Shame
Man troede ikke længere, at det var muligt, men den britiske rock har minsandten fået en overbevisende genopblomstring de seneste år. Pludselig er postpunken kommet tilbage på menuen, som har brexit vækket noget af den samme musikalske indignation, som var til stede i Thatcher-æraen. Bands som black midi, IDLES, Fontaines D.C. (okay, de er så irske, men stadigvæk), Mush, Squid, The Murder Capital (også irske) og Shame har alle sat guitaren tilbage i forstærkeren for at fortælle, at de ikke gider mere pis. Og nu er sidstnævnte klar med en mesterlig opfølger til debutpladen Songs of Praise fra 2018.
Tilblivelseshistorien for Drunk Tank Pink – som den nye plade hedder – følger et klassisk mønster: Efter at have hittet med debuten gav de unge gutter den gas med endeløse turnéer og det glade rockstjerneliv. Så ramte tømmermændene, og Shame måtte trække sig tilbage og gruble lidt over deres nye tilværelse. Isolationen gav samtidig anledning til en gentænkning af deres musikalske udtryk. Kunne man mon gøre tingene lidt anderledes? Nogle yngre bands knækker nakken på sådanne manøvrer, andre tager deres lyd til nye højder. For Shame er det sidste heldigvis tilfældet.
Om noget lyder Drunk Tank Pink både frisk og legesyg. Der er tydeligvis blevet lyttet til en hel del Talking Heads i isolationen, men også eksempelvis 00’er-indierockere som Interpol og Editors. Den inspiration er så blevet blendet med et fandenivoldsk, vitalistisk udtryk, som egentlig står i kontrast til de dystre toner. Shame går på udforskning i både livet og postpunk-musikken, som kun unge i start-20’erne kan gøre det. Følelserne sidder ikke kun uden på tøjet, de sidder også uden på guitaren, som vrides og tvinges til at røbe sine hjertekvaler. Og hver gang man tror, man har regnet den ud, skifter Shame ubesværet gear.
Musikalsk snestorm
Hjørnestenen på albummet er singlen ”Snow Day”, der meget godt viser Shames spændvidde. I løbet af fem minutter bliver lytteren først trukket gennem et goldt landskab af spoken word og forvrængede basgange, førend snestormen rammer, og forsanger Charlie Steen (ej at forveksle med skuespiller Charlie Sheen) krænger sine frustrationer ud i en kakofoni af guitarlarm, der vokser og vokser … indtil tempoet igen sænkes, stemmen nu bliver messende, og man igen må gætte på, hvor vi nu skal hen. Det oser af overskud og lyder – utroligt nok – også temmelig godt. Shame ved, at de kan skrue en solid rocksang sammen. Så hvorfor ikke også lege lidt med formerne?
I modsætning til mange andre af de nyere britiske bands (med IDLES som det nok fremmeste eksempel) er Shame ikke lige så udtalt politiske i deres tekster. Men på et personligt, eksistentielt plan rammer de alligevel den desillusionerede stemning, som (igen-igen) er blevet så karakteristisk for den nye britiske postpunk. ”The morning comes and the evening fades/ The shirt is gone but the tie remains”, synger Charlie Steen på ”Great Dog”. Fremtiden findes stadig ikke, hvis du spørger de unge briter. Det er ikke just skønsang, men det er leveret med overbevisning og nerve. Præcis sådan, som god rock skal skæres. /David Dragsted