Det hævdes, at danskerne ikke kender til vores fortid som slavenation. At den brede danske befolkning ikke længere skulle vide, at Danmark tilbage i 1700-tallet var verdens syvende største slavehandlernation, og at mindst 110.000 afrikanere blev kidnappet og sejlet over Atlanterhavet under dansk flag – og solgt på de Dansk-Vestindiske øer.
Desværre er uvidenheden en skrøne: Dybt nede i vores fælles underbevidsthed synes den mølædte overmenneske-mentalitet at leve videre. I daglige møder med den moderne verdens nye former for slaveri er der overraskende mange faggrupper – ikke mindst søens folk – som viderefører fortidens syreblanding af systematisk udbytning og åbenlys racisme.
Mød 53-årige Justice Numo fra Ghana: Han kommer fra netop det vestafrikanske land, hvor Danmark i flere hundrede år hentede slavegjorte mennesker fra, dengang under navnet ‘Guldkysten’. I tre år har Justice Numo levet ombord på et ramponeret fiskeskib i Thyborøn, uden pas og opholdstilladelse, og har måttet nøjes med at få en hyre langt under mindstelønnen.
Underbetalingen er næsten det mindst usle ved historien. Fra første færd opfattede de andre fiskere i Thyborøn nemlig ikke Justice Numo – og hans makker Reuben Kotei, som også var lokket herop på falske forudsætninger – som noget nær ligemænd. Og heller ikke ‘blot’ som billige østarbejdere. Nej, de to ghanesiske sømænd blev udsat for vedvarende og nedværdigende ydmygelser, som udstiller, at Danmarks fortid som slavenation er levende nutid:
”Jeg fik at vide af kaptajnen på et fiskefartøj i rederiet, at mandskabet ville få mange penge for turen, men ikke præcist hvor mange penge. Da jeg sagde, at jeg fik 150 euro for hver tur på havet, sagde kaptajnen, at jeg var en slave. Han begyndte at kalde mig ‘Kunta Kinte’ efter de afrikanske slaver, der blev købt i Afrika og sendt til Amerika, og i løbet af turen begyndte alle ombord at kalde mig det,” fortæller Justice Numo til DR.
Kunta Kinte. Som hovedpersonen i Alex Haleys roman Rødder, som blev populariseret som tv-serie i 1970’erne, og som skildrer menneskehandlen fra Afrika til Amerika, har Justice Numo været gjort til slave i Nordjylland. Og fiskerne har tydeligvis set ned på de to ghanesere som to undermennesker, der ligefrem fortjente håndøre og nedværdigelser.
Flere og flere slaver
De rådne rødder fra Danmarks epoke som slavenation er ikke visnet bort. Tværtimod. For reaktionen på det årelange forløb med Justice Numo og Reuben Kotei fordobler næsten kun tragedien. Skibsrederen fra Thyborøn, der anslået har tjent op mod fire mio. kr. på de to mænd, stod i går tiltalt ved byretten i Holstebro. Tiltalt for menneskehandel til tvangsarbejde i Danmark.
Men, surprise, surprise: Skibsrederen – som gennem alle årene havde kaldt Justice Numo for ‘Kunta Kinte’, og som helt fra begyndelsen havde inddraget pas og personlige papirer – blev i går frikendt for anklagen om menneskehandel til tvangsarbejde. Han blev i stedet dømt for åger, altså udnyttelse af en anden person til egen vinding, samt for at have udnyttet de to ghanesere til at arbejde for sig under uegnede forhold.
Skibsrederens forsvarsadvokat Peter Secher lød befriet efter dommen: ”Jeg er enormt lettet på min klients vegne, at han blev frifundet for det, der havde med slaverilignende forhold at gøre”. Spørgsmålet er dog, om skibsrederen og forsvarsadvokaten overhovedet havde behøvet at være nervøse på forhånd. For prøv at gæt: Hvor mange er mon dømt for slaveri i Danmark?
