Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det skorter ikke ligefrem på midtersøgende stemmer i dansk politik, der ønsker at sætte yderfløjene uden for indflydelse. Så meget desto mere ironisk er det, at centrum efterhånden mest af alt minder om en flok bitre kommunister.
Selvom de danske betonmarxister i 70’erne og 80’erne i bund og grund ville det samme, brugte de al deres vågne tid på at bekrige hinanden. Der opstod en rand af kommunistiske bevægelser, der alle mente, at netop de lå inde med den sande fortolkning af arbejdskampens guddommelige principper. De var så forhippede på de små forskelle og de personlige kampe, at de helt glemte at overbevise den danske arbejder om klassekampens frelse. På den måde kvalte de langsomt men sikkert deres egen sag.
På samme måde forestiller man sig, at den danske midte går til grunde i personlig fnidder og små forskelle. For selvom typer som Lars Løkke Rasmussen, Simon Emil-Ammitzbøll og Jens Rohde alle inden for en kort periode har ”befriet” sig selv fra samarbejdet med et parti i forsøget på at få flere partier til at samarbejde, så synes mindre nuancer alligevel at holde de tre fra at gå sammen – i hvert fald indtil videre.
Radikal krise
Hvis de tre løsgængere optræder som tre mindre kommunistiske fraktioner, så spiller Radikale Venstre rollen som Danmarks Kommunistiske Parti, DKP – det største af de mange små. De Radikale vil så gerne være det Macron-smarte midterparti, der er udgangspunkt for en revolution fra midten, men i stedet for at samle de mange midtersøgende vælgere og politikere op, så taber de dem i stedet.
Alene i denne uge har både Jens Rohde og Ida Auken meldt sig ud af partiet. Begrundelserne er nogenlunde ens: Jens Rohde mener, at partiet har svigtet sit pragmatiske udgangspunkt for i stedet at kæmpe aktivistiske kampe på fx klima-, udlændinge og ligestillingsområdet. Som et ekko skriver Auken om sin udmeldelse:
”Det er min oplevelse, at Radikale Venstre under de senere års ledelse har bevæget sig væk fra den tilgang og dermed også fra midten af dansk politik. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg længe har været uenig i den retning, og da den nye ledelse har tilkendegivet, at man forsætter linjen, tænker jeg, at det er bedst, at vores veje skilles”.
Sofie Carsten Nielsen lader ikke til sådan for alvor at ærgre sig over, at de to problembørn endelig er smuttet. Rohde og Auken har tilsyneladende skabt en del problemer internt, og derfor er det utvivlsomt rart for den relativt uprøvede partileder, at hun endelig er af med dem.
Men Radikale skal nu ikke glæde sig alt for meget. Især Auken var en gigantisk stemmesluger for partiet, og meningsmålingerne har været deprimerende, siden tidligere leder Morten Østergaard måtte gå i skam, fordi han havde krænket en partikollega. Yderligere splittelse er ikke noget, man henter vælgere på (bare spørg i Venstre).
Dermed står Sofie Carsten Nielsen overfor en nærmest umulig opgave. Hun kan fortsætte den aktivistiske politiske kurs, der måske nok gav De Radikale et kanon folketingsvalg, men som til gengæld har martret partiet internt og sat dem udenfor realpolitisk indflydelse. Eller hun kan vende tilbage til det ”gamle Radikale”, prøve at positionere partiet på den pragmatiske midte, men så miste alle de aktivistiske vælgere, der ikke vil kunne acceptere kompromisser, når det kommer til fx udlændinge og klima. Man skal bestemt ikke undervurdere, hvor stor en del af den Radikale vælgerskare, de udgør.
Lidegaards træk
Hvis det nu kun handlede om politik og ikke personer, så meldte Rohde og Auken sig i og for sig ud på et mystisk tidspunkt. For der er tegn på, at Sofie Carsten Nielsen har lyttet til kritikerne og bevæget sig mod midten. I et interview til denne uges Weekendavisen siger hun fx om udlændinge- og integrationspolitikken: ”Vi har været for naive og konfliktsky om de reelle problemer.” Det er små skridt, men når udtalelsen kommer fra en radikal leder, så er det iøjnefaldende.
Det helt store spørgsmål er nu, hvad der skal ske med Martin Lidegaard. Det er størstedelen af hans fløj, der nu har meldt sig ud af folketingsgruppen, og således står han noget isoleret tilbage. Måske er han også på vej væk for at skabe endnu en kommunistisk, nej, undskyld, midtersøgende fraktion. Men for ham er der bestemt også ræson i at blive.
Mon ikke Lidegaard lige nu leger med tanken om, at Radikale bliver ramt af en regulær nedsmeltning ved næste valg. Det vil få partiet til at sætte spørgsmålstegn ved både Sofie Carsten Nielsen som leder og den aktivistiske linje. Det vil give Lidegaard de perfekte betingelser for at gennemføre det kup, som han tabte på gulvet efter Østergaards afgang.
Måske kan Lidegaard da skabe det samlende parti på midten, som så mange politikere synes at sukke efter. Den samme dag som kommunisterne forenes og helvede fryser til. /Andreas T. Kønig