Nyhedsanalysen

Den tropiske Trump kan ende som sin nordamerikanske kollega: afsat, anklaget og uden magt

Adriano Machado/Reuters/Ritzau Scanpix

Han er blevet kaldt den ”tropiske Trump”, og lige nu mærker den brasilianske præsident Jair Bolsonaro da også magten smuldre på samme måde, som det skete for hans nordamerikanske kollega.

Vælgerne er begyndt at vende bombastiske Bolsonaro ryggen. Meningsmålinger viser, at tilfredsheden med den brasilianske er på det laveste, siden han tiltrådte embedet d. 1. januar 2019. Én måling viser, at kun 26 pct. af landets borgere stadig bakker op om deres præsident. Andre målinger viser en lidt større opbakning til Bolsonaro, men generelt er analyseinstitutterne enige om, at præsidenten har bevæget sig ind i en alvorlig politisk krise.

I og for sig er det utroligt, at utilfredsheden med Bolsonaro ikke er kommet noget før. Den pensionerede officer er løbende kommet med skandaløse udtalelser af både racistisk, homofobisk og sexistisk karakter. I 2011 sagde han fx til magasinet Playboy, at han ”ville være ude af stand til at elske en homoseksuel søn … Jeg så hellere, at min søn døde i et uheld, end at han viste sig med en mand med moustache.”

De brasilianske vælgere kendte dog udmærket til den side af Bolsonaro, da de valgte ham, og dermed blev han nok nærmere valgt på grund af, og altså ikke på trods af, de vilde udtalelser. Det er i stedet den katastrofale håndtering af coronakrisen, der nu har fået selv hans tilhængere til at kræve hans afgang.

Brasilien er det land, hvor andenflest er døde af COVID-19. Flere end 8.000.000 smittede har ført til mere end 200.000 døde, og der er intet, som tyder på, at landet har lagt det værste bag sig. I denne måned er hospitalssystemet i delstaten Amazonas kollapset. Nabolandet Venezuela, der er plaget af politisk uro og økonomisk bankerot, har måtte sende iltflasker til de brasilianske hospitaler, hvilket har fået Venezuelas omstridte præsident Nicolás Maduro til at beklage sig over ”Jair Bolsonaros sundhedskatastrofe”.

Og det ér i høj grad Bolsonaros sundhedskatastrofe. Han har nægtet at tage pandemien alvorligt, og i slutningen af sidste år bad han ifølge Reuters sine borgere om at holde op med at være sådan nogle ”tøsedrenge”, fordi vi alligevel ”allesammen skal dø en dag.”

Alt det accepterede Bolsonaros vælgere i første omgang. Han har været populær igennem store dele af pandemien. Men i det nye år er det sket noget nyt. For det første er regeringens velfærdsprogrammer udløbet, og det betyder, at mange brasilianere er endt i økonomisk ruin som følge af corona. Desuden går det langsomt med vaccineudrulningen i landet, og præsidenten beskyldes for ikke at have købt nok doser. Den anklage bliver kun bestyrket af, at Bolsonaro selv er sprunget ud som vaccinefornægter. Han nægter selv at tage den, og så har han advaret om, at den kan forvandle folk til ”krokodiller” og ”skæggede damer”.

I weekenden er tusinder af brasilianere gået på gaden for blandt andet at kræve præsidenten stillet for en rigsret. Til demonstrationerne har man også kunnet finde tidligere Bolsonaro-vælgere, der er utilfredse med hans COVID-håndtering, men også med at han ikke har stoppet korruption og ”drænet sumpen”, som han ellers havde lovet.

Imens vil indfødte stammer have Den Internationale Domstol i Haag til at undersøge den tidligere militærmand for forbrydelser mod menneskeheden. De mener, at han med sine afskaffelse af miljølove, der blandt andet er gået hårdt ud over regnskoven i Amazonas, har begået miljødrab – altså alvorlig og varig skade på miljø og mennesker.

Det er således den perfekte storm for Bolsonaro, der lige nu står over for sin største krise som præsident. Får han ikke snart vendt skuden, kan han ende som sin gode ven Donald Trump: afsat, anklaget og uden magt. /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12