Nyhedsanalysen
Du må vælge: 'Black Army eller mig'
”Det store problem i ghettoen er den udsigtsløse fremtid og banderne, som breder sig.” I sin føljeton om Gellerupparken har journalist Louise Stigsgaard mødt et tidligere medlem af Black Army; banden, der sværger på koranen og breder sig i Danmark. Mød 18-årige Ahmed, der har droppet elefanthuekriminaliteten og bandelivet. Alligevel tegner fremtiden slet ikke lys.
Da 18-årige Ahmed blev forlovet, trak hele hans liv og brutale opvækst sig sammen om ham. På den ene side stod hans forlovede med langt krøllet, blondt hår. Fra den anden side halede barndommens røverier med et støvsugerrør, bander og oversavede jagtgevær ind på ham. Det var skønheden over for udyret lige dér i rummet i Gellerupparken, hvor to familier festede for at blive til én. Ahmed forlod kortvarigt forlovelsesfesten for at gå ned og ryge en cigaret. ”Jeg ryger ikke smøger foran min mor,” fortæller han mig med et grin. Men Ahmed kom først tilbage til ghettoen et år senere.
Nede på gaden tændte han en cigaret, inhalerede og pustede ud mellem betonblokkene og parabolerne. Så dukkede en politibil op, og politiet anholdt ham. På hans mobiltelefon fandt de en video, hvor han og andre bandedrenge skyder med et oversavet jagtgevær. Drengene skød ikke mod noget mål. Men Ahmed blev dømt for at have affyret et skarpladt våben og fik halvandet års fængsel. Bryllupsplanerne blev udsat. Så tæt på, og så alligevel ikke.
Ahmed, hvis rigtige navn er redaktionen bekendt, forlod skolen som 11-årig. Som 14-årig blev han sigtet og dømt for syv røverier. Da han var 18, blev han medlem af den berygtede bande Black Army. Banden er kendt for, at nye medlemmer sværger på koranen. Black Army breder sig hastigt i Danmark og har netop indgået en alliance med den stærke tyske bande United Tribuns Forever (UTF).
Ahmeds liv og zigzagrute ind og ud af institutioner og fængsler er det liv, som mange danske unge fra ghettoerne lever. De er en tabt generation – og for mange iagttagere at se en tikkende bombe, fordi nogle af drengene er i risiko for at blive radikaliserede.
Tog elefanthue på som 13-årig
Jeg går hen ad Dortesvej i området, hvor graffiti og smadrede ruder blinker i solen. Jeg har besøgt Gellerup mange gange for at skrive om drenge og piger på vej ind i – eller ud af – radikalisering. Nu har jeg camperet blandt blokkene, der går for at være Danmarks værste ghetto og huser omkring 7.000 beboere, hvoraf mere end 80 procent har flygtninge- og indvandrerbaggrund. Gellerup har ofte været førende i alle statistikker: Fra den laveste indkomst til den hårdeste kriminalitet. Men betonen huser også meget håb og ambitiøse unge, der klarer sig mod alle odds.
Jeg prøver at finde svar på nogle af de spørgsmål, der har bragt Danmark i kog: Hvordan påvirker det Gellerup, at to af områdets kendte imamer er blevet afsløret i bl.a. at anbefale afstraffelse af børn og stening af kvinder? Og hvad er temperaturen oven på flere europæiske terrorangreb i ghettoen, som har udklækket flere af de mest hårdføre syrienskrigere?
Da Ahmed var 13 år, trak han elefanthuen ned over hovedet og begyndte at begå røverier. Et af forbillederne var en fyr fra kvarteret, der i miljøet går for at være en bas wahed. Betegnelsen betyder ‘blot et’, underforstået at han er berygtet og respekteret for kun at have brug for ét slag til at forsvare sig eller angribe. ”Kulturen på gaden i mange ghettoer er kriminalitet,” fortæller en tidligere kriminel fra Gellerup. ”Når danske unge går på efterskole, går vi ud i kriminalitet og bliver gadedrenge.”
