I en tid fuld af ustabilitet, usikkerhed og usandsynlige scenarier er det rart, at nogle ting er fuldstændig, som de plejer at være: Den italienske regering er gået af som følge af en politisk krise.
Den italienske premierminister Giuseppe Conte måtte i går kaste håndklædet i ringen og meddele, at han træder tilbage sammen med resten af sin kun 16-måneder gamle regering.
Contes resignation er den foreløbige konklusion på den regeringskrise, der har udspillet sig i Italien, efter den tidligere premierminister Matteo Renzi for nylig trak sit lille parti ud af regeringen.
Renzi og hans centristiske parti Italia Viva stødte sammen med regeringens to partigiganter, Partito Democratico (PD) og Femstjernebevægelsen, i spørgsmålet om, hvordan de mange coronastøttekroner fra EU skal forvaltes. Her nægtede Renzi at lade sig kue, og med hans farvel manglede regeringen pludselig flertal i Senatet. Conte havde håbet at finde den fornødne opbakning andetsteds og på den måde fortsætte sin regeringsperiode. Det er ikke lykkedes, og derfor har han nu taget konsekvensen.
Conte har på mange måder været en særlig premierminister. Han er ikke medlem af noget parti, men blev i stedet indsat på landets vigtigste politiske post som en teknokratisk kompromisfigur. Siden er han dog vokset med den politiske opgave, og hans opsigelse vidner også om, at der er vokset et ægte magtmenneske i ham.
For med sin opsigelse satser Conte ikke på at være færdig som premierminister. Tværtimod satser han på, at det er den bedste måde, hvorpå han kan blive siddende.
Conte eller teknokraterne
Contes opsigelse betyder ikke nødvendigvis, at der skal være valg i Italien. Selvom han er trådt tilbage, kan han indtil videre blive siddende som stedfortrædende premierminister, og imens er det op til den italienske præsident Sergio Mattarella at vælge en forhandlingsleder, som skal forsøge at samle en regering. Conte håber, at Mattarellas pil kommer til at pege på ham.
Således vil Conte få muligheden for at samle et helt nyt flertal bag sig. Det er umiddelbart ikke umuligt, eftersom flere af de store italienske partier har udtrykt håb om, at han kan få lov at fortsætte som regeringsleder. Det er i den forbindelse vigtigt at huske, at Italien står i en national krise af uhørte proportioner. Coronavirussen har i flere omgange trængt landet fuldstændig i knæ. 80.000 italienere er nu døde med virussen, og den slags dødstal har man ikke set siden Anden Verdenskrig.
Mange italienere og italienske politikere mener derfor ikke, at lige nu er tiden til politisk uenighed og regeringskriser. Kongemorderen Renzi har da også fået på puklen for at vælte regeringen – italienerne vil have stabilitet.
Men selv hvis det faktisk er lykkedes Conte at købe sig selv tid, er det bestemt ikke sikkert, at han faktisk kan samle flertallet. Det er bestemt heller ikke hele Italien, der synes, at Conte skal have endnu en chance. Det er Contes tredje regering, der nu er styrtet, og i den italienske avis Corriere della Sera spørger de, om det måske ikke er ved at være nok:
”Det er tydeligt, at vi har brug for temposkift. Målet må nu være at lægge de endeløse forsinkelser bag og i stedet finde en regeringskoalition, der kan arbejde kompetent sammen og tackle de to forfærdelige år, som Italien har i vente. Krisen, som begyndte d. 13. januar, og som på uvirkelig vis ikke er blevet løst endnu, blev startet af Viva Italia, som trak sig ud af regeringen af, vil de fleste nok mene, uransagelige årsager. Men krisen fik næring af premierministerens kortsynede plan for, hvordan de 209 milliarder euro fra EU’s coronahjælpepakke skal bruges”
Men hvem skal så regere, hvis det ikke skal være Conte? I så fald er det sandsynligt, at en teknokratregering skal styre landet, indtil det igen er sikkert at afholde valg. I den forbindelse er den italienske økonom Mario Draghi blevet nævnt som et oplagt bud til premierministerposten. Han er tidligere formand for Den Europæiske Centralbank, og ikke mange sætter spørgsmålstegn ved hans kompetencer.