Nyhedsanalysen

Facebooks fordærvede bøf

An activist of Avaaz wears a mask depicting the face of Facebook CEO Mark Zuckerberg during a protest in Brussels, Belgium, December 15, 2020. REUTERS/Francois Walschaerts

En ny teori om hundes oprindelse er kommet på banen. Hidtil har man antaget, at hunde blev brugt som jagtpartnere af forhistoriske mennesker, eller at kæledyret opstod, da ulve begyndte at spise af menneskers affald. Ingen af de to forklaringer er dog tilfredsstillende, hvis man spørger forskerne bag en ny undersøgelse i tidsskriftet Scientific Reports. Ulve og mennesker var jo i konkurrence om mange af de samme byttedyr, så hvorfor skulle de pludselig slå pjalterne sammen? Og hvorfor skulle mennesker tillade, at glubske ulve nærmede sig lejren uden grund?

Nej, sagen er snarere bøf. Bogstaveligt talt. Forskerne mener, at de forhistoriske mennesker har haft kød i overskud i de hårde vintermåneder, som de har givet til nuttede ulveunger. Groft sagt. Selvom det lyder lidt kontraintuitivt, har jægersamfundene simpelthen haft mere kød om vinteren, end de kunne nå at spise. Mennesker kan jo ikke bare leve af kødproteiner – i hvert fald ikke uden at blive syge. Særligt ikke når kødet om vinteren er godt fedtfattigt. Resterne er derfor gået til hundene. Doggie bags var ældre, end vi gik og troede.

Billedet er både skønt og simpelt: Levn da ulven en luns kød. Som tak for gestussen vil den nemlig blive til en sød og tam hund. Sikken en skam, at vi mennesker tilsyneladende ikke fungerer sådan. Det er Facebook – og tilsvarende SoMe-tjenester – vist et godt eksempel på.

SoMe-propaganda

Gennem fire år har Donald Trump og hans gradvist mere rabiate sympatisører nydt godt af Facebooks (og Twitters) lempelige moderering af præsidentens MAGAlimatias. Falske påstande er blevet til hadetale, som igen er blevet til vanvittige konspirationsteorier. Lige så chokerende angrebet på den amerikanske kongres var, lige så forventeligt var det (i hvert fald i bagklogskabens vidunderlige lys). Man skulle jo bare gå ind på de rette internet-vandhuller for at se, hvilken vej vinden blæste. Med de sociale medier ved hånden har Donald Trump haft adgang til et potent propagandaredskab. Og det er blevet udnyttet.

Igen og igen har Mark Zuckerberg og kompagni smidt præsidenten en saftig luns kød, men det har ikke tæmmet galskaben. Snarere tværtimod. Den vævende tilgang til Trumps SoMe-opdateringer har gjort større og større demokratisk skade. Selvom Facebook og Instagram nu har suspenderet Trumps konti i mindst 14 dage – ligesom blandt andre Twitter og YouTube har været ude med riven – kommer tiltagene for sent. Man kan ikke rette op på fire års ødelæggelse af den offentlige samtale på en eftermiddag.

Desuden er det lidt bemærkelsesværdigt, at Facebook først har valgt at blokere Donald Trump, efter der er kommet et demokratisk flertal i Senatet – hvormed Facebook i mindre grad risikerer repressalier for manøvren. En af demokraternes største anker mod Facebook er jo netop, at de ikke svinger modereringshammeren hårdt nok (hvorimod republikanerne mener, at den bliver svunget for hårdt). Som SoMe-ekspert Katrine Villarreal Villumsen bemærker til Berlingske, er det karakteristisk for de digitale platforme, at der først bliver fejet for egen dør, når det er strengt nødvendigt. Når politikerne bliver fjendtligt stemt, og reguleringer begynder at komme på tale.

Socialt monopol

Her har vi netop kernen af problemet: Selvom de måske siger noget andet, er Mark Zuckerberg og kompagni skideligeglade med demokratiet. De kerer sig om indtægter, og de kerer sig om at ikke at blive begrænsede. Og de er mestre i at uddele saftige bøffer for at få deres vilje. Angrebet på US Capitol kan meget vel blive vendepunktet, der i sidste ende giver os et mere ansvarligt SoMe-landskab. Men som Politico-journalist Florian Eder fremhæver, er det i sig selv utroligt, at det lige nu er Zuckerberg, der enerådigt sidder med beslutningen:

”Elsk eller had Trump – men overvej, hvad det betyder for techregulering, inklusive EU’s indsatser og selve demokratiet, hvis et privatejet monopol er den (vestlige) verdens eneste topautoritet når opildnende tale og løgne online skal reguleres”.

Det er, rigtigt nok, tankevækkende. Gid vi havde fået en hundehvalp i stedet. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12