Til at begå røverierne brugte drengene, hvad de lige faldt over. ”En stor kæp, et støvsugerrør, en kniv fra skuffen,” siger Ahmed.
Overordnet set er kriminaliteten i området Gellerup/Bispehaven faldet de senere år. ”Men den hårde kerne er der stadigvæk,” siger Allan Aarslev, politikommissær i Østjyllands Politi. ”For tre år siden havde vi ikke Black Army i Aarhus, men de er her nu. Det er ikke, fordi vi har fået nye kriminelle, men de har fået en ny identitet med de nye bander.” Banderne kommer til Danmark, fordi de ser nye forretningsmuligheder og hyrer helt unge drenge til at sælge hash.
”Banderne har opdaget, at der er muligheder for at etablere sig i Danmark, uden at man får de store omkostninger i form af konflikt. Det er det, man ser på: Hvad kan konflikterne udvikle sig til, og hvad kan svare sig i forhold til de markedsandele, der er til stede,” siger Michael Kjeldgaard, leder af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter.
Danmark har ifølge flere terrorforskere et stort overlap mellem bander og radikaliserede, og den udvikling bekymrer lokale eksperter. ”Dem, der er i bandemiljøerne, de er meget udsatte,” siger Anders Glahn, som er leder af ”Klubberne i Gellerup”. ”Når jeg læser om terroren i Paris og Bruxelles og ser de fem-seks karakteristika som arbejdsløshed, eksklusion, frustration osv., der går igen hos gerningsmændene, så tænker jeg, at de træk passer på en 20-30 stykker herude.”
Drengene glider naturligt ind i kriminalitet. Gaden opsluger dem, fordi forældrene er svage på ressourcer og overskud. Mange af drengene bliver, hvad man i ghettoen kalder ”institutionskriminelle”; de ryger ind og ud af fængsler og institutioner. ”Man kan se på mange unge mænd, at de er store i kropsbygningen,” fortæller en tidligere kriminel fra området. ”Deres fysik viser, at de er vokset op på institutioner. De har fået bedre kost end os andre. Dansk kost. Mange i ghettoerne har ikke råd til tre gode måltider om dagen.” Nogle institutionskriminelle bliver trukket ind i bander. Og nogle af bandemedlemmerne bliver radikaliserede, fordi religiøsitet kan være en vej ud af banden. Den 24-årige tidligere jyske syrienskriger, som i marts blev sigtet for at hjælpe en 16-årig sjællandsk pige, der er sigtet for at ville bombe to skoler, har været i berøring med Black Army. Flere kendte syrienskrigere har ligeledes haft en tilknytning til Black Army. Banden har i den sidste tid fået meget omtale, fordi digteren Yahya Hassan har ført krig mod Black Army på nettet.
Flere unge drenge fra Gellerup og Bispehaven skildrer deres opvækst som en barndom, hvor de cyklede, spillede bold, plukkede blommer og gik i svømmehallen. Vi driver forbi Gellerupbadets hvide bygninger på Dortesvej.
”Vi hyggede os. Der var ingen stress. Men det er, som om der ikke var nogen ungdom. Pludselig en dag bliver man voksen – og for mange ligger det kriminelle spor lige for, fordi det er i gaden,” siger en tidligere kriminel.
Da Ahmed var 14, blev han anholdt og endte gentagne gange på institutioner. Han tilbragte omkring et år på en lukket ungdomsinstitution. Der er ingen bitterhed at spore i Ahmeds åbne ansigt med regelmæssige, skarpe træk, som lyset glimter henover. Kun erkendelse.
