Nyhedsanalysen

Obi-Wan Navalnyj

Alexander Nemenov/AFP/Ritzau Scanpix

”Du kan ikke vinde, Darth. Hvis du nedlægger mig, bliver jeg mere magtfuld, end du overhovedet kan forestille dig.”

Citatet kommer fra jedi-helten Obi-Wan Kenobi, da han i filmen ”Star Wars Episode IV: A New Hope” krydser lyssværdsklinger med den onde Darth Vader. I slutningen af deres duel vælger Obi-Wan at stoppe med at kæmpe, og med et smil på læben lader han sig passivt blive nedkæmpet af Vader. Han er tilsyneladende død, men en jedi dør aldrig rigtigt. I stedet bliver han en del af kraften, en kosmisk, metafysisk energi igennem hvilken han kan guide det videre oprør mod Vader og det onde imperium.

Den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj synes at have taget sin oprørstaktik fra den store jedimester. Skift navnet ”Darth” ud med ”Putin”, og så har vi et citat, som Navalnyj sagtens kunne have ytret, da han i begyndelsen af denne uge blev taget til fange af myndighederne ved sin hjemkomst til Rusland.

For Navalnyj er det utvivlsomt ikke kommet som den store overraskelse, at han ville ende i fængsel, hvis han vendte tilbage til sit hjemland. Det russiske regime har ikke holdt det hemmeligt, at der ventede Navalnyj en hård behandling, hvis han vendte tilbage til Rusland. Navalnyj har tilbragt de seneste måneder i Tyskland, efter han tilbage i september sidste år blev forsøgt giftmyrdet – muligvis af Kreml.

Russerne håbede øjensynligt, at de med deres intimidering kunne holde Navalnyj ude af landet. Men Navalnyj tog alligevel til Rusland og lod sig anholde. Ligesom Obi-Wan lod han sig nedkæmpe uden kamp, og selvom Navalnyj fra sin fængselscelle ikke kan blive en del af en kosmisk kraft, så håber han utvivlsomt, at han kan blive til et kraftfuldt symbol, der udstiller det russiske regimes mørke sider. Ligesom Obi-Wan dirigerer oprøret fra det hensiddes, håber Navalnyj, at han kan dirigere oprøret fra sin celle. Han har allerede lagt en video op, hvor han opfordrer sine støtter til at gå på gaden og kæmpe mod Putins styre. ”Ikke for mig, men for jer, for jeres fremtid,” lød det fra Navalnyj.

I det uafhængige russiske medie Proekt tror de på hans mission. De skriver:

”Navalnyjs publikum er blevet større de seneste måneder, og det er potentielt mere farligt for Kreml, end at hans kernestøtter bliver radikaliseret. Ifølge meningsmålinger kender tre ud af fire til forgiftningen … Disse folk kender nu til det spirende lederalternativ, hvor der ikke har været noget alternativ hidtil, og det er en dramatisk udvikling. Det er en stille protest, men den udtrykte utilfredshed er i stigende grad begyndt at udvikle sig til oprør.”

Men det kan også være, at Navalnyj har forregnet sig. For myndighederne er gået i gang med at forberede sager, der kan holde oppositionslederen i fængsel længe, og hvis det lykkes for Putins folk at afskære Navalnyj fra at kommunikere med sine folk, så står oppositionen pludselig uden en leder, og lederen står uden en opposition. Navalnyj er lykkedes med at få valgt oppositionskandidater ved flere lokalvalg, og planen var, at hans taktik skulle rulles ud i stor stil ved det russiske parlamensvalg til september.

Men hvis han er spærret inde, er der ikke meget, han kan gøre. Måske kan hans tilfangetagelse sætte gang i en oppositionsbølge. Men i værste fald kan han lige så stille gå i glemmebogen. /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12