Nyhedsanalysen

Så... Hvad har Joe Biden egentlig tænkt sig?

Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix. FILE PHOTO: U.S. President-elect Joe Biden introduces key members of his White House science team at his transition headquarters in Wilmington, Delaware, U.S., January 16, 2021 REUTERS/Kevin Lamarque/File Photo

Joseph R. Biden er blevet indsat som USA’s 46. præsident, og det skorter ikke på ambitionerne. Oprydningsarbejdet efter Donald Trump bliver monumentalt, men Biden er klar fra dag et. Ja, faktisk har han længe lagt op til, at de første 100 dage bliver særligt symbolske. Det er her, Joe Biden i en syndflod af præsidentielle dekreter og lovforslag skal sætte kursen for de næste fire år. Pandemien skal under kontrol, klimaet skal reddes og USA skal have sin værdighed tilbage. Det kan ikke hurtigt nok.

Lige så imponerende som Bidens plan lyder, lige så svær kan den dog være at holde styr på. Hvordan skal vi kunne huske alle tiltagene i forbifarten? Frygt ej; hvis der er én ting coronakrisen har lært os, så er det, at en god omgang fællessang løser alt. Tillad os derfor at præsentere:

Langt ude i skoven lå en præsident

Langt ude i skoven lå en præsident/ Aldrig så jeg så ambitiøs en præsident/ Præsidenten har mange flere tiltag

Præsidenten genindmeldte USA i Parisaftalen/ Aldrig var skoven så lettet/ USA i Parisaftalen/ Præsidenten har mange flere tiltag

Præsidenten genindmeldte også USA i Verdenssundhedsorganisationen (WHO)/ Aldrig var verdenssundheden så lettet/ USA i WHO/ USA i Parisaftalen/ Præsidenten har mange flere tiltag

Og så fjernede Bide- øhm, præsidenten også forbuddet mod indrejse fra overvejende muslimske lande som Iran, Somalia og Syrien/ Aldrig var de rejsende så lettede/ Fjernede indrejseforbud/ USA i WHO/ USA i Parisaftalen/ Præsidenten har mange flere tiltag

Desuden gjorde præsidenten det obligatorisk at bære ansigtsmasker i alle føderale bygninger/ Aldrig var de føderale bygninger så lettede/ Obligatoriske ansigtsmasker/ Fjernede indrejseforbud/ USA i WHO/ USA i Parisaftalen/ Præsidenten har mange flere tiltag

…Okay, det bliver hverken verdens korteste eller mest elegante sang. Men altså, sæt Philip Faber eller Sigurd Barrett på sagen, så skal den nok blive et hit alligevel. Når nu grundstrukturen er på plads, vil vi tillade os at lave en mere regulær gennemgang af Bidens øvrige ønsker. Så kan du selv sætte dem på vers efter behov:

– Biden har gjort håndteringen af coronapandemien til sin umiddelbare førsteprioritet. De to store pièces de résistance bliver at få mindst 100 mio. amerikanere vaccinerede inden for 100 dage, samt at få vedtaget en enorm økonomisk hjælpepakke på 1,9 billioner dollars. I pakken indgår blandt andet en plan om at give amerikanere en check på 2.000 dollars, ligesom Biden vil hæve mindstelønnen til 15 dollars i timen. Hjælpepakken skal dog først vedtages i den amerikanske kongres.

– Sideløbende med de coronaorienterede tiltag ventes Biden at fremlægge en plan for at gøre USA CO2-neutral inden 2050. Samtidig vil en bred vifte af de klimareguleringer, som Trump afskaffede, blive forsøgt genindført.

– Under Trump-administrationen blev flere børn tvangsfjernet fra deres familier ved den amerikansk-mexicanske grænse. Biden vil have familierne genforenet. Derudover vil præsidenten modernisere immigrationssystemet og gøre det nemmere for godt 11 mio. illegale immigranter at opnå statsborgerskab.

– Det skal igen være lovligt for transkønnede at tjene i det amerikanske militær uden forbehold eller restriktioner. Desuden vil præsidenten indføre lovgivning, der give bedre beskyttelse til LGBTQ-grupper. Tilsvarende vil Biden blandt andet nedsætte en kommision, der skal overvåge politiet og bekæmpe institutionel racisme. Joe Bidens stabschef Ron Klain peger selv på raceulighed som en af de fire kriser, den nye administration ønsker at løse. De tre øvrige er henholdsvis coronakrisen, den dertilhørende økonomiske krise samt klimakrisen.

Som sagt: Der bliver nok at se til for den nyudklækkede præsident. DR må hellere rydde sendefladen til næste omgang fællessang. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12