”Jeg må tage konsekvensen af mine handlinger. Jeg forstår godt, at de var nødt til at anbringe mig. Men institutionen var et fucked up sted, der gjorde alt værre. Vi måtte kun tale, når en pædagog var til stede. De forbød vores identitet. Vi måtte ikke velsigne maden på arabisk. Vi skulle tale dansk. Det fjendtlige miljø påvirker ens psyke, og mange udvikler et had til systemet,” fortæller Ahmed. Faktisk foretrækker Ahmed fængslet, som han også prøvede i en tidlig alder. ”Det er mere reelt. Anbringelser på institution, som tages op hver sjette måned, er døden, fordi man aldrig ved, om man er købt eller solgt.”
Ahmed tog sig sammen. Han blev sluppet løs på den åbne afdeling. Kort efter tog han sin taske og stak af. Han gemte sig. I gaden. Hos familien. Hos venner; ”brødrene,” som han kalder dem. Da myndighederne omsider fandt ham, indgik de en ny aftale: Ahmed skulle stille hos en sagsbehandler en gang om ugen. ”Det var fra systemet og ud på gaden. Sådan gik der et par år. Så blev jeg bandemedlem.”
Indtil døden os skiller
Forskellige tidligere medlemmer af Black Army beskriver ritualet for at blive optaget således: Det kommende bandemedlem lægger sin hånd på koranen og sværger, at han vil være loyal over for Black Army, ”indtil døden os skiller.” Det er de ældre bandemedlemmer, der trækker, fortæller flere tidligere og nuværende bandemedlemmer. ”Det er dem, man ser op til. De kører i en stor bil. De har mange piger.” Jeg følger med de unge mænd ind i Bazar Vest, der bugner af silkekjoler i pink og orange, krydderier og indiske og libanesiske madboder. Udenfor står store biler, en Mercedes, en ramponeret, sort BMW, linet up.
Nye medlemmer af Black Army bliver udstyret med en polo T-shirt med det berygtede rygmærke: Black Army. Det første trin er, at der står Black Army hen over ryggen på polo’en. Det næste stadie er at blive fuldgyldigt medlem: Så bliver Black Army på polo’en ledsaget af to Kalashnikov maskinpistoler.
”Den magt, man får som bandemedlem, er vild at styre,” fortæller Ahmed. ”Der er altid et hierarki. Der er altid nogen, der er mere end en. Når man har rygmærket, har man noget at skulle have sagt. Man kan snakke ligeværdigt med nogen i det kriminelle miljø, selv om de er ældre og højere oppe,” tilføjer han og tænder en cigaret. Smiler skævt.
Black Army har kun officielt været i Aarhus i to år. Men Ahmed og andre insidere er ikke i tvivl om, at de er kommet for at blive. Black Armys krigsminister og vicepræsident i Aarhus har afsonet domme, men er ude af fængslet igen. Insidere og eksperter vurderer, at Black Army består af omkring 30 medlemmer i Aarhus og 500 på landsplan. ”De bliver kun flere og flere,” siger Ahmed. ”De åbner hele tiden nye afdelinger. Det går kun fremad. Bandemiljøet bliver større.” Det nye er ifølge flere kilder omkring bandemiljøet, at Black Army har fået en ny støttegruppe, som kalder sig Black Soldiers. ”De bliver rekrutteret fra ghettoer; fra socialt belastede områder,” siger Ahmed.
For mange unge i ghettoer er det en vigtig indtægtskilde at sælge hash eller stoffer. ”Og det, banden kan, er, at den giver drengene en identitet,” siger Torben Bohnhardt, der er stifter og projektleder i Head On, et helhedsorienteret projekt, der hjælper unge ud af kriminalitet. ”Der er tusindvis, der lever på kanten af ghettoen på den måde. Det, der er svært ved at komme ud af banderne, er identitetsskiftet fra at være kriminel til at komme ud i et samfund, der ikke forstår drengene.”
Du må vælge: Mig eller Black Army
Et år efter forlovelsesfesten, der gik i vasken, kom Ahmed ud af fængslet igen og tog forbindelsen op med sin forlovede.
