Formand for de konservative, Søren Pape Poulsen.
Tingenes orden er en god konservativ dyd. Og endnu bedre: Generationskontrakten mellem de døde, de levende og de endnu ufødte. At levere verden videre i god stand til kommende generationer er selve konservatismens raison d’être. Siden det ydmygende valgresultat sidste sommer har De Konservative derfor forsøgt at erstatte sloganet ‘Stop nazi-islamisme’ med en anelse mere klassiske paroler såsom bevarelse, balance og ja, lidt mindre kvælstofudledning.
Her til morgen lykkedes det de fire borgerlige partier at nå til enighed om en ny såkaldt ‘naturpakke‘. De Konservative betragter selv aftalen som deres genfødsel som meningsfyldt parti: ”Nu får vi, hvad vi ønskede os: Ekstra grønne millioner til naturen og kompensation for 630 ton kvælstofudledning, så miljøregnskabet fra landbrugspakken forbedres fra 2017 og går i plus fra 2018,” skriver partiformand Søren Pape Poulsen på sin blog.
Rent teknisk er der imidlertid kun tale om en frivillig ordning, hvor landmænd kan få støtte til at så særlige efterafgrøder, der trækker uudnyttet kvælstof op af jorden. Måske vil det virke? Men ingen kan på forhånd vide, hvad den samlede effekt bliver af dels landbrugspakken, der med garanti øger kvælstofudledning i vandløbene, og dels den nye naturpakke, som teoretisk set kun lige akkurat neutraliserer effekten af landbrugspakken. Men håbet er lysegrønt.
I traditionen fra den britisk-irske konservative tænker Edmund Burke er der et oplagt potentiale for et borgerligt parti, der tør prioritere langsigtet bæredygtighed over kortsigtet industrivækst. Men De Konservative i Danmark er stadig langt – meget, meget langt – fra at være et parti, som man kunne forestille sig, at f.eks. den tidligere klimakommissær Connie Hedegaard ville have lyst til at stå i spidsen for. Ikke mindst den konservative kansler Angela Merkel har dog bevist i Tyskland, at der ikke nødvendigvis behøver at være en modsætning mellem at være borgerlig og grøn.
Naturglæde kender ingen politiske grænser, og spejdere og andre glade friluftsmennesker kan således findes i alle farver og former. Målt på de konkrete resultater – ikke mindst det naive grundlag for den nye naturpakke – og accepten af Venstre-regeringens tilbagerulning af klimaindsatsen kan De Konservatives forsøg på at ‘grønvaske’ sig selv endnu ikke siges at have båret frugt. Bare med et lille bær. Søren Pape Poulsen er ikke blevet grøn, ej heller rigtig blå. Pape er fortsat en sort spejder. Blot uden humor.
Hvis dagens naturpakke er et udtryk for, hvad det kan blive til, når De Konservative får, ”hvad vi ønskede os”, ser det for alvor sort ud. Partiet, der i 2015 fik det dårligste resultat nogensinde, kan ende uden for Folketinget ved næste valg – uden nogen rigtigt vil opdage det.