Det var den bedste tid, det var den værste tid – for Jakob Ellemann-Jensen.
Formanden for Venstre kan nu endelig ånde lettet op: Der kommer ikke noget kampvalg til næstformandsposten i Venstre. Det er ikke længere muligt at melde sit kandidatur, og dermed bliver det Ellemanns foretrukne kandidat, formand for Danske Regioner Stephanie Lohse, der for fremtiden bliver nummer to i det liberale parti.
Den driftssikre Lohse har lovet at koncentrere sig om Venstres interne linjer, og dermed skal Ellemann ikke længere bekymre sig om en næstformand, der i en uendelighed er ude og udfordre den linje, han selv sætter for partiet – noget som tidligere næstformand Inger Støjberg excellerede i.
Med Lohse ser den uendelige og destruktive kamp mellem formand og næstformand i Venstre nu endelig ud til blive bragt til ophør. Ikke mere Løkke vs. Jensen. Ikke mere Ellemann vs. Støjberg. Nu er der kun én formand.
Ligeledes har politiske kommentatorer ikke været sene til at påpege, at selvom Lars Løkke Rasmussens udmeldelse af Venstre og Inger Støjbergs fald fra tinderne kan være hårdt for partiet, så giver udrenselsen af de ledende fløjskikkelse endelig en smule arbejdsro for Ellemann.
Ja, det ville være den bedste tid for Jakob Ellemann-Jensen, hvis det ikke var fordi, at det er den værste. I går dukkede der to nye meningsmålinger op, og de er brutale.
Hos analyseinstituttet Voxmeter har de målt Venstre til at ligge på 13 pct. af stemmerne. Det er slemt. Rigtig slemt. Alligevel håber de i Venstre, at den måling er rigtig. For ovre hos B.T. har YouGov målt Venstre til sølle 9,2 pct., hvilket er det laveste niveau for Venstre i en YouGov-måling nogensinde. Imens er Konservative pludselig tilbage som det store borgerlige parti med næsten 13 pct. af stemmerne, og minsandten om det højrenationale Nye Borgerlige ikke også har krøbet sig over Venstre med hele 11,8 pct. af stemmerne.
Det er en vild måling fra YouGov, og måske er den også for vild. Det er altid vigtigt at have i baghovedet, at målinger ofte rammer forkert, og netop YouGov har en tendens til at måle Venstre lavt og Nye Borgerlige højt (som TV2’s politiske analytiker Hans Redder her forklarer på Twitter). Hvad man dog kan stole på, er den generelle tendens i målingerne, og her er det helt tydeligt, at Venstre styrter i en heftig fart.
Har Jakob Ellemann-Jensen så i det mindste fået arbejdsro? Ikke rigtig. Dels er det sjældent, at passagererne på et synkende skib giver kaptajnen arbejdsro, og dels spøger de gamle spøgelser stadig. For det kan godt være, at Inger Støjberg ikke længere er næstformand, men hun er stadig en del af partiet, og selvom hun måske ikke er det længe, så har hun åbenlyst planer om at lave en del ravage, inden hun (måske) forlader skuden.
For selv uden næstformandsposten bliver hun ved med at underminere sin formand. Allerede inden det overhovedet er sket, brokker hun sig højlydt i B.T. over at få taget sit retsordførerskab fra sig – her får hun også lige sagt, at ”ledelsen” (læs: Ellemann) ikke har ”mod og mandshjerte nok til at fortælle mig den slags direkte”. I forbindelse med Venstres beslutning om at støtte en rigsretssag, kaldte Støjberg det ligeledes ”den største mistillidserklæring jeg kan få fra min egen formand”.
Ikke overraskende bliver Støjbergs støtter i Venstre mere og mere fortørnede, for hver gang deres egen Jeanne d’Arc råber op om den uretfærdige behandling, hun får, og det synes ganske sandsynligt, at det er Støjberg-tro vælgere, der i målingerne er rykket fra Venstre til fx Nye Borgerlige.
Mon ikke Jakob Ellemann-Jensen stilfærdigt går og mistænker sin tidligere næstformand for at agere femte kolonne i Venstre. Hvis hun alligevel snart partihopper, kan Støjberg lige så godt bruge sin sidste tid som Venstre-kvinde på at brænde Ellemann, hans parti og hans projekt ned til grunden. Så kan hun samle resterne op i sit nye parti. /Andreas T. Kønig