Kampen om flaget i Myanmar

Der er noget lindrende over nørder. Uden nørder ville verden næppe se ud, som vi kender den. Ville menneskeracen overhovedet have opfundet hjulet, hvis ikke nogle nørder havde sat sig for at nørkle nogle gangbare rulleløsninger frem for små 5.000 år siden?

Wikipedias danske opslag om flag er skrevet af flagnørder, det er der ingen tvivl om. Flaget ”er et signalgivende stykke klæde”, som hænger fra en flagstang, står der. Og ”små flag båret i hånden i en kort stav, fx til semafor-signalering eller inden for idræt, kaldes også flag, hvorimod et større håndbåret flag kaldes en fane.”

Den italienske kunstner Maurizio Cattelan (f.1960) er også lidt af en nørd. Det er ham med skulpturen America (2016), en wc-kumme støbt i 103 kilo guld, og Comedian (2019), en banan klistret fast på en væg med gaffertape ved kunstmessen Art Basel Miami Beach.

Cattelan er passioneret vexillolog, og i weekenden bragte den britiske avis Financial Times en lille tekst (betalingsmur, red.) af ham om netop vexillologi – altså læren om flag. Han skriver, at interessen nok kom, da han voksede op i Padova, hvor det italienske flag vajede fra hver en offentlig bygning. Første gang han rigtig bed mærke i flagets kraft var, da der blev flaget på halv ved en begravelse. ”Hvordan kan et magtsymbol blive så tragisk, blev jeg ved med at spørge mig selv.” Gestussen var jo så simpel.

Cattelan mediterer over, at flag på den ene side udstråler urørlighed, men på den anden side også er så skrøbelige. ”Vi tager flag for givet, vi stiller aldrig spørgsmål ved dem, og vi forstår sjældent den nogle gange grufulde symbolik, der ligger i valget af farve, design, dekoration,” skriver han og minder om, at flag skal ses på med lige del respekt og mistro. ”Flag accepterer ikke fejltagelser, de råber bare deres sandheder. Men sandheden er så svær at sige, så der nogle gange er brug for lidt fiktion for at gøre den overbevisende.”

Trefingertegnet i Myanmar

Alle steder bølger kampen om flaget frem og tilbage. Som oftest foregår kampen på et lavt blus, men i lande som fx Hviderusland, Thailand og Myanmar er the struggle real, som man siger. Værst er situationen pt. i Myanmar efter militærkuppet, der fandt sted mandag i sidste uge. I de tidlige morgentimer blev landets politiske leder Aung San Suu Kyi og hendes nærmeste folk tilbageholdt, og det samme gjorde mere end 130 embedsfolk og lovgivere, forlyder det fra menneskeretsgruppen Assistance Association for Political Prisoners.

Ifølge The New York Times’ reporter var selve kuppet ublodigt, men siden har det fulgt drejebogen, som man kender den fra Hviderusland og Rusland med massearrestationer, ikke-fungerende telekommunikation (Facebook er blevet lukket ned) og ”mystiske bøller”, der tæsker løs på demonstranter. Og som avisen formulerer det: ”En hel befolkningsgruppe – heriblandt digtere, malere, journalister og rap-kunstnere – er gået under jorden.”

Men lørdag var tusindvis af demonstranter på gaden i hovedstaden Rangoon, ligesom man i byer over hele landet har kunnet høre civilister slå potter og pander mod hinanden i protest. Og ligesom ved tidligere demonstrationer i Thailand bruger befolkningen det rebelske trefinger-tegn fra spillefilmserien The Hunger Games for at vise militæret, hvor de står. Det politiske liv i Myanmar er langt fra velfungerende, og regeringen er virkelig ikke nogen helgener (snarere det modsatte), men man kan plædere for, at demokratiet var på rette vej efter så mange år med en hårdhændet militærjunta ved roret.

Hvad så med Myanmars flag? Det, som landet har i dag, er kun 10 år gammelt og afløste et temmelig grimt et, som var blevet brugt, siden landet var en kommunistisk republik. Myanmars flag består af en femtakket hvid stjerne foran tre striber, der går på tværs. Striberne er gule, grønne og røde og skal symbolisere solidaritet, fred, ro, mod og beslutsomhed. Hvad der er hvad er ikke godt at vide. Men er der ikke noget med, at gul i andre sammenhænge er falskhedens farve? Gul er ikke vejen frem, når man designer flag. /Oliver Stilling