Der er noget vidunderligt magisk og nærmest mytisk ved havlyde. Forestil dig, at du i høj fart dykker ned under en kruset havoverflade, og mærk hvordan farten langsomt tages ud af kroppen, indtil du kan høre alt, hvad der foregår omkring dig. Som var du blevet trukket igennem et vakuum og ind i en ny dimension, åbner en anden verden sig, en verden der er svøbt i et tæppe af uendelige klikkende, pibende og boblende lyde.
Forestil dig så, hvordan du med ét hives tilbage til det dennesides ved lyden af et gigantisk oliebor, der stamper løs på havbunden og en langhåret, hujende surfer ved navn Ryan, der suser forbi dig og i farten hvirvler dig op fra bunden. ”Hov, jeg lå da ikke på bunden,” tænker du. Jo, du gjorde. For du er ikke et menneske, du er en klovnefisk. Men det vender vi tilbage til.
Torsdag blev et stort anlagt studie, af hvordan menneskeskabte lyde påvirker havenes økosystemer, fremlagt, og konklusionen er ganske nedslående. Lyde fra fx oliebor, fragtskibe, motorbåde og surfere støjforurener i en grad, som har langt større konsekvenser end tidligere antaget.
Mauidelfiner, der kun kan leve lige ud for vestkysten af den new zealandske ø Te Ika-a-Māui, presses på grund af støj væk fra deres naturlige habitat. Et lydsystem sat i verden for at skræmme sæler væk fra en laksefarm i British Columbia skubbede på lignende vis spækhuggere ud af deres territorium og fik bestanden til at falde drastisk. Og klovnefisk, der i deres tidlige udviklingsstadier er afhængige af at kunne orientere sig via lyd, kan ikke lytte sig frem til de rev, de skal slå deres folder i.
Forskerne fastslår, at situationen er alvorlig. Den menneskeskabte støj truer undervandslivet i en sådan grad, at havet i nogle tilfælde bliver ubeboeligt for dets oprindelige beboere.
Er du en lille klovnefisk?
Af rapporten fremgår det, at man i snart et århundrede har været opmærksom på havlarm som fænomen, men at ingen af FN’s love og målsætninger om biodiversitet sætter fokus på problemstillingen.
Når det ikke er tilfældet, kan det måske skyldes måden, vi ser naturen på. Klimaforskere, biologer og andet godtfolk bruger i disse år begrebet ”antropocæn” til at beskrive, hvordan tiden, vi lever i, er kendetegnet ved, at det moderne menneske påvirker naturen, snarere end at naturen påvirker os. Den forklaring er der ikke noget galt med, men den reducerer problemstillingen, hvis man spørger biolog og økofeministisk teoretiker Donna Haraway. Det tegner nemlig et verdensbillede op, hvor vi ser på naturen som en stor, abstrakt størrelse, vi kan gøre skade på. Og så er det nemt at miste blikket for, hvad det egentlig betyder.
Ifølge Haraway kan den biologiske krise ikke overvindes, så længe vi er ude af stand til at forstå vores indvirkning på de forskellige naturmiljøer og ikke bare på ”naturen” som overkategori. Lidt kækt kunne man sige, at det er vores manglende evne til at tænke som en klovnefisk, der har gjort, at vi har undervurderet problemet af den støjforurening, vi forulemper havdyrene med.
Der er heldigvis håb forude. For ligesom at du, kære læser, var hurtig til at acceptere, at du var en klovnefisk, kan lige præcis havstøjen også relativt hurtigt kommes til livs. I modsætning til fx drivhusgasser er støj en form for forurening, der er til at kontrollere på kort sigt. Fragtskibe kan sejle langsommere og få installeret støjreducerende motorer, Ryan kan lære, at han sgu ikke skal surfe lige ovenpå et klovnefisk-habitat, og da indehaverne af laksefarmen udenfor British Columbia fandt ud af, at de drev spækhuggerne på flugt, fjernede de faktisk støjsenderne. Forandring er mulig, hvis bare du tænker lidt mere som en klovnefisk. Og det er du jo allerede ekspert i. /Asta Kongsted