Frygten for det fjerde nej

”Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden,” sagde gud, og sådan begyndte kollapset for det trappeformede Babelstårn. En dag ude i den nærmeste fremtid vil historikere kunne tidsfæste, hvornår EU-samarbejdet på lignende vis begyndte at rulle baglæns. År 2016 vil være med i opløbet. De demokratiske forbindelseslinjer ind til hovedkvarteret i Bruxelles er ved at bryde sammen.

Det, som engang faretruende blev kaldt for ‘EU-toget’, fremstår nu stadig større grad som et IC4-tog: Hvis vogntoget overhovedet kommer ud af perronen, er der sporarbejde på Fyn – og i det meste af Østeuropa og overalt på de britiske øer.

I løbet af 2016 besegler tre folkeafstemninger skæbnen for EU, og ja, det danske nej til at udskifte retsforbeholdet med en tilvalgsordning i december 2015 tæller ikke engang med på den liste. Kun få mennesker uden for Slotsholmen virker oprigtigt bekymrede for, at Danmark risikerer at ryge ud af politisamarbejdet Europol, anklagesamarbejdet Eurojust og det fælles flyregister PNR, som foreløbigt er de tre områder, hvor den danske regering formelt forsøger at få parallelaftaler.

De danske genvordigheder bekymrer heller ikke i Bruxelles. Her er dramatikken fra andre sammenbrud langt større – fra flygtninge over terror til briternes skepsis. I ugens løb var statsminister Lars Løkke Rasmussen derfor nødt til at flyve formanden for Det Europæiske Råd, polske Donald Tusk, helt op til den bjergtagende isbræ ved Ilulissat for at få ham til at lytte koncenteret i mere end blot nogle få minutter.

Folkets stemninger

Sceneriet i Isfjorden var smukt, men måske var symbolikken knap så heldig. I 1982 stemte et flertal på 53 procent af grønlænderne for, at Grønland trådte ud af EF. Dermed blev Kalaallit Nunaat den første nation, som frivilligt forlod det europæiske samarbejde. Dét første rigtige ‘Grexit’. Men Grønland bliver næppe den sidste nation, der forlader EU-samarbejdet.

Folkeafstemninger er ved at tage livet af det gamle fredsprojekt: I Holland stemte 61 procent nej til en associeringsaftale med Ukraine 6. april, et lille flertal af briterne tegner til at ville stemme nej ved Brexit-afstemningen 23. juni – og inden oktober skal Ungarn afholde en flygtninge-folkeafstemning, som uundgåeligt vil føre til et tordnende nej. Spørgsmålet fra Ungarns højrenationale  Viktor Orbán lyder: ”Ønsker du, at EU – selv uden godkendelse i Ungarns parlament – skal kunne påtvinge Ungarn at tage imod ikke-ungarnske borgere?”

Det vil være vildt opsigtsvækkende, hvis blot 10 procent af ungarerne stemmer ja. Nok er folkevandringen af asylansøgere og migranter upopulær i de fleste lande, men hvis tilstrømningen ydermere kobles sammen med en uforbeholden suverænitetsafgivelse, ja, så er resultatet givet på forhånd.

I Storbritannien er spørgsmålet i det mindste mere åbent, men til gengæld også mere skæbnesvangert: ”Bør Det Forenede Kongerige forblive medlem af Den Europæiske Union eller forlade Den Europæiske Union?”Til sammenligning var spørgsmålet ved den danske EU-folkeafstemning før jul det rene volapyk: ”Forslag til lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Sæt X i én af rubrikkerne. JA. NEJ.”

De nærmere sproglige finurligheder virker imidlertid til at være komplet ligegyldige. Uanset hvordan spørgsmålene til EU-folkeafstemninger formuleres, er tendensen entydig: Vælgerne har fået nok. Chokket begyndte allerede i 2005, da både franskmændene og hollænderne stemte nej til EU’s forfatningstraktat. Og siden er modstanden kun vokset. Sidste år afviste et klart flertal af grækerne f.eks. den gældsafviklingspakke, som de dog så alligevel fik stoppet ned i halsen bagefter.

Tilbage i 1970’erne blev der holdt to folkeafstemninger om året i Europa. Nu er vi oppe på otte folkeafstemninger om året i gennemsnit.

Den ugudelige fortælling i det Gamle Testamentes 1. Mosebog om menneskehedens forsøg på at tale samme sprog og stræbe mod himlen ved at bygge et spiralformet tårn – der minder påfaldende om Europa-parlamentets bygning i Strasbourg – er aldrig rigtigt blevet forløst, før forbandelserne er begyndt at regne ned over stats- og regeringscheferne.

Parallelsamfundet

Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk – også kendt som ‘den gode Donald’ i kontrast til den republikanske præsidentkandidat Donald Trump i USA – var klar i mælet, da han i tirsdags i København vurderede Danmarks muligheder for at få forhandlet tre særlige parallelaftaler på plads som en form for nødløsning på flertallets nej til at ændre retsforbeholdet: ”Det bliver ikke nemt, måske umuligt.”

