Nyhedsanalyse

Boble-alarm: Bitcoin sætter nye rekorder

Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix. FILE PHOTO: Representations of virtual currency Bitcoin are placed on U.S. Dollar banknotes in this illustration taken May 26, 2020. REUTERS/Dado Ruvic/Illustration/File Photo

Bitcoin-boblen er tilbage! Eller, kan man overhovedet kalde den digitale valutas succes for en boble? Vi ved det ikke!

Tilbage i 2017 var den ellers helt gal. På mindre end et år steg kryptovalutaens kurs fra 1.000 dollars stykket til svimlende 20.000 dollars – inden den på nogle få uger styrtdykkede til ”sølle” 3.000 dollars per bitcoin. Da euforien var på sit højeste, ville alle have bitcoins, som var de hollandske tulipaner anno 1637. Og når selv din computerforskrækkede bedstemor spørger, hvordan man køber kryptovaluta, er boblens brist vist ikke så overraskende.

Kollapset var dog ikke vildere, end at bitcoin sidenhen har kunnet rejse sig som en hovedrig fugl føniks. De seneste uger er det igen stukket helt af, da bitcoins kurs pludselig er blevet fordoblet. Prisen for en bitcoin har nu været oppe og runde 40.000 dollars – en voldsom stigning fra cirka 5.000 dollars tilbage i marts. Søndag faldt kursen så igen med mere end 10 pct. Bitcoin-rutschebanen lever i bedste velgående. Eller som de siger i Twin Peaks: ”It is happening again”.

Digitalt guld

Sammenlignet med manien i slut-2017 virker denne omgang bitcoin-jubel dog mere afdæmpet og – ja, vi tør næsten ikke skrive det – stabil. Bedstemor ringer ikke, men til gengæld er bankerne bidt på. Og det er nok her, den store forskel ligger. Fra at være et risikabelt investeringseventyr for privatforbrugere, er bitcoin blevet til et (næsten) helt lødigt finansprodukt for investeringsfonde og deslige. Kryptovalutaen er kommet ind i varmen hos de helt store pengemænd – og har dermed fået en større aura af legitimitet.

Møntfodens forbedrede image ses måske allerbedst hos investeringsbanken JPMorgan Chase. I 2017 fik bankens adm. direktør Jamie Dimon sagt, at bitcoin var et ”svindelnummer” og at ”man en dag ville betale prisen for det”, hvis man var ”dum nok” til at købe kryptovalutaen. Nu, godt tre år senere, vil JPMorgan end ikke udelukke, at bitcoin kan blive et reelt alternativ til guld.

Det er da også her – ved sammenligningerne med guld – at man skal finde en vigtig forklaring på bitcoinkursens nylige himmelfart. Under coronakrisen har den økonomiske situation skabt bekymringer for inflation og nye, mulige bankkriser. I et sådant miljø bliver bitcoin pludselig mere attraktiv, da den samlede mængde af bitcoins faktisk er begrænset. Ligesom guld vil møntfoden derfor være mindre sårbar, når inflationen raser. Samtidig bryster bitcoin sig af at være en såkaldt decentraliseret valuta, der ikke er afhængig af bankerne – hvilket igen ses som et plus under en pandemi fyldt med usikkerheder.

Selvom de nye prisstigninger stadig lugter lidt af tulipaner, synes der altså at være større ræson i bitcoins succes nu end for tre år siden. Dermed ikke sagt, at det er blevet et sikkert sted at lægge sine penge. For slet ikke at tale om, at bitcoin stadig er en af de helt slemme klimasyndere. Som Frankfurter Allgemeine Zeitung tørt bemærker, svarer strømforbruget for én enkelt bitcoin-transaktion til 23 dages strømforbrug hos en gennemsnitlig amerikansk husholdning. Så vi overlever nok, hvis bitcoin alligevel ikke bliver fremtiden. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12