”Jeg så hende allerførste gang på en bro. Vores første møde var i en park. Vores første kys ved en sø,” fortæller han. Da parret havde set hinanden i halvandet år, gav kæresten Ahmed et valg. ”Hun sagde: Enten er det Black Army eller mig.” Lidt lys trænger gennem de grå skyer og spiller hen over Ahmeds lige næse. Han slår blikket ned, ser på sine lange fingre: ”Jeg valgte hende,” siger han.
Begejstringen stråler ud af ham, gennem cigaretrøg og høj snak, når han fortæller om pigen. For en 18-årig muslimsk mand som Ahmed er det at blive gift at træde ind i et nyt univers: Det ægteskabelige, det seksuelle, som han kun sporadisk har haft adgang til før. Vielsen blev foretaget islamisk af Abu Bilal – imamen fra Grimhøjmoskeen, der har mødt massiv kritik for i en TV2-optagelse med skjult kamera at tale om stening som en retmæssig islamisk straf. ”Det vigtige for mig er at blive gift islamisk. Det betyder ikke noget for mig, om jeg er gift på dansk,” fortæller Ahmed. Drengene griner, da jeg spørger, om det ikke er indbegrebet af et parallelsamfund. Det er det helt sikkert, siger de.
De tilføjer dog hurtigt, at Abu Bilal og andre udskældte imamer, der prædiker i en salafistisk tradition, som om de er taget ud af det syvende århundrede, ikke betyder noget særligt for dem. ”Det er vigtigt at understrege, at de ikke har nogen indflydelse,” siger en tidligere kriminel: ”Problemet i ghettoområderne er ikke imamerne. Det store problem er den udsigtsløse fremtid og banderne, som breder sig. For mig at se er det Danmarks største problem.” Drengene fortæller også, at flere af dem ikke forstår Abu Bilals prædikener, som er på et avanceret arabisk. ”Jeg kunne kun forstå TV2s skjulte optagelse af ham ved at læse underteksterne,” siger Ahmed. Han lever på sin vis i et parallel-parallel samfund. Parallelt med det danske. Og i mange henseender også parallelt med det arabiske. ”Jeg føler mig hverken som dansker eller som en fra Mellemøsten. Jeg er en gypsy fra ghettoen,” siger han og ler.
Mindre muntert er det imidlertid at tale om Ahmeds fremtid. Nu hvor han er kommet ud af banden, er blevet gift, og forelskelsen lyser ud af ham, spørger jeg Ahmed, hvad hans plan er?
”Jeg har ikke nogen plan,” svarer han. Jeg holder vejret, mens vandet stiger i øjnene på ham. Bandedrengen og teenagerøveren får tårer i øjnene.
”Mit drømmejob er at blive politimand, men det bliver jeg aldrig. Jeg kan ikke få et job. Det er umuligt.”
Jeg spørger Ahmed, hvad han selv ville have gjort, hvad han selv ville stille op, hvis han var myndighed.
”Det er retfærdigt, at jeg fik min straf. Jeg måtte tage konsekvensen af mine handlinger,” siger han. ”Men man skulle prøve at finde ud af, hvad jeg var god til. Jeg holder af fodbold. Jeg kan lide at lave mad. Jeg er god til at bruge mine hænder. Jeg vil gerne arbejde, men jeg kan ikke få et arbejde. Når man har en plettet straffeattest og hedder Muhammed eller Ahmed, så er det umuligt.” Ahmed fortæller, at han har skrevet mange ansøgninger. Han har fået professionel hjælp til at skrive dem. Men den store udfordring for Ahmed – og mange andre unge på kanten af ghettoen er, at de ikke får jobbet. ”Der er tusinder som os. Vi tror ikke på, at vi nogensinde får et job,” siger en tidligere kriminel fra Gellerup.
”Jeg har aldrig fået et job,” siger Ahmed og smiler ironisk. ”Jeg tror ikke længere på det. Det er derfor, at drenge som mig tit bliver hængende i kriminalitet, for der er ikke anden udvej, ingen anden mulighed for at tjene penge. Det er svært at komme væk fra området. Det er et spring ud i ingenting.”