatisk nat
men det giver jo ingen mening, siger du. Hvad er da mening for dig, dah’ling – udover en konventionel, retlinet bevægelse? 1:1 forhold mellem det du læser og måden hvorpå du opfatter dig selv og normerne? Hvis en (hvid) mand havde skrevet det lort, jeg skriver, så havde det været avantgarde, det havde været en beundringsværdig kraftanstrengelse. Hvis en hvid kvinde havde skrevet det lort, jeg skriver, så havde det været feministisk. Så havde man ikke forsøgt at tie hende ihjel. Sorry not sorry to say, at vi ikke kommer udenom at tale om det. Hvad skal vi redde planeten for – andet end for selve planetens skyld – når nu en fobisk menneskehed, med speciale i udstødelse, lader meget tilbage at ønske. Nej, jeg er IKKE den stærke fortrøstningsfulde søster, der kan fortælle dig, at du gjorde det rigtigt første gang, dah’ling, at du aldrig behøver at gøre det igen. Jeg kæmper mine kampe, og jeg har mine øjeblikke. Jeg er her IKKE for at forklare meningen. Jeg er her IKKE for at bygge broer eller drikke dialogkaffe med dig og dit betydningsfulde slæng. Jeg er her for pillerne og græsset, fuglene og modstandshandlingerne. For at skrive om det meningsløse. Og den mængde information, der skal til for at beskrive et systems samlede tilstand, er for mig at se en digtsamling. Et flowmatisk mål for den tid og tålmodighed der skal til. Giv mig nu et ærligt svar, en ærlig afsked, dah’ling. Er der en måne udenfor dit vindue? Griner vanviddet? Er du intimideret? Er hun for feminin, er hun for maskulin, og kan du høre det nu? Lyden af hens hestekræfter i vintersolen, i morgendisen.
02.03.2030
(De kursiverede tekststykker stammer fra Audre Lorde, Flowmatic, Michael Strunge, Jim Morrison og Forugh Farrokhzad.)
Shadi Angelina Bazeghi (f. 1974) er forfatter, oversætter og redaktør. Hun har læst astronomi på Københavns Universitet og er uddannet fra Forfatterskolen i 2007. Hun debuterede med digtsamlingen Vingeslag og udgav i år sin anden digtsamling Flowmatic.