Det kan godt være, at Danmark på papiret er et kristent land, men i praksis har vi kølige nordboere vist os at være noget mere verdslige end gejstlige. Det er ikke ligefrem, fordi kirkerne bliver overrendt søndag formiddag, og der bliver ikke bedt meget bøn ved de danske middagsborde.
Men vi har det øjensynligt i os. For de fleste danske borgere er gået til nedlukning og restriktioner, som havde vi været formet af puritanismens strenge livsførelse i årtier. Herhjemme er restriktionerne ikke så meget et spørgsmål om jura, som det er et spørgsmål om moral. Vi disciplinerer os selv og hinanden til at efterleve en streng nøjsomhed i livsførelsen. Vi holder os fra socialt samvær og andre hedonistiske synder, fordi en sådan moralsk renhed i sidste ende vil føre os til coronafri frelse.
Coronabekæmpelsen har fået et religiøst islæt. Vi har skabt et fællesskab omkring den sande tro, vi har en fælles kamp, et klart defineret paradis, og vi har oven i købet ritualer som håndvask og afstand, der kan bringe os tættere på friheden.
Det kan lyde en anelse sekterisk og negativt, men det er svært at komme udenom, at denne ”vækkelse” har været noget nær ubetinget god. Når det er gået så godt med coronabekæmpelsen i Danmark, så skyldes det uomtvisteligt, at langt de fleste har fuldstændigt overgivet sig til den sande tro ved at leve i overensstemmelse med et strengt moralkodeks. For en gangs skyld har det faktisk bragt os tættere på edens have, at vi har holdt hænderne over dynen.
Desværre har religiøse bevægelser det også med at føre noget dårligt med sig. For lige så behageligt dette fællesskab kan være for de frelste, lige så ubehageligt bliver det, når talen falder på synderne. Og coronakrisen har i den grad syndere.
DR bringer i dag en historie om, hvordan unge danskere er taget til Østrig for at stå på ski og feste. I Østrig er der forbud mod udenlandsk skiturisme, men løjpeløjserne har fundet et smuthul. De unge siger, at de søger sæsonarbejde, men i virkeligheden boltrer de sig på de næsten tomme pister og holder fester, som var verden helt normal.
Skibumserne er blot det seneste eksempel på folk, der har meget svært ved at være fornuftige og overholde restriktionerne. De seneste uger har der kørt historier om danskere i Dubai, og mindst en dansker har også deltaget i en ulovlig ”full moon party”-fest på en strand i Thailand. Medierne har også historier om unge, der herhjemme i Danmark lejer hotelværelser for at feste tæt hele natten.
Det er selvsagt svært at acceptere. Coronavirussens eksplosive smitteegenskaber gør, at der ikke skal så forfærdeligt mange brodne kar til at få det hele til at ramle.
Men det er også, som om mange af os går rundt i hjemmekatedralen og bliver mere og mere radikaliserede af den kedsomhed og bitterhed, der opstår som følge af vores nødvendige afkald på verdslig nydelse. Klokken er efterhånden kvart i hekseafbrænding.
Selvfølgelig skal influencerne i Dubai have at vide, at de er nogle fjolser, men man skal ikke lede længe på de sociale medier for at se hadet skvulpe over. Coronareligionen er fuld af inkvisition, men ikke af megen tilgivelse.
Hvis vi skal kunne kigge hinanden i øjnene, når alt dette er overstået, skal vi passe på med ikke at lade vores puritanisme løbe af med os. Intet er værre end evigt bedrevidende og moraliserende mennesker, og det er værd af og til at trække vejret og overveje proportionerne. /Andreas T. Kønig