Ret beset kunne han ikke sige meget andet. For dels er det altid teknisk-juridisk møjsommeligt at forhandle parallelaftaler på plads, og dels er Donald Tusk i loyalitet over for sin kollega, Lars Løkke Rasmussen‚ nødt til at få det til at se vanskeligt ud. Hvis EU-bureaukratiet straks havde trukket en plug-and-play-løsning frem fra skufferne, ville ja-partiernes argumenter i valgkampen være gået i indre opløsning. Præmissen for at ville afskaffe retsforbeholdet var jo netop, at der ikke fandtes enklere løsninger. Men selv EU-skeptikere må sande, at substansen ikke er nem, måske umulig.

Næste forår overgår retssamarbejdet i EU til at være overstatsligt, og det betyder rent praktisk, at f.eks. politisamarbejdet ikke længere er et inter-nationalt samarbejde mellem medlemslandene, men derimod vil blive forvandlet til et fælles system, hvor beslutninger træffes ved almindelige flertal. Ændringen kan forklares med forskellen mellem en ejerforening og en andelsforening: I en ejerforening har hver enkelt boligejer suverænitet over deres egen lejlighed, mens man i en andelsforening kun ejer brugsretten til en lejlighed og derfor er underkastet flertallets beslutninger.

Europol og de andre retsorganer er ved at blive omdannet til en form for andelsforeninger, og Danmark forsøger nu at bevare sin status som ejerlejlighed – med såkaldte parallelaftaler. Logisk set burde det (måske) kunne lade sig gøre, men prøv at møde op på næste generalforsamling i din andelsforening og foreslå, at netop din lejlighed, og kun din lejlighed, skal konverteres til en ejerlejlighed. Hvis du lykkes med dét, bør du straks ringe til Lars Løkke, for så besidder du større forhandlingsevner end ham.

Danske parallelaftaler i forhold til politisamarbejdet Europol, anklagesamarbejdet Eurojust og det fælles flyregister PNR er endnu ikke umulige, men stærkt usandsynlige. Og dermed er der kun to muligheder tilbage: Enten at Danmark træder ud på sidelinjen eller – og som den eneste reelle mulighed – at afholde endnu en folkeafstemning, hvor de tre områder sættes på stemmesedlen i en snævert afgrænset tilvalgsordning.

Hvis dét skal nå at kunne træde formelt i kraft, skal folkeafstemningen afholdes inden for de næste seks måneder. Ja, Danmark er snart på vej mod EU-folkeafstemning. Det bliver nr. 9 siden 1972. I samme periode har vi haft 16 folketingsvalg.

Nej-partierne siger ja

Modellen med en ny EU-folkeafstemning omkring oktober rummer én afgørende fordel set fra regeringens side: Nej-partierne formulerede inden afstemningen i december en såkaldt ‘fælleserklæring’, hvor Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU godkender ”en begrænset anvendelse af tilvalgsordningen” og dermed ”accepterer at overlade retspolitiske beføjelser til EU på et nærmere bestemt område – eksempelvis Europol og terrorbekæmpelse.” I udgangspunktet har nej-partierne dermed lagt op til den bizarre situation, at samtlige partier kan ende med at anbefale et ja til efterårets mulige folkeafstemning.

På Folketingets EU-oplysningshjemmeside forklarer Dansk Folkeparti med egne ord: ”I Dansk Folkeparti er vi enige i, at det giver problemer, hvis Danmark ikke er med i retsakten vedrørende Europol. Derfor foreslår vi en selvstændig afstemning herom i tilfælde af et nej.”

Dansk Folkepartis medlem af Europa-parlamentet Morten Messerschmidt garanterede ligefrem en folkeafstemning som sidste mulighed i en kronik. Men så enkelt bliver det naturligvis ikke. Hverken Enhedslisten eller Dansk Folkeparti virker til at føle sig forpligtede af fælleserklæringen fra 2015. I de seneste dage har Dansk Folkeparti forsøgt at vride sig fri af aftalen: ”Nu har jeg fulgt op på det, og jeg kan godt se, at det er en lille bitte smule vildledende,” forklarer partiets EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth og fortsætter: ”Men når man ser på valgkampen som helhed, tror jeg ikke, der er tvivl om, at Dansk Folkeparti er gået efter en parallelaftale om Europol. Men jeg kan godt se, at den formulering ikke er top dollar.”

Forskellen mellem nu og december er indlysende: Den britiske premierminister David Cameron har udskrevet EU-folkeafstemning, og hvis det skulle ende med et nej – hvad flere meningsmålinger tyder på – vil Dansk Folkeparti gerne stå frit til at kunne anbefale et nej, næsten uanset hvad der konkret måtte komme til at stå på stemmesedlen til folkeafstemning i Danmark. Enhedslisten finder nok også på krumspring.

I praksis er en folkeafstemning en usikker manøvre. Ifølge den schweiziske tænketank Centre for Research on Direct Democracy er den gennemsnitlige valgdeltagelse ved folkeafstemninger faldet fra 75 procent i begyndelsen af 1990’erne til 43 procent i de senere år – og det er ikke nej-sigerne, som bliver hjemme i sofaen. Tværtimod er skeptikerne, de eneste, der efterhånden kan mobilisere lidenskab i forhold til EU-projektet. Hvis det ender med en folkeafstemning, er sandsynligheden for et fjerde dansk nej stort og stigende. Realpolitisk er parallelaftaler derfor langt at foretrække for Lars Løkke Rasmussen & co. Men… ja, så kan du begynde forfra på artiklen her:

”Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden,” sagde gud og sådan begyndte kollapset for det trappeformede Babelstårn.