Her kan det være på sin plads at nævne, at Center Mod Menneskehandel – en del af Socialstyrelsen – vurderer, at der løbende er omkring 100 personer, som menneskehandles til tvangsarbejde her i Danmark. Typisk udlændinge, der lever indespærrede på skibe som Justice Numo og Reuben Kotei, eller slavegjorte sexarbejdere, som holdes fangede på bordeller rundt om i landet.
Center Mod Menneskehandel skriver i den seneste årsrapport: ”Mere end halvdelen af de personer, der blev vurderet handlet i 2019, var udsat for seksuel udnyttelse. Omkring en fjerdedel var udnyttet til tvangsarbejde, og knap en tiendedel var udnyttet til strafbare handlinger”.
Okay, tilbage til spørgsmålet: Hvor mange er mon dømt for slaveri i Danmark? Svaret er, bedrøveligt nok, et rungende nul. Zip, Zilch, Nada! Alle retssager, der hidtil har været ført om menneskehandel til tvangsarbejde i Danmark, har ført til frikendelse på netop det anklagepunkt. Det lyder da også sjældent ubehageligt med slaveri i dagens Danmark.
Ikke desto mindre vurderer leder ved Center Mod Menneskehandel, Trine Ingemansen, at ”flere og flere bliver menneskehandlet til tvangsarbejde, også flere end vi ser”, og hun tilføjer så: ”Det er et problem”. Og måske er problemets kerne, at den racistiske ridefoged-attitude på den ene side stadig trives ude på både kajen og sengekanten, men ignoreres af det etablerede Danmark.
Hykleriets kongerige
Antropolog og seniorforsker ved DIIS, Sine Plambech, som forsker i moderne menneskehandel, påpeger, at billedet af tidens slaveri er forskruet. Glem jernlænkerne: ”Det hører den historiske slavehandel til. Den form for slaveri, vi ser i dag, kan sagtens gå rundt på havnen i Thyborøn og arbejde,” siger Sine Plambech: ”Det er meget tankevækkende, at der er to mænd fra Ghana, der har gået rundt i Thyborøn og arbejdet under kummerlige vilkår i tre år, før nogen har reageret”.
Paradoksalt nok greb myndighederne først ind, da grænsepolitiet opdagede, at Justice Numo og Reuben Kotei hverken havde pas eller arbejdstilladelse. Det var således den stramme udlændingepolitik, som gjorde udslaget – ikke tvangsarbejdet, ikke racediskriminationen, ikke frihedsberøvelsen. Og kulminationen blev altså, at skibsredderen også i går blev frikendt for det afgørende anklagepunkt om menneskehandel til tvangsarbejde.
Selvbilledet af Danmark som en progressiv oase er og bliver en illusion. Eller som daværende statsminister Anker Jørgensen (S) sagde i sin nytårstale i 1973, efter han i flyveren på vej til de vestindiske øer havde læst Thorkild Hansens romantrilogi om den danske slavehandel, og nu sad med to øl i kabinen:
”Mens jeg drak, sagde jeg til mig selv, at alt det der med slaver og slaveskibe, det er jo fortid. Det var noget, der foregik i 16- og 1700-tallet. Men nu? Nej, det er vi da heldigvis fri for. Og dog! Vi ved, at der mange steder på jordkloden findes undertrykkelse og vold, at der er bitre kampe imellem undertrykte og undertrykkere”.
Anker Jørgensen forstod, på egen krop og med reel indignation, at selv den groveste udnyttelse ikke er et færdigt kapitel. Hverken i 1973 eller i 2021. Han fortsatte sin nytårstale med ordene: ”Kampen for frihed, for retfærdighed, for menneskeværdige vilkår er en evig kamp. Mennesket har aldrig fået noget foræret. Den tekniske og økonomiske udvikling har kun givet kampen nye dimensioner – men ikke ændret dens grundvilkår”.
Tænk, hvis Danmark kunne blive det første land i verden, der rent faktisk forbød slaveri? Ikke kun pro forma, som i 1792, da ‘Forordning om negerhandlen’ formelt stoppede den transatlantiske handel med slaver på danske skibe, men hvor menneskehandlen fortsatte på kongerigets øer, Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt John. Tænk, hvis Danmark kunne blive det første land i verden, der rent faktisk forbød slaveri? /Lars Trier Mogensen