Lillebritannien: Den britiske union er på randen af kollaps

Det britiske Union Jack er ikke blot et af verdens smukkeste flag, det er et designmæssigt vidunder.

Flaget er et sammensurium af tre ældre nationalflag: St. Georges røde kors skærer sig vandret og lodret ind igennem flaget og symboliserer kongeriget England. Fra kanterne løber skotternes hvide Skt. Andreaskorset på skrå, og oveni er det irske Skt. Patrickskorset blevet placeret. Tilsammen udgør de symbolet på landenes union: Storbritannien. I hvert fald næsten. For Wales har af uransagelige årsager ikke fået plads i flaget. Måske fordi dragen på deres nationalfane simpelthen er for fjollet – national enhed skulle nødig ødelægge godt design.

Men måske er der håb for Wales. For noget tyder på, at et redesign af Union Jack kan være undervejs. Med brexit lykkedes det ikke kun at splitte Den Europæiske Union, det lykkedes også at splitte den britiske union. Ved folkeafstemningen om brexit tilbage i 2016 var der i både Skotland og Nordirland et pænt flertal, der stemte for at blive i EU. Men englænderne og waliserne overtrumfede dem, og nu må alle leve med konsekvenserne, der allerede har ramt både Skotland og Nordirland hårdt.

Det har fået nationalismen til at spire frem begge steder. Således er der nu stærke kræfter i både Skotland og Nordirland, der vil ud af Storbritannien – ud af Union Jack.

Skotsk koalitionskurs

Spørgsmålet om skotsk selvstændighed har efterhånden spøgt ganske længe, men det synes efterhånden mere og mere realistisk, at det kan blive en realitet inden for en relativt kort tidshorisont.

Sikkert er det i hvert fald, at forholdet mellem regeringen i London og regeringen i Edinburgh er ved at nærme sig frysepunktet. Den skotske førsteminister og partileder for det separatistiske Scottish National Party Nicola Sturgeon har været ude og true med, at hvis Boris Johnson ikke giver skotterne lov til at holde en folkeafstemning for uafhængighed, så gør de det bare alligevel. Det vil kunne udløse en krise lignende den, der har udspillet sig i Spanien mellem regeringen i Madrid og separatisterne i Catalonien.

Man forstår det nu godt, hvis Johnson ikke er meget for at lade Sturgeon holde en folkeafstemning, for målingerne tyder på, at et flertal af skotterne nu bakker op om hendes løsrivelseskurs. Således viser en ny måling i The Times, at 49 pct. af skotterne ønsker selvstændighed, mens kun 42 pct. ønsker at blive i Storbritannien.

Irsk genforening

Boris Johnson har længe været opmærksom på den skotske separatisttrussel i nord, men nu skal han også til at kigge mod sin vestlige grænse. For i Nordirland bliver der færre og færre unionister og i stedet flere og flere, som ønsker et forenet Irland udenfor Storbritannien. Ifølge målingen bragt i The Times, så ønsker 47 pct. af nordirerne at blive i Storbritannien. Imens ønsker 42 pct. Irland genforenet udenfor Storbritannien, og med 11 pct., der endnu ikke har besluttet sig, er unionisterne nu for alvor truet i Nordirland.

Regeringen i London bør især være nervøs for den måling, fordi den samtidig viser, at der i den unge generation (i dette tilfælde dem under 45) er et flertal, der ønsker et samlet Irland.

I Dublin har regeringen for Republikken Irland da også pludselig fået øje på muligheden for en snarlig genforening. Her spiller de deres kort klogt. I stedet for med det samme at kræve et forenet Irland, har de øremærket en stor pose penge til ”fælles ø-initiativer” for projekter på begge sider af grænsen. De har samtidig valgt at betale for, at nordirske studerende kan blive i EU’s populære udvekslingsprogram Erasmus, som Storbritannien ellers nu har forladt. Den slags projekter skal være med til at skabe samling på den irske ø, så forståelsen mellem Irland og Nordirland bliver større end mellem Nordirland og England. Fokus ligger selvsagt på de unge. I Dublin har de set målingerne, og de ved godt, at de unge er nøglen til genforening.

Den største fjende

Men det er ikke de unge, der er unionisternes største modstandere. Det er nok nærmere unionisterne selv. I Financial Times citeres en anonym britisk parlamentariker fra det konservative parti således for at sige, at ”Democratic Unionist Party (DUP) har gjort mere skade på unionen end IRA, Sinn Féin og alle nationalistiske kræfter kombineret.”

DUP er det nordirske unionistparti, og de har de seneste år stået for en række mystiske politiske dispositioner. Fx støttede de brexit men har kæmpet imod samtlige brexitaftaler siden og har dermed nægtet at være med til at stå på mål for deres egen beslutning.

DUP står derfor svagere og svagere i Nordirland, og nu frygter de, at deres fejltrin kan ende med at gøre nationalistpartiet Sinn Féin til det største, når der er valg igen i 2022.

Boris Johnson har altså en kæmpe opgave foran sig. Han skal sørge for at få styr på de problemer, som brexit har skabt for Nordirland og Skotland, og samtidig skal han forsøge at få unionisterne i Nordirland til at opføre sig kompetent. Sker det ikke, risikerer Storbritannien meget snart at blive til Lillebritannien. /Andreas T. Kønig