Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Hvis der er noget, vi virkelig foragter ved den teknologiske revolution, så er det, hvordan alt i hele denne usle verden lige pludselig skal evalueres. Du har modtaget et brev i postkassen? Svar venligst på denne mail med ti spørgsmål om din oplevelse. Du har bestilt en pizza på vores app? Var den for kold? For varm? Var det en god oplevelse?
Hold op! Det er ikke en ”oplevelse” at købe en pizza, modtage et brev eller tage en tur i taxa. Det er nogle af de små hverdagsting, der får den ene dag til at glide gnidningsfrit over i den anden. Det er ikke til at holde ud, at man hele tiden skal tage stilling til, om tingene nu er gode nok. Nogle gange er de bare. Livet er fuld af lunkne pizzaer, men hvis vi skal komme igennem denne herrens tilværelse uden større depressioner, så går det ikke, at vi efter hver eneste dårlige pizza skal i gang med en større evaluering af, hvordan vores oplevelse er blevet ødelagt.
Det værste ved alt dette er dog, hvordan denne evalueringskultur gør os alle til små, emsige mellemledere. Hvis rengøringsdamen har glemt en enkelt plet på gulvet, kan vi fluks gå ind og give vedkommende to stjerner i stedet for fem på rengøringsplatformen. For år tilbage skulle man være pænt hysterisk for at ringe til rengøringsdamens chef og brokke sig over en glemt plet, men nu bliver man tvunget til det. Appen tvinger dig til at give stjernerne, og du er på den anden side også idiot, hvis du giver fem stjerner for mangelfuldt arbejde. Hvis det ikke er en techno-dystopi at blive tvunget til at leve som en fluekneppende, nidkær mellemleder, så ved vi ikke, hvad en dystopi er.
I Liberal Alliance har de det tilsyneladende anderledes. De vil have flere af den slags evaluerings-apps. Ikke færre. Partiet har foreslået, at offentlige ansattes løn skal bestemmes af brugerevalueringer. Hjemmehjælperen skal kunne tildeles stjerne, og vedkommendes løn skal så bestemmes ud fra vurderingerne. Som LA’s folketingsmedlem Henrik Dahl opsummerer det: ”Mange SOSU’er er underbetalt. Det skyldes, at lige så mange er overbetalt.”
Af alle mennesker i denne verden burde politikere om nogen vide, hvor toksisk et arbejdsmiljø kan blive, når det er folkestemningen, der er ens chef.
Politikere bliver nogle gange nødt til at tage svære beslutninger, der nok er upopulære i det samme, men som er nødvendige for landet, og som de derfor først på sigt vinder hæder for. Det er derfor, at det trods alt er meget godt, at der kun er folketingsvalg ca. hvert fjerde år.
Tænk sig om politikerne skulle vurderes på dagsbasis. Det ville være rædderligt. Lige så rædderligt, som det ville være, om offentligt ansatte skulle vurderes på dagsbasis. For hvem rater man egentlig højest. Den hjemmehjælper, der gør noget træls men ganske nødvendigt, eller den hjemmehjælper, der kun kommer med chokolade og gode nyheder.
Offentligt ansatte står ofte i positioner, hvor de bliver nødt til at gøre noget upopulært. De kan være tvunget til det af systemet eller på grund af tyngden i deres job.
Det er ikke populært, når lægen fortæller patienten, at kræftsygdommen har spredt sig, og det er for dyrt at fortsætte behandlingen, da chancen for succes er meget lille. Den slags beskeder er ofte så hård for modtageren, at det er de færreste, der kan holde fast i det rationelle og tænke ”nå jo, men det er jo ikke hende lægens skyld, at hun ikke kunne kurere mig. Det giver bestemt mening, at man tænker på omkostninger i sundhedsvæsnet, og det er jo i øvrigt ikke hende, der sidder med de beregninger. Hun er bare budbringer. Fem stjerner for fantastisk behandling!”
Det måske mest mærkværdige ved dette forslag fra Liberal Alliance er, hvor lidt liberalt det synes at være. Det minder mest af alt om de sociale ratingsystemer, man har i kommunistiske Kina. Det hele lugter lidt af overvågning, der normalt ikke er noget, som liberale bryder sig om.
Det er LA’s gruppeformand Ole Birk Olesen, der har fået lov til at præsentere dette nye udspil i medierne. Måske fordi overvågning ikke er en ”deal breaker” for ham. I et afsnit af DR-programmet Kender Du Typen, hvor man besøger kendte menneskers hjem, får livsstilsekspert Anne Glad at vide, at Ole Birk har en app på sin mobiltelefon, hvor han kan overvåge hele familien. Det fører til følgende udveksling mellem Glad og Birk Olesen:
”Vildt overraskende at du sidder og overvåger dine børn. Det synes jeg slet ikke passer ind i det der liberale …”
”Der er ikke nogen her i familien, der har noget i mod, at de andre ved, hvor vi er.”
”Det siger kineserne også.”
/Andreas T. Kønig