Nyhedsanalysen

Kontinentet: Vaccination i sneglefart

I næsten et år har hele det europæiske kontinent sukket efter dette øjeblik. Vi har ventet og ventet og ventet på vaccinen. Nu er den her. Men så er den her bare ikke rigtig alligevel.

For selvom den vigtige medicin er færdigudviklet, testet og klar til injektion, så har flere europæiske lande haft problemer med at rulle den ud i en fart.

Først var det EU, der fik skylden. I december udkom en krads og kritisk artikel i den tyske avis Spiegel, hvor Unionen blev beskyldt for at have købt for få vacciner og for sent. Ifølge artiklen skal EU blandt andet have sagt nej til et tilbud om indkøb af ekstra vacciner fra BioNTech/Pfizer, fordi man i et forsøg på at behage franskmændene i stedet købte vacciner fra det franske medicinalfirma Sanofi. Problemet er bare, at mens BioNTech/Pfizer nu har en færdigudviklet vaccine, der er både sikker og effektiv, så har en godkendelse af vaccinen fra Sanofi stadig lange udsigter.

Så sent som i går var EU ude og skyde disse beskyldninger ned. I Europa-Parlamentet måtte direktøren for Europa-Kommissionens generaldirektorat for sundhed, Sandra Gallina, stå skoleret i vaccinesagen. Hun forklarede til parlamentarikerne, at EU har købt alle de vacciner, de kunne komme i nærheden af. ”Der er nogen, der forestiller sig, at vi havde mulighed for at købe flere. Der vil jeg sige, at vi gik meget langt, og vi købte alt, hvad vi kunne købe”, lød det fra Gallina.

Bureaukratisk sammenbrud

Men måske er det alligevel lige fedt, om EU havde købt flere vacciner. For i mange EU-lande har de voldsomme problemer med at få brugt de vacciner, de faktisk har fået.

Mens Danmark lige nu er et af de lande, der har givet flest vacciner pr. indbygger, så er der en række andre EU-lande, der er voldsomt bagud. De var simpelthen ikke klar til at modtage vaccinerne og give den til befolkningerne. Infrastrukturen manglede.

I den første uge, efter vaccinerne blev rullet ud i Europa, lykkedes det Frankrig at vaccinere sølle 500 mennesker. Til sammenligning blev der i den periode vaccineret 200.000 tyskere. For alle, der kender bare en smule til det franske system, er det ikke den største overraskelse, at det er det franske bureaukrati, som har sørget for snegletempoet. Vaccinemodtagere (der i første omgang har været ældre mennesker på plejehjem) har både skullet skrive under på dokumenter og til lægekonsultation, inden de kunne få stikket. Den slags tager tid.

Men franskmændene har også været langsomme med vilje. En meningsmåling viser, at kun 40 pct. af franskmændene gerne vil vaccineres, og med den ekstreme vaccineskepsis har myndighederne været bange for at gå for aggressivt frem. Nu har præsident Macron dog beordret, at tempoet skal sættes i vejret.

Selvom tyskerne er foran franskmændene, har der også her været vrede over det langsomme tempo. De tyske politikere har på skift beskyldt hinanden for problemer med udrulningen, ligesom nogle af dem har forsøgt at give EU skylden. COVID-vaccinerne ser ud til at være blevet en del af den tyske valgkamp.

I Italien og Grækenland har de manglet nåle. I Spanien har de manglet sygeplejersker, men værst har det stået til i Holland. I det ellers normalt så velorganiserede land kom de først i gang med at give vacciner hele ti dage efter, de andre EU-lande gik i gang. En af hovedårsagerne var, at et IT-system skulle opdateres, så sundhedspersonalet havde mulighed for at holde styr på hvilke borgere, der skulle vaccineres hvornår.

Lige så stille er vaccineindsatsen ved at komme op i gear i Europa. Men det kan ende med at koste politiske hoveder, at store dele af kontinentet var så dårligt forberedt på noget så vigtigt.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12