I en klassisk kombination af virusmutationer, rigsretssager og klejnebageri var det nær gået Føljetons næse forbi, at der lige før jul blev sat en vigtig rekord. For 3,1 mio. kr. blev maleriet Portræt af Marie Triepcke (1885) solgt på auktion til Den Hirschsprungske Samling. Portrættet er malet af Bertha Wegmann, og med hammerslaget er maleriet blevet det dyreste danske værk udført af en kvindelig kunstner. På museet er de glade for det kunsthistorisk vigtige køb, men det er ikke alle, der er lige begejstrede.
I et åbent brev til museet har kunsthistoriker Lennart Gottlieb skrevet, at der ikke er nogen grund til at glæde sig over rekordkøbet, fordi portrættet er ”(…) alt det, ordentlig kunst ikke skal være. Facilt malet, indsmigrende i sin karakteristik og en bevidstløs kvindefremstilling.” Mange har formået at portrættere kvinder bedre, skriver Gottlieb og fremhæver den mandlige kunstner Edvard Weihes evne til at male kvinder, ”modsat den skønne Bertha Wegmanns elendige karikatur af den smukke frøken Triepcke, der kunne fortrylle enhver mand, og nu også en hær af kvindelige museumsdirektører.”
Det er en udtalelse efter Weekendavisens hjerte. Under overskriften ”Har den kønspolitiske dagsorden overtrumfet kvalitetssansen på danske museer?” har avisen samlet op på Gottliebs udtalelser og fundet et ekstra gear til hans kritik. Noget Gottlieb selv (ironisk nok) er ganske utilfreds med. Det særlige ved kritikken er, at både Gottlieb og Weekendavisens journalist lægger stor vægt på, at maleriet er malet af en kvinde og erhvervet af kvindelige museumsfolk. Derfor er det svært ikke at mistænke dem for mest af alt at være utilfredse med prisen, fordi maleren bag ikke er mand. Lignende ramaskrig hørtes i hvert fald ikke, da et Hammershøi maleri i 2019 blev solgt for over 31 mio. kr.
Havkat i et hyttefad
Heldigvis er vi i vores gavmilde hjørne. Vi vil lade tvivlen komme Gottlieb til gode. Måske synes han vitterligt, at det er et skodmaleri, der fejlagtigt er solgt for dyrt. Den gavmildhed er sværere at vise Weekendavisen, der beskriver, hvordan museumsverdenens kvinder havde travlt med at klappe hinanden på skulderen, indtil der endelig kom en mand, der som ”en havkat i et hyttefad” smadrede den gode stemning. I artiklen præsenteres de kvindelige museumsdirektører nøgternt, mens Gottlieb floromvundent kaldes ”den meget anerkendte kunsthistoriker, nytænkende museumsmand og i det hele taget højtprofilerede Lennart Gottlieb”.
Man fristes til at spørge Weekendavisen, om ikke også deres kønspolitiske dagsorden har fået lidt for frit spil. Men lad os for god ordens skyld kigge på de kritikpunkter, Weekendavisen, med Gottlieb som ufrivillig marionet, fremstiller.
Hovedanken er, at prisen ikke står mål med maleriet, som er kitschet, facilt og kunsthistorisk uinteressant. Det er svært at vurdere, fordi kunstnerisk kvalitet kan være svært at bedømme. Smag er lidt af en joker. Historie er heldigvis en mere håndgribelig faktor, og her er portrættet faktisk vigtigt.
Det fremstiller nemlig Marie Triepcke, der senere blev gift Krøyer. Hun var selv maler, men især kendt fordi hendes mand, P.S. Krøyer, malede hende i ét væk. Wegmanns portræt af Marie er interessant, fordi det i modsætning til Krøyers afbildning af hende, fremstiller en kvinde, der virker vovet og energisk. På Wegmanss portræt gengælder Marie beskuerens blik, hvor hun hos Krøyer som oftest bare stilles til skue. Wegmann giver et tiltrængt modspil til den historiske skikkelse, vi mest af alt kender fra Krøyers portrættering som passiv og ellevild med håndarbejde.
Kø ved håndvasken
Kritikken går også på, at kitschet kunst ikke er historisk vigtigt og ikke burde koste det, det gør. Men prøv at sige det til Jeff Koons, der i 2003 solgte en af sine fjollede ballondyrsskulpturer for 393 mio. kr. Den er grim som arvesynden, men historisk uomgængelig. Pris og kvalitet følges altså ikke altid ad, men det gør pris og trends til gengæld ofte, hvilket leder videre til det overordnede spørgsmål, Weekendavisen stiller: Har den kønspolitiske dagsorden overtrumfet kvalitetssansen på danske museer? Konklusionen må i det her tilfælde være nej. Wegmanns maleri er kunsthistorisk vigtigt og indgår derudover i museets strategi om at genindskrive kvinder, der ufortjent er blevet glemt i den danske kunsthistorie. Det må om noget være en formidlingsopgave for de danske kunstmuseer.
Hvis man endelig skal vende blikket et sted hen, hvor en lidt for velmenende kønskamp udspilles, kunne man kigge på de museer, der i de seneste år har sprøjtet gruppeudstillinger ud med titler som ”Fantastiske Kvinder”, ”Moderne Kvinder” og ”Avantgardens Kvinder”. Den slags kan lugte lidt af, at der er kø ved håndvasken på museer, der historisk har haft et repræsentationsproblem.
Den Hirschsprungske Samlings køb virker fagligt velovervejet og svært at hidse sig op over, medmindre man ser kønspolitiske spøgelser. Der er nemlig stadig langt fra Wegmanns 3,1 mio. til Hammershøis 31. Den eneste prismæssige påtale her var, at maleriet blev vurderet for lavt. /Asta Kongsted