Er Løkke virkelig den danske Macron?

Mens tømmermændene og skihop gjorde sit for at bremse nyhedsstrømmen 1. januar, besluttede Lars Løkke Rasmussen at sætte ild til 2021 allerede på årets første dag. Den tidligere statsminister meddelte, at han melder sig ud af Venstre efter 40 års medlemskab for i stedet at blive løsgænger i Folketinget.

Løkkes afgang fra Venstre har fået rygterne om et nyt midterparti til at spire. Især efter Løkke søndag skrev en klumme i B.T., hvor han udlagde sine centristiske tanker, der går ud på at afskære yderfløjene fra indflydelse og i stedet sørge for et systembevarende og socialliberalt samarbejde over midten.

Denne pludselige lyst til at føre revolutionær kamp fra den normalt så kølige og reformistiske midte har fået politiske kommentatorer til at spekulere i, om Lars Løkke Rasmussen mon har fundet sin nye drejebog i Frankrig. Føljetons egen Lars Trier Mogensen skriver fx i Information, at Løkke er sprunget ud som en ”mini-Macron”, fordi den tidligere statsminister lige nu håber at kunne kopiere den strategi, der gjorde Macron til fransk præsident ved valget i 2017.

Macron gjorde netop oprør fra midten. Ved at iscenesætte sig selv som centristisk bolværk mod de stærke ekstremistiske fløje i Frankrig, fik han på rekordtid stablet en nyt parti på benene, der greb magten i en af Europas mægtigste nationer. Macron forlod det parti, der havde gjort ham til finansminister og udfordrede det ved i stedet at oprette partikonkurrenten ”En Marche”.

Måske Løkke håber at gøre det samme. Men kan det lade sig gøre? ”Løkke er ingen Macron”, skriver Lars Trier Mogensen, og han har ret. Men faktisk er Løkke alligevel mere Macron, end man lige skulle tro.

Person og æstetik

Umiddelbart er Macron og Løkke som nat og dag.

Bankmanden Macron er elitær. Han har læst filosofi, citerer gerne de store tænkere og er på alle måder bedre til de store ideologiske snakke end til de pragmatiske politiske forhandlinger. Det ses også tydeligt af hans manifest ”Révolution”, der kickstartede hans karriere som radikal centrist.

Lars Løkke er alt det modsatte. Hans image siger mere folkelig fadølsdrikker end velbevandret Heidegger- og Habermas-ekspert. Han har som toppolitiker holdt sig fra de store ideologiske tanker for i stedet at blive kendt som en af Danmarks bedste ”politiske håndværkere.” Det ses tydeligt af hans erindringsbog ”Om De Fleste og Det Meste”, der kickstartede hans karriere som radikal centrist.

Løkke og Macron er altså forskellige. Men det er Danmark og Frankrig også. I Frankrig er det en dyd at være kantet og kunne citere filosoffer. I Danmark er det en dyd at være rund og bunde fadøl i håndboldhaller. Macron indkapsler fransk æstetik, mens Løkke indkapsler dansk æstetik. Og det er her, de pludselig begynder at minde om hinanden.

Det kan ikke undervurderes, hvor meget æstetik og person betød for Macrons valgsejr. Macrons parti forkortes ofte blot ”EM”, hvilket lige så vel kunne stå for Emmanuel Macron. Macron ér La République En Marche. Der er ingen stærk partiorganisation bag og kun ganske få hårdtarbejdede lokalafdelinger. Marcrons parti står og falder med præsidentens popularitet.

Et Løkkeparti ville også udelukkende handle om Løkke. Det er måske faktisk hans store chance. Hvis han kan gøre som Macron og genopstå som inkarnationen af sit lands folkesjæl og pakke det hele ind i en fornuftig midterpolitisk pakke, så er der håb for den tidligere statsminister.

En del af det gamle

Hvis Løkke vil være den nye Macron, så er hans store held altså, at Danmark ikke er Frankrig. Men det er også hans største udfordring. For det politiske system og miljø i Frankrig gav Macron de perfekte vækstmuligheder. De gunstige betingelser er slet ikke til stede for Lars Løkke Rasmussen.

Da Macron begyndte sit sololøb lå det etablerede politiske Frankrig i ruiner. De to store partier Parti Socialiste og Les Républicains var fuldstændig smadret til umiskendelighed. Imens bragede især den stærkt højrenationale Marine Le Pen frem i meningsmålingerne, og på den yderste venstrefløj så Jean-Luc Mélenchon også stærk ud. Tilbage stod et hav af franske midtervælgere, der var nervøse for udviklingen på fløjene. De kunne ikke leve med de gamle partier, men de kunne heller ikke leve med de nye. Derfor kom Macrons centrum-projekt som sendt fra himlen.

Macron har aldrig været vanvittigt populær. I første valgrunde ved det franske valg fik han 24 pct. af stemmerne. Det er mange, men det er ingen revolution. Macrons strategi er ikke at være den bedste – blot at være bedre end de andre. Den har virket, men den vil ikke virke for Løkke.

For herhjemme er de gamle partier ikke imploderet. Etablissementet har det fint. Socialdemokraterne er stærke som aldrig før, og Venstre så også svært kampdygtige ud, indtil Løkke var med til at punktere dem. Nu bliver det måske i stedet det gamle stolte Konservative Folkeparti, der skal have en statsministerkandidat. Yderfløjene er der, men de er langt fra reel politisk indflydelse. Sådan er det ikke i Frankrig, hvor Marine Le Pen er et mulehår fra præsidentposten.

Der er derfor intet, der tyder på, at Løkke kan lave en Macron. Han har måske nogle af de samme kvaliteter, men han har ikke forudsætningerne.

Løkke mangler også den måske vigtigste egenskab, som Macron besad. Franskmanden symboliserede nyskabelse. Uanset hvor meget Løkke prøver, vil han altid symbolisere et skridt tilbage til det gamle. /Andreas T. Kønig