Nyhedsanalysen

Tyskland: Plagiat koster politiske liv

De danske politikere vil være så meget i øjenhøjde, at man næsten ikke fatter det.

På Christiansborg spises der makrelmadder, pudses vinduer, synges fællessang, ses håndbold og tages selfies. Derudover skal man helst være fra Jylland, og veg den politiker, der skilter med, at vedkommende har en lang videregående uddannelse.

Nu er der jo intet galt med hverken håndmadder, håndværkere, håndbold eller Holstebro. Det er noget, de fleste af os kan lide. Det er helt almindeligt. Og det er netop sagen. Politikerne vil være almindelige. Det er politisk opportunt at være så jævn som overhovedet muligt. Nogle gange kan man ligefrem have politikerne beskyldt for at underdrive deres egne privilegier og intellekt i et forsøg på at virke mere som en ”helt almindelig dansker”.

Men man skal bare til Padborg for at hente bajere, før det er anderledes. For i Tyskland skal politikerne helst have en af de rigtig lange universitetsuddannelser. Her bliver man ikke minister ved at være maskinarbejder, man bliver minister ved at være ph.d., så man kan få lov til at sætte Dr. foran sit navn.

I det tyske parlament har 82 pct. af medlemmerne en universitetsuddannelse, og ca. 17 pct. har en ph.d.-grad. Kansler Angela Merkel har en ph.d. i kvantekemi, hendes forgænger Helmut Kohl havde en ph.d. i historie, og Merkels mulige efterfølger Markus Söder har en ph.d. i jura.

Hvor nogle danske politikere forsøger at fremstå mere jævne, end de måske nok er, så er der også tyske politikere, der forsøger at fremstå noget klogere, end de er. For de tyske lovgiveres besættelse af universitetsgrader har ført til en række plagiatskandaler, hvor politikere er blevet taget i at snyde sig til de fine titler. Den slags medfører stor politisk skandale i Tyskland.

Afsporer karrieren

Magasinet Foreign Affairs har skrevet om tyske politikeres besættelse af ph.d.-grader, og de fortæller blandt andet historien om Franziska Giffey, der potentielt set snart kan miste både sin doktorgrad og sin plads i den tyske regering.

Giffey er noget så sjældent som et lysende talent i det kriseramte tyske socialdemokrati. Den i dag 42-årige politiker blev i 2018 udpeget som minister for familie, unge, kvinder og pensionister, og med sin relativt unge alder er hun blev spået en flot videre politisk karriere – måske blandt andet fordi, hun har en ph.d.-grad. Spørgsmålet er så bare, hvor længe endnu, hun har den.

I 2009 afleverede Giffey sin 266 sider lange afhandling til Freie Universität Berlin. En lille sag, når man tænker på, at sidetallet også inkluderer referencer, men den blev ikke desto mindre godkendt, og dermed kunne Giffey kalde sig doktor og ph.d. i statskundskab.

Men i 2019 begyndte akademikere på internettet at kigge nærmere på Giffeys afhandling. De mener at have fundet ud af, at ministeren har skrevet store dele af sin opgave af. De private plagiatdetektiver mener at have fundet afskrivning på hele 76 af de 205 sider med regulær afhandling. På et stort antal sider var 50 pct. af materialet plagieret – nogle steder var det helt op til 75 pct. af siderne.

Freie Universität valgte i første omgang at lade Giffey beholde sin titel, men sagen er kun kommet til at fylde mere i medierne. Giffey har derfor sagt, at hun ikke længere vil bruge sin titel, og universitetet er gået i gang med en større undersøgelse, der forventes at færdiggøres snart. Stærke kræfter kræver, at Giffey trækker sig fra sin ministerpost, hvis hun ender med at miste sin ph.d.

Ikke den første

Giffey er ikke den første tyske minister, der kommer i den suppedas. Tilbage i 2011 blev Merkels unge og ambitiøse forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg nødt til at trække sig, fordi han havde plagieret dele af sin ph.d.-afhandling. Han mistede også sin doktorgrad og endte sågar med at flytte til USA i skam. Noget lignende skete for undervisningsminister Annette Schavan, der blev nødt til at trække sig i 2013 efter at være blevet taget i plagiat.

Du troede måske, at formanden for EU-kommissionen Ursula von der Leyen havde fået røg nok i denne udgave af Feuilleton. Men i så fald tager du fejl. For også von der Leyen er blevet taget i at have plagieret dele af sin ph.d. Hun har skrevet af på 27 af sin afhandlings 62 sider. En akademisk komite nåede dog frem til den konklusion, at hun ikke havde skrevet af på de vigtigste videnskabelige dele af afhandlingen, og således slap hun billigt og kan stadig kalde sig selv for Dr. von der Leyen.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12