Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix
Alternativet er et utal af gange blevet dømt til at være et latterligt projekt.
De blev stemplet som useriøse, da deres medlemmer ved et årsmøde ekstatisk dansede til 70’er klassikeren ”Love Is In The Air”. Der blev rystet på hovedet, da der dukkede billeder op, hvor daværende partileder Uffe Elbæk var iført grønt tylskørt. Og mange politiske modstandere havde kun hån til overs, når de hørte om Alternativets politikudvikling, der foregik på ”politiske laboratorier.”
I dag vil mange af kritikerne føle sig bekræftet i, at de havde ret. Alternativet er nedsmeltet totalt. Først blev de grønne alternativister ramt af et hav af møgsager, hvor blandt andet ”festkulturen” blev skarpt kritiseret. Efterfølgende blev partiet splittet til atomer, da valget af Josephine Fock som formand fik størstedelen af folketingsgruppen (inklusiv stifter Uffe Elbæk) til at forlade partiet og efterlade stakkels Torsten Gejl som ene mand på posten med et hav af ordførerskaber.
Sådan måtte det jo gå, lyder analysen mange steder. Man kan ikke bygge et parti på fede vibes og god karma. Faktisk synes det tilbageværende Alternativet også selv at abonnere på den tolkning. I går fik partiet ny formand i rolige, coronavenlige omgivelser. Den københavnske borgmester Franciska Rosenkilde blev på en ekstraordinær generalforsamling overbevisende valgt til at lede den halvdøde bevægelse, og hun kommenterede den næsten larmende mangel på alternativ formandsfest således:
”I virkeligheden så siger de omstændigheder det meget fint, fordi nu handler det om, at det er sagen fremfor personen, der er i fokus … Derfor passer det meget fint, at det er den her måde, vi fejrer det på. Det er vores politik, der er i centrum.”
Alternativet er blevet voksent, må man forstå, og den nye modenhed skal hjælpe dem med at vende tilbage til fordums styrke.
Men det er, som om der er mange, der overser, hvor sjovt partimedlemmerne faktisk så ud til at have det, da de i 2016 dansede til ”Love Is In The Air”. Det var uortodokst, bevares, men modsat de gamle partiers støvede møder, hvor kedelige mennesker ved kedelige langborde lytter til kedelige taler, så lignede Alternativets årsmøde faktisk en fest, hvor det var vanskeligt ikke at blive revet med.
Det var måske nok ”festkulturen”, der knækkede Alternativet, men det var også den, som var med til at opbygge det. Selvfølgelig blev partiet hjulpet på vej af at være først på klimadagsordenen, men det bør ikke undervurderes, at den vilde stemning i partiet utvivlsomt har virket tiltrækkende på kernepublikummet. Det gav en følelse af noget fremadstormende, af noget revolutionært, af noget nyt. Det skubbede mange væk, med hvad gør det, når det lokkede de rigtige til.
Den stemning er væk nu. Magien er forsvundet, og derfor er det en ekstraordinær svær opgave, som Franciska Rosenkilde er kommet på. For har Alternativet nogen gang på jorden som et helt almindeligt parti, hvor det ikke er sang, dans og begejstring, der driver værket? Det ser tvivlsomt ud.
Ligesom der nu ikke længere er noget organisatorisk, der adskiller Alternativet fra alle de andre, så er der heller ikke noget politisk. Den grønne dagsorden er blevet overtaget af andre – Alternativets tidligere så radikale klimapolitik er blevet mainstream.
Spørgsmålet er så, om magien kan genfindes. Der er ikke noget, som tyder på det. Uffe Elbæk og de andre frafaldende alternativister har forsøgt at rekreere begejstringen med deres nye parti Frie Grønne. Her har man skruet ned for det lalleglade og op for vreden. Det passer i teorien godt til de unge oprørske vælgere, der vil klimaforandringer og racisme til livs, men indtil videre ser det nye venstrefløjsparti ikke ud til at have genskabt entusiasmen – færre end 4.000 vælgererklæringer har de fået indsamlet.
Valget af Franciska Rosenkilde har fået nogle til at spekulere i, om Alternativet og Frie Grønne kunne blive fusioneret – måske endda også med Veganerpartiet. De tre partier ligger politisk tæt på hinanden, og med Josephine Focks afgang synes de værste personlige problemer at være fejet af banen. Et sammenslutning vil sikre, at de tre partier ikke kannibaliserer hinanden ved et folketingsvalg, men det vil ikke automatisk sikre, at vælgerne atter kan mærke, at love is in the air.
Den grønne magi er forsvundet, og kun hvis enten Alternativet, Frie Grønne eller Veganerpartiet finder den igen, er det en mulighed, at der kommer et grønt protestparti i Folketinget efter næste valg.
Alternativet skal med andre ord drømme om igen at blive kaldt latterlige af det politiske etablissement. /Andreas T. Kønig