En presset og emotionel tid

”Den egentlige Nydelse ligger ikke i hvad man nyder; men i Forestillingen. Hvis jeg i min Tjeneste havde en underdanig Aand, der, naar jeg forlangte et Glas Vand, vilde bringe mig al Verdens kostbareste Vine lifligt blandede i en Pokal, da vilde jeg give ham hans Afsked, indtil han lærte, at Nydelsen ikke ligger i hvad jeg nyder, men i at faae min Villie” – Søren Kierkegaard.

Medicinalvirksomheden AstraZeneca og Den Europæiske Union er blevet uvenner. De kan ikke rigtig blive enige om, hvad man har bestilt. EU mener at have krav på at få leveret 400 mio. vacciner, da en forhåndsaftale med AstraZeneca giver lovning på netop det. Men AstraZeneca er altså bagud i produktionen, og de har også udlovet vacciner til Storbritannien og andre ikke-EU-lande. I et marathoninterview i den italienske avis la Repubblica må medicinalvirksomhedens adm. direktør Pascal Soriot derfor ud i en større omgang diplomatisk akrobatik for at (bort)forklare forsinkelserne.

Direktøren får blandt andet sagt, at aftalen med EU ikke var juridisk bindende, men snarere sådan en ”vi vil forsøge at gøre vores bedste, men vi kan ikke garantere, at vi vil lykkes”-aftale. Og hvis EU-lederne føler sig lidt stødte over AstraZenecas nuværende indsats, ja, så er det bare fordi de selv er lidt pressede. ”Alle er ved at blive sådan lidt, du ved, irriterede eller emotionelle”, udtaler Soriot til la Repubblica.

Ingen hjælp at hente

”Jeg taler helst med Børn; thi om dem tør man dog håbe, at de kan blive Fornufts-Væsener; men de, der ere blevne det! Herre Jemini!” – Søren Kierkegaard

Også herhjemme kniber det med at få det, vi har bestilt. Det gælder såvel vacciner som genåbnninger. Med hensyn til sidstnævnte fik sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tirsdag varslet, at vi ikke skal forvente de store lempelser, når de nuværende coronarestriktioner udløber den 7. februar.

Dermed fortsætter den lidt besynderlige omgang kispus, hvor regeringen sætter en semi-optimistisk deadline på et pressemøde for efterfølgende at mane til besindighed, når deadlinen så faktisk nærmer sig. Vi er åbenbart dømt til at leve i dette limbo af kontinuerlig uvished, hvor konkrete datoer ikke betyder det store. Eller også er det urimeligt at påpege; vi ved det ikke. Virussen er lumsk, og vi er alle lidt pressede og emotionelle for tiden.

Størst er frygten

En politisk beslutning, der helt sikkert synes urimelig, kunne Ekstra Bladet til gengæld skrive om søndag. Her kom det frem, at Udenrigsministeriet ikke agter at yde konsulær bistand til to danske mødre, der er fanget med deres børn i den berygtede al-Roj-lejr i Syrien. Som avisen bemærker, er det ”efter alt at dømme første gang i nyere Danmarkshistorie, at man afskærer danske statsborgere i udlandet adgangen til hjælp”. Mødrene er faldet i ministeriets unåde, da de befinder sig i al-Roj, ”hvorfor der er grund til at antage, at du forud for din tilbageholdelse uden tilladelse er indrejst eller har opholdt dig i et forbudsbelagt konfliktområde og/eller har deltaget i aktiviteter, der kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed”.

Eller sagt på mere jævnt dansk: Frygten for fremmedkrigere overstiger simpelthen hensynet til danske børn. Men det kan vel næppe komme som nogen overraskelse, når nu regeringen også har en højhellig ambition om at få nul asylansøgere til Danmark, alt imens udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) arbejder på at få flyttet asylbehandlingen til et sted uden for EU. Med sådanne ambitioner får fremmedfrygten vist forrang over det meste. Så kan man da tale om symbolpolitik, som ingen fornuftige børn kan have bestilt. Herre Jemini, som salig Søren Kierkegaard måske ville sige. /David Dragsted